Dreyer Prisen 2009: Henrik Ruben Genz

Instruktør Henrik Ruben Genz modtog 3. februar Carl Th. Dreyer prisen 2009. Prisen uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond som anerkendelse for en fremragende kunstnerisk indsats. Læs lektor Peters Schepelerns tale til prismodtageren.

Henrik_Genz_foto_Thomas_Marott

Henrik Ruben Genz. Foto: Thomas Marott.

"Hæderen vælter ind over Genz i disse dage. I Dreyer-komiteen er vi glade for, at vi lige har kunnet mase os ind mellem Robert og Bodil. Det er måske lidt uoriginalt, men der er ikke noget at stille op over for at så eklatant et gennembrud som Frygtelig lykkelig.

Vi har set gennembruddet komme, ganske længe faktisk. Det begyndte med filmskolefilmen Omveje i 1995. Nok var historien lidt Jim Jarmusch møder Antonioni på københavnske indfaldsveje, men det var fortalt med en formalistisk og humoristisk distance, som er Genz’ særlige signatur. Statiske sorthvid billeder, en slags roadfilm, hvor selv Den lille Havfrue virker kold og fremmedgjort. Her er mudder og westernstemning, her er fugleperspektiv og afstand. En vis geometrisk holdning til verden, som et sted, der ses fra oven. Elementer, som dukker op igen i den aktuelle film.

Der kom et lille gennembrud nogle år senere med kortfilmen Bror, min bror (1998), der blev Oscar-nomineret. Det er der ganske vist forbløffende mange danske novellefilm, der bliver, men Bror, min bror er vitterlig et rørende virtuosnummer, hvor Bollywood og Bellahøj går op i en højere enhed med Borte med blæsten. Forinden havde Genz lavet en række særprægede dokumentarfilm, gerne om bizarre og excentriske eksistenser. Og han har sideløbende med filmene lavet tv-fiktion med afsnit af Nikolaj og Julie, Forsvar, Krøniken og Forbrydelsen.

Spillefilmdebuten var børnefilmen En som Hodder (2003) efter Bjarne Reuters roman. Hodders mor er død og nu lever han sammen med sin melankolske far, der arbejder med natlig plakatopklæbning, hvilket giver Hodder god tid til at mødes med en fe, der fortæller ham, at han er udvalgt til at frelse verden. Fint og rørende. Ligesom spillefilm nr. 2, Kinamand fra 2005. Igen et følsomt kammerspil, hvor den melankolske, fraskilte VVS-mand nærer ægte følelser for til sin kinesiske proforma-hustru, hvis store hjerte koster hende livet.

Også i Frygtelig lykkelig, baseret på en Erling Jepsen-roman, der begyndte som en filmidé, drejer det sig om den melankolske, ensomme mand, som møder en kvinde, der vel egentlig også kan siges at dø på grund af sit store hjerte. Men her er handlingen henlagt til et westernagtigt og finurligt Sønderjylland, hvor selv katten siger Mojn, en slags 'No Country for Young Men'. Her går man stille med dørene og hænger sit vasketøj på snoren på en særlig måde. Det hele foregår efter uskrevne regler, som man gør bedst i at adlyde, hvis man ikke skal ende i det bundløse mudder under den høje himmel. Genz har bevæget sig fra Filmskolen til det store gennembrud med en klart fastholdt æstetisk metode. Man taler ofte om magisk realisme. Hos Genz drejer det sig snarere om magisk formalisme.

Den stramme kontrol både hos personerne og hos instruktøren kunne undertiden lægge en dæmper på udfoldelserne. I En som Hodder var eventyret en ramme, som hverdagsmiljøet måtte adlyde. I Kinamand, hvor det drejer sig om det uudtalte og de indestængte følelser, blev resultatet også lidt uudtalt.

Men i Frygtelig lykkelig er der en effektfuld kontrast mellem provinshullets skjulte dagsordner og de drastiske, groteske begivenheder. Det er sort – eller snarere mudderfarvet – humor, formidlet i den klare dramaturgi, de mættede farver, det præcist kontrollerede kamera, der hæver sig op i nøje kalkulerede fugleperspektiviske kamerabevægelser over den lille gade og det flade landskab. Sådan ser perfektionisten på den fejlbarlige verden. For man kan ikke frasige sig en mistanke om, at Genz er perfektionist. Og det er glimrende, for perfektionisme er en af de mulige veje, hvis man vil nå det perfekte. En vej der utvivlsomt er brolagt med frustrationer, og som man sikkert skal være lidt af en neurotisk krakiler for at betræde med held, Men mon ikke Genz har, hvad der kræves i så henseende.

Det Dreyer’ske? Det ligger i den kompromisløse formalisme, der følger sin egen kurs – ad omveje."

Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK

DREYER@DFI.DK
OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats