Renée Jeanne Falconetti

Falconetti spiller titelrollen i La passion de Jeanne d’Arc (1928), som var hendes debut på det hvide lærred.

Fransk skuespillerinde af korsikansk-italiensk oprindelse. Født i Pantin nær Paris 21/7 1892, død 12/12 1946 – 54 år gammel.

Falconetti voksede op under fattige kår og blev undervist af nonner, der ikke gjorde noget for at opmuntre hendes ambitioner om at blive skuespillerinde. Hendes skæbne forandrede sig til det bedre, da hun mødte en betydeligt ældre fabrikant, der knyttede hende til sig som sekretær.

Mod alle odds blev Falconetti optaget på konservatoriet i Paris, hvor hun studerede under Eugene Sylvain, der år senere spillede overdommeren i La passion de Jeanne d’Arc. Under første verdenskrig underholdt hun de franske tropper og fik små roller på teatret. Hun etablerede sig i starten af 1920’erne som skuespiller ved at spille "boulevard-roller" (lette komedier), men optrådte også i det klassiske repertoire og sang en hel del, hvilket hun tilsyneladende holdt mere af end at spille skuespil. Ved siden af disse engagementer arbejdede Falconetti også som reklamemodel. I midten 1920’erne blev hun optaget på det prestigefyldte Comédie Française, men vendte snart tilbage til boulevard-teatrene for at tage hånd om sin karriere.

Dreyer opdagede Falconetti, da hun optrådte i La Garçonne, et skandaløst skuespil om en fritænkende feminist. Under en privat samtale i hendes lejlighed på Champs Elysées undersøgte Dreyer Falconettis usminkede ansigt og blev klar over, at han kunne bruge hende på den nyskabende måde, han havde i tankerne, til sit portræt af Jeanne d’Arc.

Gennem ni måneders optagelser med Dreyer udholdt Falconetti nogle endda særdeles skrappe og krævende arbejdsforhold, mens hun gav rollen alt, hvad hun havde i sig. For at få den ypperligste dramatiske intensitet ud af sin hovedrolleindehaver optog Dreyer filmen kronologisk og skød nærbillederne af hende i ly af skærme. Når dagens scener var omme, sad de til langt ud på natten og så optagelserne igennem og diskuterede mulige ændringer, der kunne forbedre hendes præstation dagen efter.

Falconetti ankom gerne til studiet i en luksuriøs hvid 'voiture' med chauffør, iført fine klæder og dyre smykker, men hun var som forandret, fra det øjeblik hun iførte sig sit kostume. Det følelsesmæssige højdepunkt på optagelserne var scenen, hvor hun skulle klippe sit hår, som hun ifølge sin kontrakt havde indvilliget i at gøre. Det siges, at flere af teknikerne græd med hende under denne scene. Da filmen var afsluttet, blev et nyt samarbejde mellem Falconetti og Dreyer bekendtgjort: Catacombes (iflg. Martin Drouzy i Les années noire de Dreyer, Cinémathèque, nr. 4, 1993), men projektet blev aldrig realiseret. Faktisk optrådte Falconetti aldrig på film igen.

I 1929 var Falconetti på toppen af sin karriere. Hun købte et teater, der dog hurtigt gik konkurs på grund af dårlig administration. Efter sin rige velgørers død, blev hun i stigende grad ustabil og upålidelig i sit professionelle virke, om end hun stadig nød boulevard-publikummets gunst. I starten af 1930’erne talte offentligheden mere om hendes ekstravagante adfærd end om hendes skuespilpræstationer. Hun spillede Jeanne d’Arc i et teaterstykke af Saint-Georges de Bouhélier: Jeanne d'Arc, la Pucelle de France (premiere 21. november 1934 på Théâtre de l'Odéon i Paris). Ifølge hendes datter genbrugte Falconetti dele af sin garderobe fra Dreyers film. I 1935 optrådte hun i en kabaret under pseudonym og medvirkede desuden i et teaterstykke sammen med Louis Jouvet. Det blev hendes sidste optræden i Frankrig.

Falconetti forlod Frankrig og tilbragte et par år i Italien og Schweiz. På trods af at hun var på fallittens rand, opretholdt hun en frivol og dyr livsstil, mens hun planlagde urealistiske projekter og drømte om glorværdige comebacks. Da hendes økonomiske situation forværredes, var det hendes plan at gå i eksil i Amerika, men hun kunne ikke finde nogen, der ville sponsere et visum.

Det endte med, at hun tog til Sydamerika i 1942. Efter et år i Rio ankom hun til Buenos Aires i 1943. På det tidspunkt havde hun bortødslet, hvad der var tilbage af hendes formue, formodentlig ved at spille på heste. Selvom Buenos Aires var fuld af franske skuespillere i eksil, lykkedes det hende kun at danne en mindre trup af amatører, der opførte fire skuespil på et lille og ubetydeligt teater. For at tjene til dagen og vejen gav hun sprogundervisning til unge fransk-argentinere.

Hun var gennem alle årene en populær figur i byens franske kredse. Folk mindedes, hvordan hun fremførte digte og sange på sin helt egen enestående manér. På dagen for den franske befrielse siges hun at have optrådt med en uforglemmelig udgave af Marseillaisen.

Som årene gik, løjede hendes aktiviteter af. På trods af at hun måtte kæmpe for dagen og vejen, afviste hun angiveligt en filmrolle og andre comeback-muligheder, samtidig med at hun blev mere og mere opslugt af sin egen mystiske verden.

Falconetti døde 12. december 1946 under omstændigheder, som aldrig er blevet belyst. Nogle kilder siger, at hun døde af et anfald efter at have fulgt en skrap diæt. Andre siger, at hun døde af forstoppelse efter at have indtaget et stort måltid. Hendes jordiske rester lå begravet på en argentinsk kirkegård indtil 1960. De er siden blevet brændt, og asken ligger nu på Montmartre-kirkegården i Paris.

Litteratur:
Hélène Falconetti: Falconetti (Cerf, Paris, 1987).

Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK


OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats