Manuskript-konsulenten

Inden sin debut som instruktør var Dreyer i perioden 1913-18 ansat hos Nordisk Films Kompagni. I selskabets dramaturgiske afdeling bedømte han de indsendte manuskripter og skrev også selv. Han forfattede mellemtekster og programtekster og udviklede sig til specialist i tilrettelæggelse af filmmanuskripter efter romaner. I disse læreår blev han fortrolig med såvel drejebogens betydning som klippeteknik og nåede frem til den overbevisning, at gode film bør bero på litterære forlæg.

Skal man tro Dreyers egne erindringer, blev han hvervet til Nordisk Films Kompagni af direktør Frede Skaarup, fordi Skaarup var utilfreds med Nordisk Films tekster. "Lille Dreyer", som han blev kaldt af sine journalist-kolleger, havde på dette tidspunkt allerede skabt sig et navn som dristig journalist med flyvning som specialområde ved hhv. Berlingske Tidende, Riget og fra juli 1912 ved det rapkæftede Ekstrabladet. Hvad der dog sandsynligvis bidrog endnu mere til at kvalificere ham til stillingen som dramaturg var, at han indtil sommeren 1913 allerede med succes havde skrevet fire drejebøger for konkurrentfirmaet Det skandinavisk-russiske Handelshus, senere Filmfabrikken Danmark.

"Klokken 9 digter De, hr. Forfatter, klokken 3 holder de op!"

Blandt revyforfattere og journalister

Dreyers ansættelse er langt fra et enestående tilfælde i den tidlige filmhistorie. De første fuldtids-dramaturger blev næsten udelukkende rekrutteret blandt journalister eller underholdningsforfattere, der havde erfaring med at skrive drejebøger. De var professionelle tekstproducenter, men i modsætning til 'rigtige digtere' vant til at skrive tekster på bestilling, og de betragtede deres arbejde som en del af en kollektiv produktionsproces. I Danmark var Nordisk Film i 1911 begyndt at opbygge sit eget script department for at få styr på mængden af indsendte manuskripter og de stigende krav til drejebøger, der fulgte med flerspolefilm. Da Dreyer den 1/4 1913 påbegyndte sit arbejde hos Nordisk Film, fik han derfor kolleger, der var vant til at arbejde under lignende forhold som han selv.

I april 1913 bestod Nordisk Films dramaturgiske afdeling i København (der fandtes også en afdeling i Berlin) af to personer: Alfred Kjerulf, der allerede var blevet ansat i 1911, og som havde skabt sig et navn som revyforfatter og også havde skrevet for middagspressen, samt Laurids Skands, ligeledes tidligere journalist, der var kommet til Nordisk Film i 1912. Skands forlod imidlertid allerede i juli 1913 igen den dramaturgiske afdeling, der i de følgende år dog flere gange fik forstærkning: i 1914 af Arnold V. Olsen, der ligeledes havde en fortid som journalist ved formiddagspressen, 1915 af Valdemar Andersen og 1916 af den 'rigtige' forfatter Carl Gandrup, der dog allerede i januar 1917 kastede håndklædet i ringen. Gandrup var hurtigt kommet i konflikt med den diktatoriske studiedirektør Wilhelm Stæhr og dennes industri-inspirerede forestilling om kreativt arbejde, som også Dreyer måtte bøje sig for: "Klokken 9 digter De, hr. Forfatter, klokken 3 holder de op!"

Årsgagen himmelflugter

Den dramaturgiske afdeling hos Nordisk Film bestod altså på Dreyers tid af tre til fem personer. Hvordan var så opgavefordelingen mellem dem? Kjerulf var i 1911 blevet ansat som generalist og synes senere at have fungeret som en slags uofficiel afdelingschef. Arnold V. Olsen blev i 1914 åbenbart engageret som specialist i underholdningsfilm – en genre, man tilsyneladende (og vel med rette) ikke tiltroede Dreyer. Valdemar Andersen specialiserede sig hurtigt i censurregler. Og Dreyer? Hans første arbejdskontrakt fra 1913 taler kun vagt om "de ham paalagte Arbejder", hvilket tyder på, at han i begyndelsen ikke havde noget bestemt, fastlagt arbejdsområde. Desuden kan det udledes af kontrakten, at han i første omgang kun var halvdagsansat. Han skrev nemlig fortsat sine respektløse artikler, der nogle gange grænsede til det perfide, til Ekstrabladet, ikke mindst om filmindustriens aktører. Men den anseelse og respekt, som man i stigende grad viste ham på Nordisk Film, synes snart at have bevæget ham til hovedsageligt at koncentrere sig om dramaturgien. Hans årsindkomst hos Nordisk Film steg hurtigt: fra 1875 kroner i 1913 til 3500 kroner i 1914 og endelig til den nærmest eventyrlige sum af 7900 kroner i 1915.

Fra mellemtekster til manuskripter

Den store årsgage var en følge af en ny kontrakt, som Nordisk Film indgik med Dreyer i maj 1915, og som muliggør et nærmere indblik i Dreyers virke som dramaturg eller "konsulent", som han blev kaldt. Hans arbejde bestod for det første af det af "Dem hidtil for os udførte Arbejde med Udarbejdelse af Titler, Texter, Beskrivelser og dermed i Forbindelse staaende Arbejder", dvs. at Dreyers daglige opgaver ligesom hans kollegers bestod i at skrive mellemtekster og tekster til programhæfter samt i at redigere tilsendte manuskripter. Specielt for Dreyer var imidlertid, som det nævnes i kontrakten, "Bearbejdelse og Tilrettelæggelse af Film-manuskripter, efter foreliggende Romaner, Noveller etc.", som han – hvis de blev en succes – fik ekstra betaling for, hvilket forklarer en del af hans ekstraordinære indkomst efter 1915. I den dramaturgiske afdeling hos Nordisk Film, hvor der herskede en organiseret arbejdsdeling, var Dreyer altså senest fra 1915 – det dokumenterer både hans arbejdskontrakt og Nordisk Films fortegnelser over ind-købte manuskripter – ansvarlig for adaptionen af litterære værker. Her synes hans særlige styrke at have ligget.

Dreyer som tilrettelægger og litterær agent

Hvilke litterære værker adapterede Dreyer så i sin tid som dramaturg? I begyndelsen var det verdenslitteraturens klassikere så som Emile Zolas Penge eller Bertha von Suttners Ned med Vaabnene!, men med afslutningen på det af Nordisk Film initierede markedsføringstiltag 'Autorenfilm' i 1914 (film optaget efter nyskrevet manuskript af en kendt forfatter eller baseret på et anerkendt litterært forlæg, der skulle løfte filmens status fra ren og skær underholdning til finkultur) ændredes også de litterære forlæg. Foruden værker af 'seriøse' danske samtidsforfattere som Harald Tandrup eller Einar Rousthøj adapterede Dreyer nu også værker af tidligere journalistkolleger som Viggo Cavling og Carl Muusmann, men frem for alt kriminalromaner af nordmanden Sven Elvestad alias Stein Riverton. I flere tilfælde ser det ud som om, Dreyer først har erhvervet rettighederne til filmatisering på egen hånd og senere har afstået disse til Nordisk Film, dvs. at han ikke kun fungerede som tilrettelægger, men også som litterær agent.

Filmatiseringer er fremtiden!

Det er ikke svært at trække forbindelseslinjer fra Dreyers dramaturgiske arbejde før 1918 til hans senere virke som filmskaber. Hos Nordisk lærte han håndværket og betydningen af drejebogsskrivning, som det der grundlæggende former filmen, og i 1922 fastholdt han med sikker overbevisning i en artikel i Politiken, "at Manuskriptet er den fundamentale Betingelse for en god Film". I samme artikel begrunder han også, vendt mod kollegaen og konkurrenten Benjamin Christensen, sine præferencer for litterære forlæg: Digterne er nu en gang "Kilden for al Menneskefremstillings-kunst" og filmens opgave er den samme som teatrets, nemlig at tolke digterens tanker. Instruktøren tjener digterens sag. Det indebærer tilsyneladende ikke, at enhver film bør være en romanfilmatisering, for mens Dreyer i 1916 påstod, at den filmatiserede roman er fremtidens filmløsen, understregede han i 1922, at filmatiseringerne egentlig er tegn på et overgangsstadium, før digterne i fremtiden begynder at skrive direkte for filmen. Men for nærværende havde den gode film stadig brug for litterære forlæg – og den mening fastholdt Dreyer åbenbart hele sit liv, idet stort set alle hans film beror på litterære forlæg.

Hårde, men gode læreår

Det er umuligt at sige, om Dreyers dramaturgiske praksis hos Nordisk Film – som specialist i og ansvarlig for litteraturadaptioner – allerede var udtryk for denne poetik eller omvendt har frembragt den. Men i al fald var tiden hos Nordisk en god skole for den senere instruktør. Dreyer har selv senere omtalt denne tid som "haarde, men dejlige Aar". I alt tegnede Dreyer sig i de fem år som dramaturg indtil sin instruktørdebut med Præsidenten helt eller delvist for mindst 31 drejebøger. Af disse blev elleve drejebøger godt nok købt af Nordisk Film, men – sandsynligvis på grund af den hastige tilbagegang i filmproduktionen efter 1916 – ikke realiseret. Til hans samlede værk af drejebøger fra før 1918 må foruden disse 31 drejebøger også regnes de fire drejebøger for Det skandinavisk-russiske Handelshus / Filmfabrikken Danmark fra 1912/13 samt en drejebog, som Dreyer i 1914 solgte til Svenska biografteatern.

Endelig filminstruktør

At filmproduktionen hos Nordisk Film mod slutningen af første Verdenskrig gik så hastigt tilbage viste sig ironisk nok som en chance for den ambitiøse Dreyer – på to måder. For det første var der nemlig ikke længere arbejde nok til ham med tekstopgaver, og derfor fik han muligheden for at lære filmklipningens håndværk og teknik. Og for det andet fik han i 1918 endelig den chance, han allerede længe havde ventet på, nemlig med Præsidenten selv at instruere en film. I Nordisk Films fortegnelse over "Hovedkontorets Personale" står der noteret: "fratraadt 1/5 18 som Forfatter, fortsætter som Instruktør".

dreyer-masken-7-35-22-7-1917Foto af den unge 'Filmsdigter' bragt i Masken 22.7.1917.
Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK

DREYER@DFI.DK
OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats