En aldrig realiseret livsdrøm

Carl Th. Dreyers 'Jesus-film' er vel nok den mest omtalte ikke-realiserede-film i filmhistorien. Teolog Jes Nysten har foretaget en grundig læsning af manuskriptet og set nærmere på Dreyers Jesus.

bladeafsatansbog1-12

Dreyers første og sidste Jesus på film: Halvard Hoff i "Blade af Satans Bog" (1921).

Vi kender til flere spændende og ikke realiserede projekter fra andre af de store filminstruktører, men denne “ikke-film” har haft en vital betydning for Dreyers eget liv og karriere. Derudover har den også været en fast bestanddel i den altid ophedede debat, der gennem årene er opstået, hver gang der har været premiere på en ny Jesus-film. For ikke sjældent har man i vurderingen kunnet høre spørgsmålet “jamen, hvordan ville Dreyer’s film have set ud - ville den trods alt ikke have været bedre?”

“Der har ikke været en dag siden da (9. april 1940), hvor jeg ikke har tænkt på min Jesus-film” (Dreyer i interview fra 1967)

Vi har manuskriptet - i flere gennemskrivninger - på engelsk, og vi har en dansk oversættelse fra 1968. Dertil kommer en moderne oversættelse af Bo Green Jensen, som han lavede i forbindelse med en - kortvarig – forestilling, som nu afdøde instruktør Henrik Sartou satte op på Det kongelige Teater i 1997. I det følgende vil jeg imidlertid holde mig til det oprindelige engelske manuskript fra 1949-50.

Dreyers første Jesus-fremstilling i 1919

Præcist hvornår ideen til denne Jesus-film opstod kan ikke fastsættes præcist, men vi kender en del af forudsætningerne. I 1919 instruerede Dreyer den ambitiøse og bekostelige Blade af Satans Bog med inspiration fra den amerikanske instruktør D. W. Griffith. Filmen var opdelt i fire episoder, hvoraf den første omhandlede Jesu tilfangetagelse og korsfæstelse. Reaktionerne på filmen var meget forskellige, men tydeligvis var der mange mennesker, der på dette tidspunkt (de eksisterer vel egentlig stadigvæk!) mente, at det var ganske utilstedeligt at lade Jesus Kristus optræde i en profan skuespillers skikkelse! Det var på kanten af blasfemi for disse mennesker. Kristeligt Dagblad skrev en lang harmdirrende anmeldelse, og Ekstra Bladets Frejlif Olsen skrev om en morsom episode - i en ellers meget positiv anmeldelse - under premieren, hvor en kvinde på en af de første rækker i biografen i befippelse over at se Jesus tone frem på lærredet kom til at sætte ild til hele tændstikæsken, så den flammede op i mørket, da hun skulle tænde en cigaret (!), hvilket afstedkom tumult i biografen. Vigtigt er det i denne sammenhæng, at Dreyer i et slags svar til Kristeligt Dagblads anmeldelse skrev, at han i sin fremstilling af Jesus havde lagt sig tæt op ad konventionerne for ikke at støde nogen. Men at han - hvis han havde fulgt sit inderste ønske - ville have fremstillet Jesus meget mere realistisk (min kursivering), det vil sige mere menneskelig. Det var netop dette ønske, han bl.a. ville realisere med Jesus-filmen.

Dreyer og jødespørgsmålet

En anden vigtig forudsætning var den anti-semitisme, der efterhånden optog Dreyer mere og mere. I 1921 - to år efter Blade af Satans Bog - instruerede Dreyer Elsker hverandre i Berlin. Her kom han i direkte kontakt med antisemitismen. Filmen handler om jødeforfølgelser, og han brugte som skuespillere russiske jøder, der var flygtet fra forfølgelserne hjemme. Deres historier gjorde et dybt indtryk på Dreyer. Op gennem 30‘erne mødte han flere og flere jøder, der på den ene eller anden måde led under forfølgelser fra nazisterne. Hermed var den anden vigtige komponent i Jesus-filmen en realitet: Jesus var jøde!

Den begivenhed, der så at sige samlede de forskellige tråde og komponenter i Dreyer’s tanker, var 9. april 1940 - nazisternes besættelse af Danmark. Dreyer fortæller, at få dage efter besættelsen slog det ham pludseligt, at jøderne dengang på Jesu tid måtte have haft det på samme måde som danskerne her i 1940: deres had til romerne måtte have været lige så dybfølt som danskernes til nazisterne. Dette satte skub i projektet: en egentlig Jesus-film; for Jesu skæbne synliggjorde for Dreyer konflikten mellem jøden Jesus og romerne. Dreyer gjorde sig nogle yderligere betragtninger om parallellerne mellem jødernes situation på Jesu tid og danskernes anno 1940, og afgørende for det, der skulle blive en livslang passion: Jesus-filmen, var netop konflikten mellem magthaverne og det stærke, frie åndsmenneske, den sande “frihedskæmper”. Jeg bruger bevidst citationstegn, for den frihedskæmper Dreyer ser i Jesus er ikke den politiske, revolutionære, men den der kæmper imod enhver undertrykkelse af den personlige “åndelige” frihed.

Evangeliernes Jesus-billede

Det siger sig selv, at enhver Jesus-film - og dermed også manuskriptet dertil - må forholde sig til Bibelens fortællinger om Jesus, for det er trods alt derfra, vi har hovedkilderne til et Jesus-billede. Men det er også vigtigt at præcisere, at der ikke findes et entydigt Jesus-billede i Det nye Testamente. De fire evangelier er skrevet på forskellige tidspunkter til forskellige menigheder og har hver deres særlige intentioner og deres særlige fokus. Så ingen vil kunne fastlægge det “korrekte” Jesus-billede, selvom forsøgene nu og da bliver gjort. Nogle forsøger at sammenstykke et billede ved at sammenskrive fortællingerne fra de fire evangelier, nogle holder sig til et af evangelierne og fastholder, at netop det fremstiller den rigtige Jesus. Dertil kommer, at der hele tiden har eksisteret fragmenter fra andre evangelier, som ikke blev optaget i Bibelen, men som vi har haft kendskab til gennem generationer, og som på visse punkter adskiller sig radikalt fra Bibelens evangelier og dermed også fremstiller et noget andet billede af Jesus.
Dette betyder at enhver kunstnerisk fremstilling af Jesus på den ene side nødvendigvis må trække på evangeliernes Jesus-billede, men på den anden side ikke kan vurderes ud fra et objektivt bibelsk kriterium: er dette er sandt eller falsk Jesus-billede. Enhver kunstner har sine egne intentioner og sit fokus, og det der bliver vigtigt er at få det frem, og det kan netop ske klarest, hvis man holder manuskriptet op imod evangeliernes tekster.

Dreyers korrektioner: det var IKKE jøderne, der slog Jesus ihjel

Dette gælder ikke mindst, når vi som her beskæftiger os med Dreyer, der er gået til denne opgave med lidenskab men også med stor respekt, ja næsten ærefrygt for de oprindelige tekster i Det nye Testamente. Han har på ingen måde villet profanere eller reducere eller afkorte Jesus-fortællingen. Bare et overfladisk kendskab til hans minutiøse studier og håndskrevne notater, hans årelange kurser i hebræisk hos Bent Melchior, hans intense brevvekslinger med bibel-kyndige forskere, hans studierejse til Palæstina vidner om en uhørt optagethed og respekt. Men selvom Dreyer udviser denne store respekt for de bibelske tekster, så har han trods alt et fokus, der nødvendiggør visse korrektioner. Som ovenfor nævnt er det Dreyer magtpåliggende at fremvise Jesus ikke blot som et - stort og åndfuldt - menneske, men som jøde. Det betyder, at Dreyer gennem hele manuskriptet forklarer og uddyber, at der ikke var en grundlæggende konflikt mellem de ledende jøder og Jesus. De farisæere, der optræder i manuskriptet, er sympatiske og åbne overfor Jesus og hans forkyndelse. Der kan være uoverensstemmelser og diskussioner dem imellem, men det sker i en fordragelig tone blandt rettroende jøder. Selv den jødiske ypperstepræst Kaifas fremstår som imødekommende og som en der “med tungt hjerte” overdrager Jesus til romerne til retsforfølgelse. Han er nødt til det som den pragmatiske politiker, han er!
Det er en tydelig korrektion i forhold til evangeliernes udlægning. Her er konflikten markant; det er farisæerne, der lægger planer om at fange Jesus og få ham slået ihjel, og Kaifas ser en farlig gudsbespotter i Jesus. Så i evangelierne er de ledende jøder meget aktiv i opgøret med og tilfangetagelsen af Jesus.

For Dreyer er den “konflikt-udglatning”, som han foretager, bydende nødvendig, for at vise at det IKKE var jøderne, der slog Jesus ihjel. Her bliver hans politisk-ideologiske sigte afgørende for hans Jesus-forståelse. Den anti-semitisme, som han indædt bekæmper frem til sin død, skal også bekæmpes gennem hans forståelse af Jesus og hans samtid. Det er vigtigt i hans fremstilling, at det alene er romerne, der anklager, dømmer og henretter Jesus! Dog: der er en jødisk gruppe, der optræder i manuskriptet (og som ikke optræder så direkte i evangelierne), og det er de jødisk politisk “revolutionære”. De er et konstant uro-element, det er dem, der drømmer om Jesus som politisk leder af opgøret mod romerne, og det er dem, der foranstalter uroen på tempelpladsen i Jerusalem - den såkaldte tempelrensning (hvor det i evangelierne er Jesus selv!). Det er tydeligt nok, at for Dreyer er de i denne sammenhæng ikke “rigtige”, troværdige jøder, men simple uromagere.

Jesus – et menneske

Det andet element, som er magtpålæggende for Dreyer i hans Jesus-portræt, er at fremstille ham som et menneske. Et enestående menneske, et karismatisk, åndfuldt menneske, der blot via sin tilstedeværelse, sin tale og sine handlinger, påvirkede sin samtid - og har påvirket eftertiden. Men altså “blot” et menneske. Derfor er det også markant, at Dreyer lader fortællingen slutte langfredag, da Jesus dør på korset. Her er ingen påskemorgen, ingen opstandelse, intet gensyn med disciplene og ingen ny begyndelse.
Jesus ender sit liv som et enestående jødisk menneske, der dør for sit folks åndelige frihed. Dreyer følger i det store og hele tidsfølgen fra evangelierne: fra Johannes Døber introducerer Jesus og frem til hans korsfæstelse i påsken. Dreyer holder sig også for det meste til episoder fra evangelierne, men han samler de ofte noget flygtige og spredte fortællinger i Det nye testamente til få og markante historier. Han har ikke behov for at digte Jesus-skikkelsen ud af den bibelske kontekst, han samler og fokuserer. Det betyder selvfølgelig også, at vægten nu og da lægges andre steder i historierne.

To afgørende steder: Peters hus og Bethania

To af de afgørende og samlende steder i manuskriptet er disciplen Peters hus og det hus i Bethania, hvor Jesu nære venner, Maria, Martha og Lazarus, bor. I evangelierne hører vi kort om begivenheden i Peters hus, nemlig at Jesus helbreder Peters svigermor. I Dreyers manuskript udfoldes denne historie meget mere, så vi også møder Peters kone og svigermor efterfølgende, bl.a. i deres arbejde i køkkenet med at forberede og servere middag for Jesus og hans disciple. Men dette hus bruges også af Dreyer som samlingspunkt for folk, der vil høre på Jesu taler. I Bethania hører vi først og fremmest i Bibelen om den døde Lazarus’ opvækkelse uden nogen efterfølgende historie, men også her fremstiller Dreyer en større sammenhængende fortælling, hvor vi flere gange møder Lazarus efter hans mirakuløse opvækkelse.

Dreyers fokus på miraklerne

Dét der er særligt påfaldende i disse historier - og gennem hele manuskriptet - er de mirakler, som Jesus gjorde. Særligt de mirakuløse helbredelser, som han foretog. Ja, han opvækkede endog en død. Det er interessant, at for Dreyer er disse mirakler af afgørende betydning i et portræt af Jesus. Han var i besiddelse af en særlig stærk åndelig magt, der kunne frigøre de kræfter, der bandt de syge mennesker til deres sygdom.

Samtidig med Dreyers udfærdigelse af manuskriptet rasede der i teologiske kredse netop en debat om miraklerne. En diskussion, som Dreyer var bekendt med. Det drejer sig om den såkaldte “afmytologisering”. En af hovedskikkelserne var den tyske teolog Rudolf Bultmann, der havde sat sig for at “frigøre” fortællingerne om Jesus fra deres mytologiske præg. Miraklerne var for Bultmann ikke forenelige med en moderne bevidsthed - de havde symbolsk betydning, en særlig måde at fortælle om Jesu unikke status på.
Det handlede således om, i en forståelse af disse mirakel-fortællinger, at finde ind bag billedet, ind bag symbolet til den egentlige forkyndelse af Jesus. Miraklerne var således for Bultmann mere et tolkningsredskab end noget, der havde fundet sted i virkeligheden.
Som nævnt kender Dreyer til denne debat, men for ham er det tydeligt, at netop miraklerne er afgørende i forståelsen af Jesus og hans gennemslagskraft. For Dreyer drejer det sig ikke nødvendigvis om at forklare miraklerne væk, men at forstå dem som faktiske hændelser, men ud fra en moderne tankegang. Han forklarer i flere regibemærkninger, hvordan Jesus er i stand til ved sine særlige åndelige kræfter at “genoplive” den livløse sjæl i den syge, han står overfor.

Dreyers syn på Pilatus, Kaifas og Judas

På trods af Dreyers vigtige pointe, at Jesus er loyal jøde, og at kontroverserne med de jødiske ledere er en åben debat indenfor en fælles ramme, så sker der i løbet af manuskriptet en skærpelse af tonen. Det sker ved at Jesus på en måde “udvider” den jødiske konsensus, bl.a ved at prædike sit universalistiske kærlighedsbudskab - et budskab der sprænger de hidtidige grænser for den traditionelle jødiske forståelse af næste-kærlighedsbuddet. Men vigtigst er, at romerne med Pilatus i spidsen ser Jesus som en ballademager, endnu en jødisk oprører. Derfor er det, at ypperstepræsten Kaifas “med tungt hjerte” udleverer Jesus til romerne. For at redde det jødiske folk! For hellere ofre en enkelt person for folkets skyld end risikere at romerne - endnu engang - vil straffe hele folket på grund af denne ene rebel! Dreyer ser Kaifas som en fornuftig pragmatiker, og han kan i sammenhængen konkludere, at Jesus er en i den lange række af idealister, der har måttet lade livet af “pragmatiske grunde”. Den entydige konfrontation med romerne gør også, at Dreyer helt undlader den i evangelierne vigtige fortælling om Barabbas. Om hvordan Pilatus langfredag må vælge mellem den politisk revolutionære Barabbas og Jesus. Pilatus har for Dreyer kun én fjende: jøden Jesus.

Judas, der i evangelierne uden nogen tydelig rationel grund, forråder Jesus, er her i manuskriptet meget mere nuanceret fremstillet. En loyal Jesus-discipel, der imidlertid får en opgave. Både Jesus og han selv ser hans opgave som “Guds vilje”. Hans såkaldte “forræderi” er så at sige et redskab fra Gud. Judas skal være den, der endegyldigt besegler Jesu skæbne: at dø for sine principper, sine eviggyldige tanker.

bladeafsatansbog1-10-450px
Fremstillingen af Judas i Blade af Satans Bog (1921): Jacob Texiére.

Den store passion

Som nævnt fremgår det af alt, hvad Dreyer har skrevet og udtalt, at denne film var FILMEN, han ville skabe. Man kan undre sig over, at han var i stand til at fastholde denne passion gennem alle årene. Men der er ingen tvivl om, at han brændende ønskede det helt frem til sin død. De finansielle problemer skal ikke omtales her, men de sled åbenlyst på Dreyer, og alligevel fastholdt han ambitionen. En af grundene til at det trak ud og trak ud skyldtes også, at Dreyer var en egensindig mand, og hans krav var (urealistisk?) store. Filmen skulle indspilles i Israel, med jødiske skuespillere. De skulle tale hebræisk/aramæisk. Og han ønskede derudover, at filmen skulle have premiere i Israel.

Ordet og Gertrud som stiløvelser

Dreyer fortsatte imidlertid med at skabe film i verdensklasse, men hvis man læser ham nøje, kan man imidlertid få det indtryk, at de film han fik skabt: Ordet og Gertrud for ham selv “blot” var en slags øvelser. Eller forsøg på at arbejde filmisk med nogle af de komplicerede formproblemer, som han vidste ville vise sig med realiseringen af Jesus-filmen. I filmatiseringen af Kaj Munks skuespil Ordet skulle han prøve at fremstille en ægte opstandelse i en gyldig filmisk form. I Gertrud arbejdede Dreyer med en særlig “teatralsk” stil, der måske kunne bruges i en bibelsk fremstilling af figurer, tale, scener osv. Dette indtryk, at disse film var stiløvelser, er naturligvis en kolossal reduktion af selve filmene og deres kvaliteter, men alligevel tillader jeg mig at nævne det her, for der er vitterlig antydninger hos Dreyer selv, der kan underbygge en sådan antagelse.

Fra filmmanuskript til manifest

En vigtig grund til, at Dreyer kunne bibeholde passionen på trods af al modgangen var også, at manuskriptet på en måde kom til at fungere som et slags “manifest” for ham. For op gennem 50‘erne og frem til sin død tordnede Dreyer imod antisemitismen. Han støttede ubetinget staten Israel og flere gange blev han hædret af zionistiske foreninger. Selv i manuskriptet foretager han direkte sammenligninger mellem romerne på Jesu tid og nazisterne. Og vi lærer også fra utallige breve, at hver gang der var politisk uro i Mellemøsten, skrev han, at NU måtte det være tid for hans film, for den ville være et kærkomment indlæg i den betændte politiske situation. Så selvom projektet trak ud, bevarede Dreyer til det sidste håbet om en realisering af filmen, både af kunstneriske grunde og af mere ideologisk-politiske grunde.

Afsluttende bemærkninger

Naturligvis er et manuskript ikke en film! Selvom Dreyer i manuskriptet giver mange og til tider udførlige retningslinjer for udformningen af de enkelte scener, står vi tilbage kun med formodninger om det endelige produkt. Men dette manuskript giver ikke kun et indblik i Dreyers årelange passion: selve filmen, men også indblik i en stor - konservativ - og egenrådig kunstners og humanists livsholdning. For mig at se kan der konkluderes følgende: vil man forstå Dreyer som kunstner og som menneske, kommer man ikke uden om en grundig læsning af dette manuskript og dets særlige position i hans liv og produktion.

Debat

Dreyers kronikker:

Hvem korsfæstede Jesus? (Politiken 28/10 1951)

Antisemitismens rødder (Politiken særtryk, 31/10 1959)

Jødedommen (Politiken, 15/12 1961)

Hvordan kom hadet til jødedommen dog ind i verden? (B.T. 3/2 1964)

Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK

DREYER@DFI.DK
OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats