Journalisten

Dreyers vej til filmen gik via journalistikken. Han begyndte som ung reporter omkring 1909/1910, inden han kom ind i filmbranchen. I årene 1936-41, da han i en længere periode var inaktiv som filminstruktør, faldt han tilbage på journalistikken og var dels en kort tid filmanmelder, dels petitjournalist med fast klumme.

CTD1-01-01

Ung journalist ved dagbladet "Riget" med kollegerne Henry Hellssen (t.v.) og Axel Meyer.

De unge år

Efter en tid at have skrevet teateranmeldelser til diverse provinsaviser og et par mindre notitser i Politiken 1908, fik Dreyer, antagelig i 1909 eller 1910, ansættelse ved Berlingske Tidende og derefter, i april 1911, ved dagbladet Riget (der kun eksisterede i årene 1910-13). Begge steder var hans stofområde flyvning og ballonfart, som han havde praktiske erfaringer med og også skrev om i nogle artikler til ugebladet Illustreret Tidende.

... og man kan mene, at det i grunden er et forsonede træk hos den ellers så strenge og dybt seriøse kunstner, at han faktisk begyndte som en fjollet og flabet bladsmører.

I 1912 fik den 23-årige Dreyer ansættelse ved Ekstra Bladet (der dengang hed Ekstrabladet), stadig med aviatik som speciale. Hans første artikel, bragt 1. juli, samme dag, som han begynder på avisen, hedder Flyvesvindel – med undertitlen De sidste Dages Flyvninger, og skildrer de flyveture, Aërodromen afholder for et betalende publikum, der står nede på jorden og ser på. Aërodromen synes imidlertid ikke at have ydet tilstrækkelig valuta for pengene, for den unge journalist slutter indigneret: ”Der maatte komme et Tidspunkt, da Kjøbenhavnerne vilde finde, at Maalet var fuldt. – Dette Øjeblik er kommet nu.” Artiklen er signeret Carl Th. Dreyer, men hans næste artikel, et lille causerende interview med Otto Fick, Filosof og Gymnastiklærer (2.7.1912), trykkes under det mærke, som forbliver hans foretrukne: Tommen (alternerende med Tom og Onkel Tom). 

Det store overblik

Som journalist ved Ekstra Bladet skrev Dreyer i de næste år omkring et par hundrede artikler om vidt forskellige emner. Han prøvede lidt af hvert. Som ballonskipper så han på tingene oppefra, men han søgte også ned i den kriminelle underverden og fik vel således et bredt indblik i samfunds- og menneskelivet, gavnligt for en kunstnerspire. Foruden flyvning og ballonfart beskæftigede han sig også med at skrive reportager og især at lave interviews vedrørende teater, cirkus, forlystelser, opfindelser, retssager, skandaler, mord, selvmord, ulykker, spådomskunst, svømning, hestetrav, boksning foruden at levere enkelte boganmeldelser, en mængde foromtaler af teaterpremierer, flere serier portrætter af tidens lokale berømtheder samt serien Lastens Huler – Billeder fra det mørkeste Kjøbenhavn, der omfatter syv artikler signeret Carl Th. Dreyer:

Cafe ”Nordpolen” – 7/4 1913
Dansesalonen ”Fuglen” – 15/4 1913
Den mystiske villa i Rungsted – 19/4 1913
”Nyhavnsskipperen” – 22/4 1913
Logihuset ”5-Øren” – 3/5 1913
”Helsingørsgade” 8/5 1913
Spillebulen på Gasværksvej – 19/5 1913

Men der er også en række artikler og interviews om det emne, som siden skal forbindes med Dreyers navn. Allerede den 9.7.1912 skriver Tommen nemlig om film. Den sensationelle Film. – En Film til 20.000 Kroner. – De tre Dødsspring lyder artiklens overskrifter. Det drejer sig om et interview med filmproducenten Kay van der Aa Kühle, hvis film Dødsridtet skal have premiere den følgende dag. Det fremgår ikke af interviewet, at filmen faktisk var Dreyers egen debut om manuskriptforfatter. Artiklen indvarsler således også hans foreløbige afsked med journalistikken, for da Dreyer med udgangen af året 1915 forlader Ekstra Bladet, og dermed for en tid lang også journalistikken, er det for helt at hellige sig filmen.

Den sensationelle Film, 9/7 1912

Det usminkede menneske

I en selvbiografisk skitse fra 1939 skriver Dreyer selv om tiden ved Ekstra Bladet:
”Jeg kom til Ekstrabladet – til Frejlif Olsen, der var lige elskelig som Redaktør og Menneske. Jeg beundrede ham næsegrus. Jeg bilder mig ind, at han, der selv var saa blottet for enhver Form for Skaberi og Krukkeri, maa have haft en Indflydelse paa mig. Jeg lærte af ham at afsky Forløjethed og Forstillelse. Som Journalist opdroges jeg i denne Periode til at se det latterlige hos alle de Forfattere, Journalister, Skuespillere, Malere og Billedhuggere, der hang og drev rundt paa vore litterære Kafeer og tillagde sig selv en uhyre Betydning.
Freilif Olsen lærte mig at skelne mellem det naturlige, det oprindelige – og det tillærte, det opstyltede. Mellem Kunst og Maner, mellem Følelse og Føleri. Hans Ringeagt for Skuespillere blev hos mig til Ringeagt for Skuespilleri i daarlig Forstand. Af ham lærte jeg at stille det Krav til Mennesker at være naturlige og ikke spille Komedie – hverken paa Scenen eller i Livet. Han lærte mig, at det usminkede menneske er mere værd end det, hvis sande Træk gemmer sig under Sminken, Masken og de fordrejede Træk. Endnu en Ting lærte han mig, nemlig Troskab mod det man følte som sit Kald.”

Idealisme og sladder

Dreyers retrospektive kommentar tager sig lidt forskønnende ud, når man sammenholder den med hans faktiske journalistiske produktion. Ekstra Bladet sigtede ikke mod noget højt, idealistisk eller sagligt mål, og Dreyers bidrag ragede bestemt ikke op. Han skrev fingernemme, undertiden også vittige causerier, pjattet, halvflov skandale- og sladder-journalistik, helt af samme type som den leveredes af så mange petit-ånder ved datidens presse.

Dreyer var ganske vist kvik til at lange ud efter hykleri, skabagtighed og lurvede metoder, men på den anden side forekommer det heller ikke ganske uangribeligt, at journalisten Dreyer laver interviews og foromtaler vedrørende film, som filmmanden Dreyer har skrevet manuskript til ligesom han i 1913-14 kommenterer og forsvarer forhold vedrørende Nordisk Film, hvor han også er ansat. Det så man åbenbart ikke som noget problem dengang. På samme måde ligger Dreyers personangreb ofte på et betænkeligt niveau. Portrætserien Vor Tids Helte (1913), der fortsatte en etableret genre i bladet og efterfulgtes af andre lignende serier, inklusive Dreyers egen Gode Mennesker (1914), er stort set det rene fjolleri og tåbelighed, ofte endda kombineret med perfidi og letkøbte domme.

Vor Tids Helte omfatter 45 artikler, hvoraf nogle præsenterer flere personer. Blandt de portrætterede personer, som stadig huskes, er billedhuggeren Kaj Nielsen, kritikeren Kai Friis Møller, maleren Sigurd Swane, politikeren Peter Sabroe, brygger Jacobsen, skuespilleren Johannes Poulsen, maleren J.F. Willumsen, samt filmpersonligheder som Ole Olsen, Valdemar Psilander, A.W. Sandberg, E. Schnedler-Sørensen og Asta Nielsen. I serien Gode Mennesker (1914) portrætteres bl.a. den svenske instruktør og skuespiller Victor Sjöström, de danske skuespillere Carl Alstrup og Olaf Fønss samt Knud Rasmussen. 

Vor Tids Helte-serien (1913) og Gode Mennesker-serien (1914).

Ikke mindst hans portræt af Asta Nielsen er pinligt. Den unge journalist, der angiveligt følte sig kaldet til at håne falskheden og revse tidens guder, synes ikke at være uden en betydelig egen indbildskhed og arrogance.
”Asta Nielsen-Gad er – som den plumpe og udannede Carl Jensen udtrykker sig – skrækkeligt skabt. Jeg vil ikke gentage Carl Jensens gadedrengagtige og ubehøvlede Udtalelser, men i mit stille Sind giver jeg ham dog Ret. Asta Nielsen-Gad har virkelig nogle højst uheldige Former. Lang og opløben er hun, bagtil flad som et Strygebræt. Hun er fladbrystet og dertil kemisk blottet for Lægge. Hun svajer som et Siv for Vinden. ”

Vor Tids Helte: Asta Nielsen

Dansk films guldalder

Over et halvt hundrede af Dreyers artikler fra Ekstra Bladet handler om film eller rummer henvisninger til film. Det er ikke just dybsindigheder eller skarpsindige analyser, der flyder fra den unge Dreyers pen i den anledning. Men tilsammen giver disse aktualitetsskriverier – reportager, foromtaler, interviews – imidlertid et livligt billede af den kolossale aktivitet og kolossale forvirring, der herskede i dansk film i disse år.

Dreyers filmartikler i Ekstrabladet

Det var jo storhedstiden, dansk films uforlignelige guldalder, der aldrig skulle komme tilbage, hvor filmbranchen syntes at kunne få gåsen – eller måske snarere isbjørnen (fra Nordisk Films logo) – til at lægge lutter guldæg. Dreyers artikler viser øjebliksbilleder af filmsituationen: Filmselskaberne der myldrer frem, teaterdirektørernes bekymring over det nye medium, finansmændenes, lykkejægernes og bedragernes dans om den nye guldkalv, den bratte berømmelse, den bratte rigdom, den bratte fallit. Blandt de interessante artikler er to om Ole Olsen, den dynamiske grundlægger af Nordisk Film, dels et interview (1.11.1912), dels et portræt – (Vor Tids Helte 26.2.1913), et af de få rosende helte-portrætter. I interviewet fortæller Dreyer, at ”Ole Olsens første Tid fortaber sig i et tæt Mørke.” Her ligger måske et koblingspunkt for den unge Dreyer, hvis egen oprindelse fortabte sig i et ikke mindre tæt mørke (indtil Martin Drouzys biografi i 1982 kastede lys over sagen).

Ole Olsen-interview, 1/11 1912
Vor Tids Helte: Ole Olsen, 26/3 1913 

Journalisten som manuskriptforfatter

Den 3. august 1912 har Dreyer en artikel om optagelserne til en ny dansk film, Bryggerens Datter. Artiklen hedder Paa Filmskomedie og er en reportage fra optagelserne af filmen Bryggeren, der nogle dage senere får premiere under titlen Bryggerens Datter. Hvad Dreyer ikke nævner i artiklen er, at det faktisk er ham, der har skrevet manuskriptet. Nogle dage senere (7.8.) har han – under mærket Onkel Tom – et kort interview med filmens producent, Kay van der Aa Kühle. Der sluttes med en indforstået replikveksling:

– Hvem har skrevet den sidste Film?
– Det er en ung journalist. Det er ikke værd at nævne hans Navn.
– Han skal altsaa holdes nede?
– Ja, hold ham bare nede!

Navnet kommer dog frem, da filmen bliver anmeldt (10.8.1912). Her skriver anmelderen med mærket Tilskuer bl.a.:
"Det maa lades enkelte af de Forfattere, som er begyndt at skrive for Biografteatrene, at Opfindsomhed mangler de ikke og det maa indrømmes de mere foretagsomme af vores Filmsoptagere, at de ikke gaar af Vejen for noget; blot det lader sig arrangere for Penge.
Hr. Carl Th. Dreyers Bryggerens Datter, (...) rummer i sin sidste Halvdel flere Overraskelser, end man ellers er vant til at møde paa sin Vej i Livet, selv om Vejen hyppigt gaar gennem vore Teatre for levende Billeder.”
Bryggerens Datter, der blev produceret af Det Skandinavisk-russiske Handelshus, var Dreyers andet realiserede filmmanuskript. Den første var, som omtalt, samme selskabs Dødsridtet (premiere 10.7.1912), hvor han også havde lejlighed til at optræde som ballonskipper.

Dreyers artikel om Bryggerens Datter

I april 1913 blev Dreyer ansat som manuskriptforfatter hos Nordisk Film. Han skrev sin sidste artikel for Ekstra Bladet 11.12.1915. I de følgende år engagerede Dreyer sig stærkere og stærkere i filmarbejdet hos Nordisk og havde efterhånden åbenbart heller ikke brug for anden indtægt end den, Nordisk kunne tilbyde. Han fik sin instruktørdebut med Præsidenten (optaget 1918, svensk premiere 1919, dansk premiere 1920). Bortset fra lejlighedsvise artikler og kronikker skrev Dreyer ikke til aviserne i disse travle år, hvor han etablerede sig internationalt som en af tidens betydeligste instruktører. Først da han efter Vampyrs økonomiske fiasko i 1932 ikke mere kunne finde producenter til de film, han ønskede at instruere og ikke ville instruere de film, han kunne finde producenter til, gik han tilbage til journalistikken.

Tommen vender tilbage

Den 1. januar 1936 bliver Dreyer ansat ved B.T. Her står han, stadig under pseudonymet Tommen, for en fast klumme, der næsten dagligt fortalte om Livet i Byretten. Det er humoristisk formede causerier om småsager i Byretten, og de gav ham i en årrække (frem til 1941) en nødvendig indkomst. 

Livet i Byretten 23/1 1936
Livet i Byretten - Don Juan 26/7 1938
Livet i Byretten - Dyr Kop Kaffe 7/6 1939

En kort tid var Dreyer også filmanmelder. I fire måneder, fra januar til maj 1936, anmeldte han 12 film. Det drejer sig om Peer Gynt (DE, 1934), Les misérables (US, 1935, De elendige) og Anna Karenina (US, 1935), Les croix de bois (FR, 1932, Trækorsene), Captain Blood (US, 1936, Kaptajn Blod), Modern Times (US, 1936, Moderne tider), Novyj Gulliver (SU, 1935, Den ny Gulliver), The Milky Way (US, 1936, Mælkevejen), Traumulus (DE, 1935, Professor Traumulus), Things to Come (UK, 1936, Krigen der kommer), La bandera (FR, 1935) og La marmaille (FR, 1935, Bag Paris’ boulevarder).

Anmeldelserne er holdt i en causerende, undertiden filosofisk reflekterende tone. Generelt er holdningen negativ. Kun Chaplins Moderne Tider behandles med varme (men også med en del indvendinger). Sammenlignet med filmenes modtagelse hos tidens andre danske kritikere var Dreyer den mest skeptiske, mindst begejstrede. Anskuet fra et historisk synspunkt kan man ikke komme uden om, at Moderne Tider var den eneste virkeligt fremragende af filmene. Hans afvisning af Peer Gynt, Traumulus, Novyj Gulliver og La marmaille er næppe problematisk, filmene er alle glemt nu. Things to Come, som H.G. Wells skrev manuskript til, rangerer måske ikke højt som kunstværk, men har en vis kultstatus som profetisk britisk science fiction. Les croix de bois, som Dreyer ikke bare frakender kunstnerisk værdi men også kritiserer for at give ”et forløjet og forvrænget Billede af Verdenskrigen”, har dog siden haft så prominent en fortaler som den franske filmhistoriker Georges Sadoul og er blevet genopdaget og udsendt på dvd. Mest påfaldende – og mest karakteristisk – er Dreyers kritik af film som Les misérables med Fredric March og Charles Laughton, Anna Karenina med Greta Garbo og Captain Blood med Errol Flynn. Dreyer har ingen forståelse for den gedigne Hollywood’ske mainstreamfilm. Anmeldelsen af Michael Curtiz’ Captain Blood er den mest originale, formet som en satirisk genfortælling af handlingen, henlagt til lokale danske forhold (og er som den eneste af anmeldelserne signeret af Tommen).

Oversigt med links til anmeldelserne: Dreyers 12 filmanmeldelser 

Journalist og kunstner

Dreyer var i sin korte periode ingen fremragende anmelder, som man måske kunne have havde forventet det af en fremragende instruktør. B.T. blev øjensynlig også utilfreds med hans kroniske utilfredshed, og han måtte vige pladsen for bladets andre anmeldere (som han hele tiden havde delt stoffet med), og som forstod at levere mere facile og publikumsorienterede anmeldelser. Dreyer så på filmene fra evighedens synsvinkel. For en filminstruktør er det et storslået og idealistisk synspunkt; for en filmanmelder må det give anledning til uafbrudt desillusion. Dreyer var for stor til filmene, og resultatet var, at han så for stort på dem. For Dreyer-forskningen er anmeldelserne dog interessante, især fordi de belyser Dreyers syn på skuespilkunst og på filmatisering.

Journalistikken blev Dreyers afsæt for den kunstneriske virksomhed, og den blev hans tilflugt, da instruktørkarrieren midlertidigt gik i stå. Da han var blevet en stor og kompromisløs filmkunstner, brød han sig ikke om at mindes sin tvivlsomme journalistiske begyndelse. Men især de tidlige artikler er interessante, dels fordi de giver et indblik i tidens forhold, men især fordi de bidrager til karakteristikken af Dreyers personlighed. De tegner et ganske kuriøst portræt af kunstneren som ungt menneske, og man kan mene, at det i grunden er et forsonede træk hos den ellers så strenge og dybt seriøse kunstner, at han faktisk begyndte som en fjollet og flabet bladsmører.

Peter Schepelern udgav i 1982 Tommen - Carl Th. Dreyers filmjournalistiske virksomhed på C.A. Reitzels forlag. I de tilfælde hvor DFI ikke har haft de originale avisudklip, som er linket til nærværende artikel, er de scannet fra Schepelerns bog, hvor de findes i afskrift.

Se også

Livet i byretten 1936-41

Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK


OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats