Præsidenten foregår i et ikke nærmere angivet europæisk land i slutningen af det 19. århundrede. I filmens prolog må Karl Victor von Sendlingen love sin døende fader ikke at gifte sig under sin stand; et flashback viser, hvordan faderen selv måtte gifte sig ulykkeligt med en pige af lavere stand, som han havde gjort med barn. Tredive år senere er Karl Victor retspræsident i en mindre by. Han står over for at skulle dødsdømme en ung kvinde, Victorine, der har dræbt sit barn, født i dølgsmål; men han bliver klar over, at hun er hans egen datter. Et flashback viser, hvordan han som ung på grund af sit løfte til faderen svigtede en borgerlig ung pige, som han elskede; efter at have født en datter døde hun. Efter tunge overvejelser befrier Karl Victor datteren fra hendes celle, og de flygter sammen til udlandet. Da hun så et par år senere er blevet lykkeligt gift, indhentes Karl Victor af døden.
Dreyers imponerende debutfilm viser hans høje ambitionsniveau med sin intrikate flash-back-handlingsstruktur og sine raffinerede billedvirkninger, hvor Dreyer bevidst søger at eftergøre malere som Whistler og Hammershøi; han indrettede selv interiørdekorationerne. Han tog også rundt til svenske og norske teatre for at finde de rigtige skuespillere. Det mest bemærkelsesværdige ved filmen er den psykologiske kompleksitet i skildringen af hovedpersonen; kun ganske få andre film fra før 1920 kan opvise noget tilsvarende.
Filmen fik premiere i Sverige i februar 1919, men noget overraskende gik der et helt år mere, inden Nordisk Film lod filmen komme op i Danmark. Nordisk synes at have haft en politik med at holde visse færdige film tilbage for ikke at mætte markedet, men det er uvist, om det er forklaringen. Præsidenten blev ikke ihærdigt promoveret, og anmelderne viede den heller ingen særlig opmærksomhed, men Nordisks ledelse var tilfredse nok med filmen til at lade Dreyer prøve kræfter med en langt større produktion.
CASPER TYBJERG