Clara Pontoppidan

Clara Pontoppidan medvirker i to af Dreyers film: som telegrafistens hustru Siri i Blade af Satans Bog (1921) - 4. episode og i den bærende hovedrolle som prinsessen af Illyrien i Der var engang (1922).

Skuespillerinde. Født 23/04 1883 (Clara Rasmussen), død 22/01 1975 – 91 år gammel. Gift 1º i 1906 med skuespiller Carlo Wieth (1885-1943) - ægteskabet opløst, 2º i 1920 med læge Povl Pontoppidan (1889-1953). 1906-20 hedder hun Clara Wieth og derefter Pontoppidan.

Clara Pontoppidan medvirker i to af Dreyers film: som telegrafistens hustru Siri i Blade af Satans Bog (1921) - 4. episode og i den bærende hovedrolle som prinsessen af Illyrien i Der var engang (1922).

Allerede som 9-årig blev hun optaget på Det kgl. Teaters balletskole med debut i 1901. I de følgende år gennemgik hun desuden teatrets skuespilskole. Hun var engageret på Dagmarteatret i perioden 1905-25, kun afbrudt af et par år ved Alexandrateatret (det nuværende Betty Nansen Teatret). Fra 1925 og frem til 1974, hvor hun trak sig tilbage, var hun engageret ved Det kgl. Teater. Hun huskes især for sine roller i tre store dramatikeres stykker: Salome i Kaj Munks En idealist (1928), Anne Sofie Hedvig i Kjeld Abells stykke af samme navn (1939) og Fru Gruesen i Soyas Parasitterne (1945). Desuden havde hun pragtroller i Knud Sønderbys En kvinde er overflødig (1942), Gustav Wieds Skærmydsler (både som tante 1 og tante 2) samt som Sara Levin i Henri Nathansens Indenfor murene (1946).

Clara Pontoppidan debuterede meget tidligt på film. I 1902 optræder hun med en pas de deux sammen med en anden balletskoleelev i en lille film af Peter Elfelt. Hun er kun 15 år. Senere skulle hun blive en af Danmarks store stumfilmstjerner, kun overgået af Asta Nielsen (hvis karriere som bekendt udspillede sig i Tyskland). Hendes første rigtige filmrolle er fra begyndelsen af 1910 – hos Regia Kunstfilm, men først da hun bliver ansat på Nordisk Film i 1911 tager karrieren fart. Den hvide Slavehandels sidste Offer (1911), Ved Fængslets Port (1911) og Vampyrdanserinden (1912) alle instrueret af August Blom var med til at gøre hende til internationalt kendt filmstjerne.

I Dreyers anden spillefilm Blade af Satans Bog (1921) spiller hun telegrafistens gæve og idealistiske hustru Siri, der begår selvmord, da rødgardisterne vil tvinge hende til at lokke de hvide i baghold i filmens 4. episode, som foregår i Finland i 1918. Den berømte selvmordsscene er filmet i én indstilling af hendes ansigt, da hun stikker kniven i hjertet. ”Men det ansigt, der med sin store udtryksfuldhed […] lyser klarest over denne film, er dog Clara Wieths” , skrev en samtidig anmelder. Det er stadig gribende og medrivende skuespilkunst. Om samarbejdet med Dreyer skriver Pontoppidan i sin selvbiografi Eet liv – mange liv:
”Dreyer! Hvor har jeg været taknemmelig og glad for de to film hos ham […]. I den første havde vi lykke til, vi tre – Dreyer, fotograf Schnéevoigt og jeg – at skabe det bedste nærbillede, der var taget på Nordisk Film i flere år. Sådan hed det sig virkelig.”
Om selve optagelsen skriver hun: ”Jeg sad på en stol og så lige klos op i apparatet, men hele mit sind var rettet mod Dreyer, dér til venstre, jeg var et instrument i hans hånd”.

Der var engang (1922) præsenterer Clara Pontoppidan som prinsesse af Illyrien. Her gennemgår hun udviklingen fra hovmodig prinsesse til ydmyg pottemagerkone på troværdig vis. Især hendes fortolkning af den overlegne prinsesse fremhæves af de samtidige anmeldere, som ellers var noget kølige overfor Dreyers forsøg på en komedie. Pontoppidan skriver om denne film: ”Dreyers geni prægede hele filmen, og selvom kritikken over den ikke var særlig god, kunne publikum lide den”.

I 1921 udtalte hun om Dreyer: ”Og her må jeg straks fremhæve Instruktør Dreyer, han har været en ganske overordentlig fin og forstaaende og elskværdig Iscenesætter”. Det har dog tilsyneladende ikke været uden problemer at sætte disse to stærke personligheder sammen, hvilket fremgår af hendes fødselsdagstelegram til Dreyer da han blev 60 år: ”Tak for alle de dejlige arbejdsstunder og en tyk streg over misforståelser”.

Med talefilmen bliver der længere mellem Clara Pontoppidans filmroller. Ikke fordi hendes stemme ikke passer til talefilmen, men snarere fordi hun helliger sig teatret. I 1957 spiller hun hovedrollen i En kvinde er overflødig (instrueret af Gabriel Axel), en rolle som hun kendte fra mange teateropførelser. Rollen honoreres med Pontoppidans eneste Bodil. I 1960’erne har hun en del biroller som sjov gammel dame blandt andet i Støvsugerbanden (Bent Christensen, 1963) og Slap af, Frede! (Erik Balling, 1966). Hun spillede også en del af sine teaterroller i tv-teatret.

Clara Pontoppidans film- og teaterkarriere er enestående. Den spinkle kvinde med den karakteristiske profil var muligvis ikke førstevalg til roller som primadonna eller elskerinde, til gengæld forløste hun stribevis af karakterroller med sin naturalistiske spillestil. Hun formåede at nuancere sine roller, så man så det gode i den onde og omvendt, og hun forsvarede altid sine rollers ukuelige tapperhed med stor psykologisk indsigt. Hun er den eneste danske filmskuespiller, der har kunnet fejre 70 års jubilæum!

Læs mere om Clara Pontoppidan i Nationalfilmografien.

bladeafsatansbog4-16Clara Pontoppidan (1883-1975).dervarengang-27-2Clara Pontoppidan i 'Der var engang' (1922).
Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK

DREYER@DFI.DK
OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats