Dreyer på vrangen

Fotograf Henning Bendtsen og instruktørassistent Jens Ravn fortæller om optagelserne til Gertrud. Steen Dalin satte i 2000 de to herrrer stævne på deres gamle arbejdsplads, Palladium-studierne, der siden er omdannet til Hellerup Sejlklub.

gertrud-bk-06

Dreyer instruerer Nina Pens og Bent Rothe. Fotograf Bendtsen i baggrunden. Foto: Else Kjær.

Artiklen har været publiceret i FILM #11, september 2000.

Så dén sofa, der er hovedrekvisit blandt alt det der utrolig korrekte regi, er en splinterny Børge Mogensen sofa. Arkitekten Kai Rasch gik helt i spåner.

Når man fra Hellerup Kajakklub padler ud gennem Hellerup Havn, skuer man til styrbords en række majestætiske bygninger, domineret af et svært vinduesløst tårn, der mest af alt leder tanken hen på en middelstor brandstation. "Hellerup Sejlklub" forkynder de meterhøje hvide bogstaver på facaden. Hele komplekset afsluttes af sejlklubbens restaurant og en gigantisk terrasse med en storslået udsigt over Øresund. Hér har jeg på en regnfuld sommerdag sat Jens Ravn og Henning Bendtsen stævne, for at vi kan besigtige deres gamle arbejdsplads: Palladium Studierne.

Men inden vi indtager frokosten i restauranten (studiets tidligere kantine), træder vi ind i områdets største bygning, det tidligere studie 1, hvor utallige sejl er hængt til tørre, spændt oppe af sandsække i studiets gamle snoreloft: "Det her har ikke ændret sig overhovedet en skid siden vi filmede her", siger Jens Ravn, da vi træder ind i det neonbelyste mørke. "Dét der Tobaksrygning-Forbudt-skilt sad der sgu osse dengang. Men det er surt at se Danmarks bedste filmstudie lavet om til sejlklub. Det var simpelthen det mest velfungerende filmstudie. Det blev schalburgteret under krigen og blev så genopbygget som moderne studie med moderne logistik og scener der kunne slås sammen, rekvisitlager oppe på loftet, og dit 'brandtårn' er en elevator, der hurtigt kunne køre tingene ned på studiet, og gulvet var udstyret med en vandgrav. Her lå en fornem italiensk gondol, og så var hele Venedig bygget op i studiet - og Henry Nielsen spiste spaghetti - det var gribende! Alle andre studier er jo formeret ved knopskydning, men hér var tænkt og planlagt som moderne filmstudie fra starten af. Vi må have fat i Gentofte Kommune - og så ud med alle de sejlere," ler Jens Ravn.

"Jeg var instruktørassistent og Henning var fotograf - og i øvrigt en pestilens at arbejde sammen med. Jeg var ligeså meget assistent for Henning som for instruktøren. Han sad bag kameraet, og når vi så havde tekniske prøver og konstaterede fejl, så hviskede han ud igennem mundvigen: "lampe nummer 1 lidt ned, Ghita Nørby står ikke på mærket, der er mikrofon-skygge til venstre". Der stod en strøm af informationer ud, og når så der var gået nogle minutter, og prøven var færdig, så rejste Henning sig op og sagde: "Nå, hvad er det så vi skal have rettet?" Så skulle jeg kunne huske det hele, og jeg kunne ikke huske en skid, vel. Og hán kunne heller ikke huske noget. Men jeg lærte jo utrolig meget af Henning, for jeg var nødt til at vide alt om de fordømte lamper, og hvad der ellers var at holde øje med. For hvis jeg ikke kunne huske det, blev han stiktosset. Han var en streng læremester og jeg var skidebange for ham."

Man skulle stå ved Hr. Dreyers side - altid!

"Dén der respekt for arbejdet stammer nok fra Dreyer," mener Henning Bendtsen. Han og Jens Ravn arbejdede sammen på Dreyers sidste film Gertrud, der nok blev produceret af Palladium, men optagelserne foregik på Nordisk Film, fordi der ikke var plads på selve studiet. Men allerede ti år tidligere, da han som ung fotograf på Palladium bliver udvalgt til at arbejde sammen med Dreyer på Ordet, konfronteres Henning Bentsen med Dreyers krav om disciplin: "En af de første dage på scenen, da jeg var færdig med lyssætningen, skulle Dreyer lige snakke med skuespillerne. Jeg tænkte, at det kommer jo ikke mig ved, og gik ud bag dekorationen for at ryge en cigaret. Men jeg nåede ikke engang at få tændt cigaretten, så hører jeg bare Dreyer sige: "Hr. Bendtsen?" Ikke noget med at skælde ud, men jeg forstod, at når vi arbejdede, skulle jeg stå ved hans side. Altid! Han forventede, at hver især ydede sit optimale, og derfor opstod der dén der specielle atmosfære under optagelserne - er det ikke også dit indtryk?"

"Joh, men i din store begejstring for Dreyer fortrænger du lidt, at da vi lavede Gertrud var han jo blevet senil", siger Jens Ravn. "Der opstod nogle episoder undervejs, som førte til nogle absurde situationer for skuespillerne og os andre."

Playback eller Det kgl. Kapel

"Det er rigtigt", siger Henning Bendtsen. "Jeg husker bl.a. at Nina Pens, der havde hovedrollen som Gertrud, skulle synge til playback. Dét forstod Dreyer ganske simpelt ikke, at det teknisk kunne lade sig gøre at sangen var indspillet på forhånd, og at Nina Pens så blot skulle mime til. Det resulterede i, at han sagde til Jens og mig: "Det må i to unge stå for. I har så megen teknisk forstand."

"Han lavede slet ikke den scene. Hele Lidmans studenterjubilæum, som er filmens hovedscene, lavede Henning og jeg. Da var Dreyer væk - han nægtede at være der. Han havde jo kun lavet et par lydfilm før, og dét der med play-back forstod han ikke. Han forklarede mig, at han ville have hele det Kongelige Kapel til at stå på scenen og spille - under optagelserne - og så skulle Nina Pens Rode synge. Hun kunne til gengæld ikke synge! Så for at komme udenom at skulle forklare ham om play-back - for det var håbløst - så stak jeg ham en løgn: "Men Hr. Dreyer, der er jo slet ikke plads til et halvtreds mands orkester på scenen." Så var han sat på plads, tænkte jeg, for det var jo et rent fysisk argument. Det kunne han selvfølgelig godt se, men et par dage efter kom han tilbage og sagde: "Hr. Ravn, vil De lige være venlig at komme her." Så havde han målt hele studiet op, og mellem dekorationen og studiets bagvæg var der godt og vel én meters penge. Her kunne hele orkesteret lige akkurat stå, skulder ved skulder hele vejen rundt om dekorationen ude bagved og spille - om jeg lige ville arrangere dét? Så måtte jeg krybe til korset og sige, at det kunne ikke lade sig gøre, og at vi faktisk allerede havde engageret den kgl. operasangerinde Gurli Plesner til at lave play-back. Han blev stiktosset, beskyldte mig for at være alt for teknisk, og han viste sig hverken til lydoptagelserne eller filmoptagelserne på scenen - dem lavede Henning og jeg - han ville simpelthen ikke være med til at lave det.

Hr. Dreyer - det var jo kun en prøve

Dreyer kunne godt bruge en hel dag på at lave prøver og så først lave optagelsen næste dag, husker Jens Ravn: "Vi arbejdede utroligt langsomt. En hed sommerdag sad Dreyer inde på scenen til en skuespillerprøve med scripteren Solvej Agerskov og et par skuespillere. Jeg havde overhovedet ikke behøvet at være der, men var tilfældigvis til stede. Hele filmholdet sad udenfor på terrassen og slikkede sol, inklusive Henning Bendtsen - så du har ikke altid været ved Dreyers side. Inde i mørket på scenen gik skuespillerne rundt med manuskriptet i hånden og læste replikker op, og da det var så varmt, faldt Dreyer efterhånden i en dyb søvn i sin stol. Da skuespillerne nåede til sidste side, og det sidste ord var sagt, blev der helt stille - ingen turde vække Dreyer, men pga. stilheden vågnede han pludselig, kiggede dybt forvirret rundt, stirrede på Solvej Agerskov og sagde: "Dét var jo glimrende. Dén vil jeg gerne have kopieret." Solvej kiggede fortvivlet over på mig, og jeg kiggede op i loftet og tænkte at om lidt vågner han rigtigt og finder ud af, at det ikke var en optagelse. Han sad længe og kiggede, men så blev han utålmodig og sagde: "Hørte de mig ikke, Fru. Agerskov, dén vil jeg gerne have kopieret." Samtlige tilstedeværende kiggede på mig og til sidst måtte jeg sige: "Undskyld Hr. Dreyer, men Henning Bendtsen og resten af filmholdet er her ikke - det var jo kun en prøve." Så var det, han blot sendte mig et blik og sagde: "Hvorfor skal De altid være så teknisk Hr. Ravn?" Og det var fuldstændig uden lune, han mente det faktisk."

"Til Gertrud havde Dreyer fået den idé med de lange scener uden afbrydelser," siger Henning Bendtsen. "Det stod ikke i manuskriptet, hvis scener blot var fortløbende og uden nummerering - og ingen klip var angivet. Derfor startede vi med at arrangere fra morgenstunden og var sjældent færdige før sent på eftermiddagen, hvor vi så optog fra fire til halvfem. Der lå en larmende fabrik over for Nordisk Film, som først lukkede klokken fire, så faktisk lavede vi kun én optagelse om dagen. Det var lange scener, og der kunne ikke klippes i dem - for der var ikke mere stof. Der var heller ingen omspil - så det var nok en billig produktion ...".

Dér er min sofa!

Jens Ravn er ved at flække af grin: "Til gengæld blev vi også derude et års tid, tror jeg. Vi var fandme lang tid om at lave den, og vi lå også stille ind imellem - han forlangte jo nogle meget præcise ting af dekorationerne, som arkitekt og rekvisit havde svært ved - eller kun meget vanskeligt kunne finde. Det var fuldstændig kaos, og imens lå vi jo stille. Filmen skulle foregå i et stockholmsk borgermiljø i 1901, så alle møbler skulle faktisk stamme fra Stockholm. Men en rekvisit havde vi enorme problemer med, og det var den sofa, som de sidder og snakker i gennem hele filmen. Han kasserede den ene sofa efter den anden, og de hev sofa efter sofa ned fra Stockholms antikvitetshandlere. Han researchede meget fra ugeblade, og pludselig kom han en dag med et ugeblad og viser et billede af en sofa: "Dér er min sofa" siger han. "Det skal være dén." Og vi kiggede alle sammen på sofaen: Det var en Børge Mogensen sofa i sort læder og egetræ. "Jamen, den er jo ny," sagde vi. "Den er klassisk," sagde han bare, og så ville han ikke høre mere om dét. Så dén sofa, der er hovedrekvisit blandt alt det der utrolig korrekte regi, er en splinterny Børge Mogensen sofa. Arkitekten Kai Rasch gik helt i spåner."

"Da vi lavede Ordet husker jeg modsat den enkelhed han gerne ville have," replicerer Henning Bendtsen. "Da Dreyer var næsten færdig med dekorationen, og jeg første gang kom ind på scenen, ser jeg at der bare er øst på med små nipsting rundt omkring, og jeg siger: "Hr. Dreyer, jeg kan da ikke lave billeder her." Han ville jo have denne ro omkring personerne, når de stod stille og sagde replikker. Og så sagde han: "Tag det roligt Hr. Bendtsen, så snart vi kommer på scenen og skal gøre klar, så piller vi bare alt det væk, der er i vejen for Deres billede."

Dreyers ugeblade ...

"Han kom til mig med udklip fra ugeblade," siger Jens Ravn. "Det kunne f.eks. være fra en 50 års fødselsdag hos en forlagsboghandler på Fyn. Der var en masse mennesker på billedet, og så kunne han pege på et hoved og sige: "Hám vil jeg gerne have med som statist til Gabriel Lidmans fest." Så ringede man op og fortalte, at Dreyer var ved at lave en film, hvad de som regel godt vidste i forvejen, og at Dreyer gerne ville have forlagsboghandler Knudsen med i filmen som statist - dyb tavshed i røret! "Hr. Dreyer har set deres billede i Familie Journalen 1947." Og folk reagerede altid på den samme måde: "Tænk, kan Hr. Dreyer virkelig huske dét?" De var dybt smigrede, så der kom folk fra nær og fjern; men udklippene var 10-20 år gamle, så der kom en hel masse folk, der var helt umulige at genkende ...".

"Han arbejdede på samme måde med møbler og rekvisitter. Vi kørte rundt i lastvogne og hentede antikviteter i private hjem, som Dreyer havde set i ugebladene," husker Jens Ravn. "Vi var ude i Hellerup sammen med Kai Rasch og to rekvisitører i en meget rig villa og ægteparret var meget smigrede over, at Carl Th. Dreyer kunne huske deres hjem fra ugepressen. Men han kasserede sådan set hele molevitten, for der var alligevel ikke noget, han kunne bruge. Det var de jo lidt skuffede over, når vi nu havde sådan en stor lastvogn holdende lige uden for døren. Men så fik han øje på et billede på væggen. Det var et italiensk litografi med to billeder - to tryk på samme papir. De forklarede, at det var noget meget gammelt, håndlavet papir og et meget gammelt tryk. Dét ville han meget gerne have med et sted i filmen, så det blev forsigtigt taget ned og beundret, og så siger han Gud hjælpe mig: "Det er vel nok et meget, meget skønt og meget smukt billede, men det ville gøre meget mere fyldest, hvis vi kunne få lov til at skære det over så vi havde to." Så fik han sgu lov til at klippe det over - dette kostbare litografi på fint papir blev skåret midt over og rammet ind på ny - og kom selvfølgelig aldrig med i filmen. Det blev sat op på lageret sammen med en hel masse andre ting, vi havde fået skrabet sammen, som heller ikke blev brugt." "Han skulle simpelthen se tingene først," mener Jens Ravn. "Han skulle prøve tingene af på dekorationen, inden han helt kunne beslutte sig - det er dét der var forklaringen - det var så háns arbejdsmetode, og det var jo også godt nok ...".

Vi bliver afbrudt i denne udflugt til fortiden af dumpe drøn oppefra: Hellerup Fægteklub er gået i gang med træningen i det gamle rekvisitlager over studieloftet. På vej ud fortæller Jens mig, at når det var tåget, blev optagelserne timet med tågehornet, som står lige uden for: En mand blev udstyret med et stopur og så havde man nøjagtig tre minutter til at optage inden næste langstrakte brøl fra tågehornet. Palladiums historie går i øvrigt længere tilbage end dette moderne studie fra efter krigen: Alle de gamle Fy & Bi film blev optaget herude - men herom en anden gang. Som de sidste krampetrækninger producerede Palladium en række 'sengekantsfilm' inden studiet lukkede endeligt i 1971 og afsluttede en æra af filmproduktion i Hellerup.

Publiceret i FILM #11, september 2000.

gertrud-bk-35-10Dreyer bliver træt af fotografen. Foto: Else Kjær.gertrud-bk-48-03Under optagelserne i Vallø Slotspark. Foto: Else Kjær.
Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK

DREYER@DFI.DK
OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats