Dreyer Prisen 2015: Anders Østergaard

Filminstruktør Anders Østergaard modtog tirsdag den 3. februar Carl Th. Dreyer Prisen 2015. Overrækkelsen af prisen på 50.000 kr. fandt sted i Filmhuset. Vi bringer her lektor Peter Schepelerns motivationstale.

Peter-Schepelern-2015_Foto-Thomas-C-Christensen

Peter Schepelern under sin tale til Anders Østergaard, modtageren af Dreyer Prisen 2015. Foto: Thomas C. Christensen.

Dreyer er den store klassiker i dansk film, vidt berømt for sine storladne dramaer om lidende kvinder. Men han var også dokumentarist, nok mest en slags nødforanstaltning i de perioder, hvor han ikke havde mulighed for at lave spillefilm. I dag er det, som bekendt, Carl Th. Dreyers fødselsdag. Hurra! Og vi fejrer ham med at uddele Carl Th. Dreyer Prisen til en dansk dokumentarist, som – i hvert fald hidtil – ikke er faldet for fiktionsfilmens fristelser. Til lykke med det!

Anders Østergaard tilhører dokumentarismens absolutte fortrop, der rapporterer fra både den kunstneriske og den politiske kampzone Til gengæld har Anders Østergaard i sine film ofte kredset om kunstnere, kunstneriske processer og det stof, som kunst er lavet af.

I 1999 kom Troldkarlen, om den legendariske svenske jazzpianist Jan Johansson. Han ramtes tidligt af tilfældig død, men hans kunst og hans personlighed lever videre i erindringer, vidnesbyrd og dokumentation, fremmanet med inspireret musikalitet i Østergaards film.

Et andet kunstnerportræt, Tintin et moi, var Østergaards gennembrudsværk i 2004. Her fortæller Tintin-skaberen Hergé i en slags skriftemål om smertepunkter i livet og kunsten. Det er lydbåndene fra et stort interview, som tegneseriekenderen Numa Sadoul lavede med Hergé tilbage i 1971, der genopstår som en animeret bekendelse. Bag de hyggeligt-uskyldige striber om Tintins eventyr lå en overraskende kompleks kunstnerskæbne, et drama om syndefald og anger, som Østergaards film opruller med stilistisk bravur, udfoldet gennem en palet af skiftende teknikker.

Vi er både i Hergés grå, katolske barndoms-Belgien og ved det strandede fly i Tibets sneklædte bjerge, hvor Tintin leder efter sin forsvundne ven. Og undervejs i Hergés univers får vi i forbifarten billedet af den blå bil og den gule sporvogn, som pryder et af Gasolin’s albums.

I 2006 kom så Østergaards film om Gasolin’. Den blev en succes, ja en uhørt succes med over 222.000 solgte billetter. Ingen anden dansk dokumentarfilm har fået så stor udbredelse i biograferne. Hvilket muligvis kan hænge sammen med bandets betydelige popularitet, vil man måske tænke. Jovist, men filmen om bandet er også et suverænt virtuosnummer, hvor autentiske klip og interviews suppleres med formfuldendte dråber af rekonstrueret erindring. Vi møder Odysseus i barndommens bio, oplever månelanding og stjernedrømme og tager på turné med et magisk folkevognsrugbrød i erindringens landskab. Det handler om musik – og om skænderier, om livsdramaet i kunsten og om kunstens eget liv.

Østergaard har lavet endnu et kunstnerportræt – Så kort og mærkeligt livet er (2008), hvor digteren Dan Turèll, virkelig eller personificeret, træder ud af skyggerne og kommer os i møde. Det er en dokumentarisk biopic med sin egen hypnotiske blanding af rekonstruktion og autenticitet i en billedstrøm, der med sin opfindsomhed matcher Turèlls fabulerende, sproglige arabesker. Fodbolden hopper rundt i erindringens barndomslandskab på ”en fin dag i universet,” mens Vangede bliver til en verdensby, hvor Rangoons gyldne tempel tårner sig op.

Måske er der ikke så langt fra Vangede til Rangoon. I 2004 havde Østergaard sammen med Anders Riis-Hansen lavet Diplomatiets fortrop, der følger en dansk diplomat, som har fået posten – lidt af en uriaspost, kunne man sige – som første danske ambassadør i Bagdad efter Irakkrigens afslutning. Med Burma VJ: reporter i et lukket land (2008) fortsætter Østergaard ind i det sprængfarlige, politiske univers. Burma-filmen er baseret på et unikt videomateriale, optaget under farefulde betingelser af en hemmelig gruppe videoaktivister, der dokumenterer militærdiktaturets overgreb i Burma/Myanmar i efteråret 2007. Manden med kameraet, ’Joshua’, tror på, at kameraet er stærkere end sværdet. Det er et godt og stærkt budskab, og filmen blev Oscar-nomineret og vandt masser af priser.

Når man tænker på året 1989, så tænker vi selvfølgelig især på, at det er hundredåret for Dreyers fødsel. Men der er jo også andre grunde til at huske det år, og i 1989 (2014) analyserer Østergaard og hans medinstruktør, Erzsébet Rácz, de dramatiske dage, der rystede verden for et kvart århundrede siden.

Vi husker begivenhederne, og hvis vi skulle have glemt dem, er der en stadig strøm af tv-programmer, som repeterer dem for os. Men alt for mange af den slags udsendelser præsenterer en endeløs strøm af arkivklip og talking heads uden nogen særlig vinkel. Sådan er det ikke her.

Østergaard og Rácz har en stringent idé. Vi får den store historie om den daværende ungarske premierminister, den glemte helt, som traf en dristig beslutning, og vi får den lille historie om det tilfældige flugtoffer ved grænsen i de hektiske døgn. Og som en slags overordnet symbolsk handling får vi opgravningen af den myrdede ministerpræsident Nagy, der blev summarisk henrettet efter 1956-oprøret. Det lykkes at lokalisere, hvor Nagy – og det ungarske traume – ligger begravet: makabre close-ups af kraniet og underben-knoglerne (stadig med skoene på) fremstår som billede på det kommunistiske regimes dæmoni.

Instruktørerne arbejder med en formalistisk/teknisk idé, det som i en fortekst omtales som en ”kreativ bearbejdning af arkivmateriale.” Det er fiktive men sandsynlige dialoger, som tilpasses autentiske optagelser af de politiske hovedpersoner. Det er suverænt udført. Dokumentation og rekonstruktion går op i en højere enhed med den politiske og menneskelige sandhed.

Anders Østergaard tilhører dokumentarismens absolutte fortrop, der rapporterer fra både den kunstneriske og den politiske kampzone. Han kommer fra journalistikken – ligesom Dreyer, for øvrigt – men fastholder en kunstnerisk vision, når han jonglerer med planer og illusioner og digter med fragmenter, arkivstumper og rekonstruktioner.

”Eventyret skal være realistisk”, sagde Hergé. Man kan også mene, at det realistiske skal have karakter af et eventyr. Og Anders Østergaards film byder på magiske timer, som bringer os tættere på virkeligheden.

 

Anders-Østergaard_Foto-Thomas-C-Christensen_cutAnders Østergaard takker for Carl Th. Dreyer Prisen 2015. Foto: Thomas C. Christensen.
Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK

DREYER@DFI.DK
OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats