Biograf-direktøren

Da Carl Th. Dreyer i 1952 efterfulgte Hilmar Clausen som direktør for Dagmar Teateret i Jernbanegade, fik han som sin førstedame fru Inga Jørgensen. De to skulle arbejde tæt sammen i de følgende 16 år. Programredaktør Claus Kjær og forskningsbibliotekar Birgit Granhøj fra DFI har besøgt fru Jørgensen.

CTD2-kf-8

Fru Jørgensen, nu 88 år gammel, blev interviewet den 19. marts 2010 i sit hjem. Hun var Dreyers sekretær i Dagmar i perioden 1952-68. Noget af det første, hun sagde, var: ”Dreyer var to personer. Den ene Dreyer var meget tilbageholdende, høflig og beskeden (men fik alligevel altid sin vilje!), mens den anden kunne være voldsomt temperamentsfuld og urimeligt perfektionistisk". Biografens inspektør sagde engang til fru Jørgensen efter et møde med Dreyer: ”Hvorfor bede om det vanskelige, når man kan bede om det umulige?”.

”Hvorfor bede om det vanskelige, når man kan bede om det umulige".

Direktøren for det hele

Biografdirektørens arbejde bestod først og fremmest i at tegne repertoiret samt at have det økonomiske ansvar. Dreyer var sædvanligvis på arbejde fra kl. 11 til 16 og så film igennem. Ofte sammen med Inga Jørgensen og den respektive filmudlejer. Derefter var der frokost med de udlejere, han syntes om. Han spurgte aldrig, hvad Inga Jørgensen syntes om filmene, og der blev ikke vist film i Dagmar, som han ikke havde set. Til gengæld kom han aldrig i andre af byens biografer.

Dreyer overtog et personale på 29 personer, fra garderobedamer og toiletansvarlige til overkontrollør og teaterinspektør Tage Hertel. Dagmars inspektør, som efter Tage Hertels død i 1955 hed Harald Grut, klarede alle forhandlinger med udlejerne om indtjeningsprocenter, og derefter modtog Dreyer den endelige aftale til underskrift. Tilknyttet Dagmar var også advokat Leo Fischer og revisor Poul Jarnes, som lavede regnskabsoversigter 2-3 gange om året.

Uniformer

Dreyer var meget opmærksom, hvis ansatte havde det dårligt eller var syge, og i de situationer hjalp han gerne økonomisk. Personalet fik også udbetalt julegratialer. Han kendte navnene på alle biografens ansatte, men havde ellers ikke så meget med dem at gøre. Den kontakt stod Inga Jørgensen for. Da billetdamerne havde set, at personalet i andre af byens biografer bar ens uniformer, ville de også gerne have det. Fru Jørgensen forelagde spørgsmålet for Dreyer, der svarede: ”Det er i orden, men så skal de også begraves i dem!” – Billetdamerne fik ingen nye uniformer….

Tag det gale kvindemenneske væk!

Inga Jørgensen havde altid en stak kuverter liggende med adresser på de personer, der stod på premierelisten, så hun kunne sende invitationer ud, så snart de var blevet trykt. Der var stort set premiere med inviterede gæster hver gang, der kom en ny film op i Dagmar, så i perioder kunne det være hver måned afhængigt af, hvor godt filmene gik.

Ved sin tiltræden foranstaltede Dreyer, at der blev lavet særlige programmer, kaldet Dagmar-kronikker, til de film, der blev vist i biografen. Forskellige forfattere, professorer og kunstnere skrev om de emner, filmene omhandlede, ikke om selve filmene. Disse programmer var på 8 sider med illustrationer.

På Dreyers foranledning blev det også indført – efter egen ide og for egne penge – at damerne til galla- eller forpremiererne skulle have en lille gave. F.eks. fik de en lille forgyldt Cadillac til filmen En Cadillac af guld (premiere 13.05.1958) og en kløpind til Den søde kløe (premiere 10.06 1958). Det gjorde stor lykke. Ved disse premierer var Fru Ebba Dreyer ofte tilstede.

Blandt de stjerner, som besøgte Dagmar, var Sophia Loren (i 1958). Om hende havde Dreyer kun at sige: ”Tag det gale kvindemenneske væk!”

En buket fra Carl Th.

Dreyer afleverede sine håndskrevne breve til Fru Jørgensen, som så renskrev dem på maskine. I en sommerferie hjalp hun ligeledes med at renskrive manuskriptet til Jesus-filmen. Den sommer opholdt hun sig hos familien på Frederiksberg. Hun fik her et sjældent indblik i hjemmelivet på Dalgas Boulevard. Fru Dreyer var elskelig, sød og betænksom. Hun kom med kaffe og kage til fru Jørgensen og sørgede for en god stemning. Bølgerne kunne imidlertid også gå højt ægtefællerne imellem. Dreyer fik dog hurtigt dårlig samvittighed over sin opfarenhed og dårlige opførsel, og så bad han fru Jørgensen om at sende en stor buket blomster hjem til Ebba.

Far, mor, Gunni og Erik

Datteren Gunni (kaldet Gutte) var psykisk syg og opførte sig til tider mærkværdigt. Hun boede hjemme fra midten af 1950’erne. Sønnen Erik Dreyer fik i perioder hjælp af sin far i form af kontakter og jobs (bl.a. på B.T.), men drak for meget og opholdt sig i længere perioder i udlandet. Fru Jørgensen var overbevist om, at familiemedlemmerne var plaget af psykiske lidelser i forskelligt omfang. Ingen af de fire havde et nemt eller særligt lykkeligt liv. Der kom aldrig venner og besøgte Dreyer, mens han var på kontoret i Dagmar, og fru Jørgensen havde ikke indtryk af, at familien havde mange gæster. De boede småt, så store middage var der ikke plads til. Fru Dreyer og Gunni kom en sjælden gang forbi i Jernbanegade, hvis de alligevel var i byen, og nogle gange havde Ebba sin søster Ingeborg Ervø med.

Kun få danske film

Dreyer havde sans for kvalitetsfilm og gav dem gerne premiere, også selv om han kunne forudse, at de ikke ville blive sælge mange billetter. Men økonomisk gik Dagmar godt i Dreyers tid. Foruden Ordet (1954) og Gertrud (1964) blev der kun vist ganske få danske film i Dagmar i Dreyers tid. Men Dreyer omtalte ikke sine egne film.

Man fik det indtryk, at han udelukkende passede sin direktørpost – om end samvittighedsfuldt og dygtigt – for at kunne finansiere sine egne filmprojekter. Han var desuden næsten helt fraværende i Dagmar, når han selv lavede film. Det var dog i orden at kontakte ham, når der var presserende spørgsmål, hvilket skete et par gange om ugen. Biografens program var altid så velforberedt, at han med kort varsel kunne være væk på filmoptagelser, hvis det blev aktuelt.

Den sidste gave

Når Dreyer skulle finde gaver til Ebba – og det skete ofte – så fik han f.eks. sendt fem pelse til Dagmar Teatret, hvorefter Ebba Dreyer kom ind og valgte den, hun gerne ville have. På sit dødsleje på Frederiksberg Hospital besøgte Inga Jørgensen Dreyer næsten hver dag. På et tidspunkt bad han hende om hjælp, idet han så gerne ville forære Ebba en ægte perlehalskæde. Inga Jørgensen gik ind til Georg Jensen og præsenterede sig. Nævnte både Dreyers og Leo Fischers navne og fik udleveret 4-5 kæder, som Dreyer kunne udvælge fra. Det gjorde han fra sin sygeseng, og Ebba fik den sidste gave fra ham.

Ved Dreyers død i 1968 blev biografen overtaget af Henning Carlsen, som havde en helt anden ledelsesstil end Dreyer. Fru Jørgensen forlod Dagmar kort efter og blev ansat i Nygade Teatret.

Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK

DREYER@DFI.DK
OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats