Forfattere

Følgende forfattere har bidraget med en eller flere artikler om Dreyer.


ARNE ABRAHAMSEN

Fotograf. Efter i 1959 at have været instruktørassistent og scripter for Annelise Hovmand på Flamingo Film i Nærum, blev han i 1960 ansat som fotografassistent på Nordisk Films Kompagni i Valby. Siden fotograf på en række kort- og reklamefilm. 


PETER BORBERG

Peter Borberg er mag. art. og journalist.
Læs mere: http://www.asbjornborberg.dk/om-asbjorn-borberg.html  


DAVID BORDWELL

David Bordwell er Jacques Ledoux Professor Emeritus ved Film Studies på  University of Wisconsin-Madison, samt æresdoktor ved Københavns Universitet. Han har skrevet adskillige bøger om filmhistorie og filmkritik, bl.a. en monografi om Dreyer, The films of Carl-Theodor Dreyer, 1981. Bordwell skriver desuden om film m.m. på websitet  www.davidbordwell.net.


ARNOUT DE CLEENE OG MICHIEL DE CLEENE

Læs om Arnout og Michiel De Cleene på english/carlthdreyer.dk  


THOMAS CHRISTENSEN OG CASPER TYBJERG

Thomas C. Christensen er cand.phil i filmvidenskab fra Københavns Universitet. Han har siden 1998 været ansat på Det Danske Filminstitut som museumsinspektør for Filmarkivet.
Se Casper Tybjerg


AMANDA DOXTATER

Amanda Elaine Doxtater er ph.d.-forsker ved Department of Scandinavian, University of California, Berkeley hvor hun skriver en afhandling om Carl Th. Dreyer, det teatralske og melodramatiske i Dreyers film. Hun har tidligere udgivet artikler om skandinavisk litteratur, film og teater.


MORTEN EGHOLM

Morten Egholm (f. 1971) er ph.d. i Film- og Medievidenskab på afhandlingen En visionær fortolker af andres tanker. Om Carl Th. Dreyers brug af litterære forlæg (2009). Egholm underviser på grunduddannelsen ved Afdeling for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet og på Danish Institute for Study Abroad (DIS), hvor han underviser amerikanske universitetsstuderende i moderne europæisk film og dansk kulturhistorie. I perioden 2002-2006 lektor i dansk sprog, kultur og litteratur ved Groningen Universitet i Holland. Morten Egholm har skrevet en række artikler om filmhistorie, dansk tv-dramatik, dansk litteratur og dansk mentalitetshistorie. Han har blandt andet bidraget med længere analyser af tv-serierne Krøniken, Forestillinger og Forbrydelsen i den seneste udgave af Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide (2008).


LAURA ERBER 

Laura Erber har en mastergrad fra universitetet PUC-Rio og er selv udøvende billedkunstner og digter. Som kunstner og som forsker arbejder hun med forholdet mellem ord og billeder, kontinuiteten og bruddene mellem begge. Laura Erber bor i Rio de Janeiro, hvor hun arbejder på sin Phd-afhandling om Carl Th. Dreyer.

Laura Erber har udgivet den første brasilianske bog med Graphic Poetry til fri download. Alt lavet på ipad.


HENRIK FUGLSANG 

Henrik Fuglsang er webredaktør på Dreyer-sitet. Er ansat ved DFI som digital redaktør og billedarkivar. Har deltaget i udviklingen af Carlthdreyer.dk samt katalogiseret en stor del af dokumenterne i Dreyer-samlingen.


TAG GALLAGHER

Tag Gallagher er forfatter til bogen John Ford (1988) samt The Adventures of Roberto Rossellini (1998) og har skrevet bidrag til Cinéma 0, Trafic, Sight & Sound og Cahiers du Cinéma. Flere af hans artikler findes på Senses of Cinema og på hans eget website.


BIRGIT GRANHØJ

Birgit Granhøj Dam er cand.mag. i filmvidenskab og retorik og har desuden taget første del af Danmarks Biblioteksskoles forskningsbibliotekar-uddannelse. Hun har været ansat på Det Danske Filminstitut siden 1993 som forskningsbibliotekar og arbejder fortrinsvis med bogindkøb, klassifikation og særsamlinger. Har endvidere katalogiseret en stor del af dokumenterne i Dreyer-samlingen, samt bidraget med tekster til Carl Th. Dreyer-websitet. Har skrevet bidrag til Filmleksikon (red. Peter Schepelern, 1995) samt diverse andre filmartikler.


BIRGIT GRANHØJ & LISBETH RICHTER LARSEN 

Se Birgit Granhøj. Se Lisbeth Richter Larsen.


TORSTEN GRUNWALD

Torsten Grunwald startede bloggen Stiljournalen i 2008 og er sitets ejer og redaktør. Stiljournalen beskæfter sig med klassisk herremode og det gode skrædderhåndværk.


EMILIA VAN HAUEN

Sociolog, trendrådgiver og forfatter. Emilia van Hauen er cand.scient.soc., HD(A) og IAA, og arbejder som trendrådgiver, foredragsholder og er en af landets mest citerede sociologer når det gælder den aktuelle tidsånd. Hendes arbejde med at fortolke trends og tendenser i samfundet er især specialiseret indenfor moderne livsformer, forbrugsmønstre og kvindelige og mandlige vinkler på samme. Hun er forfatter til fire bøger, hvoraf den seneste er bestselleren Farvel Egofest. Og goddag til formål og fællesskaber (2009), der handler om det skift i tidsånden vi oplever lige nu. Ejer og driver i dag sin egen foredrags- og rådgivervirksomhed.
Se mere på www.emiliavanhauen.dk


EDVIN KAU

(1947-2016). Edvin Vestergaard Kau var lektor, ph.d., ved Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet. Han har udgivet bøger og talrige artikler om filmteori, -historie og -analyse, visuel stil i film, multimedier og litteratur. Har ligeledes bidraget til et antal antologier, bl. a. Nordisk Filmforskning 1975-95 (red. Peder Grøngaard, 1995), Multimedieteori (red. Henrik Juel, 1997), Virtual Interaction (red. Lars Qvortrup, 2000), Nøgne billeder. De danske dogmefilm (red. Ove Christensen, 2004), og 100 Years of Nordisk Film (red. Lisbeth Richter Larsen og Dan Nissen, 2006). Af bøger kan nævnes Filmen i Danmark (sammen med Niels Jørgen Dinnesen, 1983) og Dreyer’s Filmkunst (1989; engelsk udgave, The Cinema of Dreyer, under forberedelse).


FILMupdate

Nyheder fra DFI. Send gerne forslag, kommentarer eller ideer til filmupdate@dfi.dk 


LARS BO KIMERGÅRD

Født 1963. Filmklipper og instruktør. Cand.phil. i filmvidenskab fra Københavns Universitet 1991 med speciale i Carl Th. Dreyers kortfilm. Lavede sammen med Tore Leifer radiomontagen Dreyers ukendte film i 1992 samt ide og research til Torben Skjødt Jensens Carl Th. Dreyer – Min métier i 1994. Har foruden filmklipningen undervist på bl.a. Københavns Universitet, Den danske Filmskole, European Film College og Vallekilde Højskole. Har ydermere holdt en række foredrag og skrevet en del artikler om bl.a. Carl Th. Dreyer og andre filmrelaterede emner.


CLAUS KJÆR & BIRGIT GRANHØJ

Claus Kjær (født 1958) er cand.phil. i filmvidenskab og har været ansat på Filminstituttet som programredaktør i perioden 1994-2011. Han har fungeret som kurator på filmserier og særarrangementer i Cinematekets program og har været vært ved besøg i Cinemateket af bl.a. Dame Judi Dench, Charlotte Rampling og Mike Leigh. Han underviser og holder foredrag om film og har været medinstruktør og fortæller på filmen Bodil Ipsen og filmen (2006).
Se mere på www.clauskjaer.dk. Se Birgit Granhøj


MARTIN KOERBER

Martin Koerber er cand.phil. i kommunikation med sidestudier i musikvidenskab og kunsthistorie. Siden 1980’erne har han forestået restaureringer af talrige tyske filmklassikere i samarbejde med filmarkiver i Tyskland samt andre samarbejdspartnere. Koerber er professor ved Hochschule für Technik und Wirtschaft og ansat som kurator for filmafdelingen på Deutsche Kinemathek – Museum für Film und Fernsehen, i Berlin.


TONI MYGDAL-MEYER

Født 1944. Journalist og forfatter. Har udgivet bøgerne Søflyverne (1989) om Søværnets Flyvetjeneste og Da danskerne fik vinger (2002) om de første 100 års flyhistorie i Danmark. 2000-2006 tilknyttet Danmarks tekniske Museum med dansk flyhistorie før 1945 som speciale. Nu tilknyttet Helsingør Bymuseum.


LISBETH NANNESTAD JØRGENSEN 

Cand.phil. i filmvidenskab 1992. Har efterfølgende arbejdet i en række NGO’er og på Galathea 3-ekspeditionen (fundraising, redaktiør og øvrig kommunikation) sideløbende med konsulentvirksomhed for private og offentlige kunder. Har endvidere redigeret Letters about the Jesus film – 16 years of correspondence between Carl Th. Dreyer and Blevins Davis (Sekvens særrække, 1989) og bidraget til temanummeret Visse tendenser i filmvidenskaben – festskrift til Martin Drouzy (Sekvens, 1993) samt skrevet et par artikler til Kosmorama.


DAN NISSEN

Cand.mag i dansk og filmvidenskab fra Københavns Universitet, 1978. Eksterne lektor samme sted 1978-85. Museumsinspektør ved Det Danske Filmmuseum 1988-97, områdedirektør for Museum & Cinematek på Det Danske Filminstitut siden 1997. Filmanmelder på Information 1976-99 og siden 1988 redaktør af Kosmorama. Dan Nissen har skrevet en lang række bidrag til filmudgivelser, senest: 100 års dansk film (2001), Preserve then show (DFI, 2002 – redaktør), 100 Years of Nordisk Film (DFI, 2006 - redaktør), Danske filminstruktører (2005). Siden 2000 medlem af ACE EC, bestyrelsen for Association of European Film Archives. Har endvidere siddet i diverse arbejdsgrupper under Kulturministeriet i forbindelse med udredninger om kulturarvbevaring og bevaring af digitale medier. 


JES NYSTEN

Jes Nysten er teolog, forfatter og filmkritiker og har været filmanmelder ved diverse tidsskrifter og websites, siden han i slutningen af 70'erne skrev for Levende Billeder. Han holder jævnligt filmforedrag rundt i landet og har gennem årene afholdt et utal af kurser om brugen af film i undervisning - både for børn og voksne. Jes Nysten har skrevet en del undervisningsmateriale, bl.a. til Det danske Filminstitut. Han sidder i bestyrelsen af den internationale filmorganisation "Interfilm", sidder i bestyrelsen af "Kirke og Film" og er fast medlem af den jury, der hvert år uddeler den kirkelige filmpris "Gabriel".


CARL NØRRESTED

(1943-2014). Barnebarn af 'Fyrtårnet' (Carl Schenstrøm). Mag.art. og ph.d. Har undervist i filmhistorie på Københavns Universitet indtil 1990. Har bl.a. udgivet bøgerne Eksperimentalfilm i Danmark s.m. Helge Krarup (1986), Kortfilmen og staten sammen med Christian Alsted (1987) og Register over danske statslige kortfilm indtil 1980 sammen med Micha Fabjancic (1984). Foruden foredragsholder var Nørrested også fast skribent på North-Art Magazine og Kosmorama.


JAN OLSSON

Jan Olssons primære interessefelt er reception i historisk kontekst og nye medier i tværkulturelt perspektiv. Han har skrevet og redigeret flere bøger, bl.a. Svensk spelfilm under världskriget (1979), Från filmljud till ljudfilm (1986), Sensationer från en bakgård (1988), Nordic Explorations (redaktør sammen med John Fullerton, 1999), Allegories of Communication (redaktør sammen med John Fullerton, 2004), Television after TV (redaktør sammen med Lynn Spigel, 2004), Media, Popular Culture, and the American Century (redaktør sammen med Kingsley Bolton, 2010).
Olssons seneste monografi er Los Angeles Before Hollywood: Journalism and American Film Culture, 1905 to 1915 (2008). Hitchcock à la Carte bliver udgivet på Duke UP i 2012.
Seneste essays: Italian Marionettes Meets Cinematic, Modernity, in Bolton/Olsson (John Libbey Publishing, 2010) og Alfred Hitchcock, théoricien de la télévision, in Delavuad/Maréchal (eds.), Télévision: le moment expérimental (Éditions Apogée, 2011).
Læs mere på http://www.film.su.se/pub/jsp/polopoly.jsp?d=6129&a=21294


LISBETH RICHTER LARSEN

Lisbeth Richter Larsen er cand.mag. i filmvidenskab og retorik og har været ansat på DFI siden 1999 som forskningsmedarbejder og formidler. Hun er redaktør af Filmdatabasen og streamingsitet Danmark på film, har fungeret som redaktør på DFIs dvd-udgivelse af Jørgen Leths samlede værk, The Jørgen Leth Collection, og er redaktør på websitet om Carl Th. Dreyer. Har endvidere redigeret og skrevet bidrag til: Preserve Then Show (DFI, 2002) samt 100 Years of Nordisk Film (DFI, 2006). Diverse artikler i Kosmorama og FILM.  


JAMES SCHAMUS

James Schamus (født 1959) er uddannet på University of California, Berkeley i engelsk. Han blev bachelor i 1982, fik sin master-grad i 1987 og sin ph.d-grad i 2003. Han er i dag professor på Columbia University.
Schamus grundlagde produktionsselskabet Good Machine i 1991 og i 2002 Focus Features, hvor han er direktør. Han er en succesrig manuskriptforfatter, producent og distributør og kendt for sit mangeårige samarbejde med bl.a. Ang Lee, som har indbragt ham en Oscar for Tiger på spring, drage i skjul (2000).


PETER SCHEPELERN

Peter Schepelern (født 1945) er lektor emeritus, ph.d. i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet. Han har bl.a. skrevet bøgerne Den fortællende film (1972), Film og genre (1981), Lars von Triers film (2000) og udgivet Tommen: Carl Th. Dreyers filmjournalistiske virksomhed (1982). Redaktør og medforfatter på Filmleksikon (1995, ny udgave 2010) og 100 års dansk film (2001) samt bidrag om filmhistoriske emner til bl.a. Amerikansk kultur efter 1945 (1992), Purity and Provocation: Dogma 95 (2003), European Cinema (2003), Nationale spejlinger (2003), Transnational Cinema in a Global North: Nordic Cinema in Transition (2005), On The Five Obstructions (2008), 100 Years of Nordisk Film (2006) samt Dansk filmhistorie 1896-2009 (2010) på DFIs hjemmeside. Desuden fagkonsulent på Den Store Danske Encyklopædi.


STEPHAN MICHAEL SCHRÖDER

Stephan Michael Schröder er professor og doktor ved Institut for Skandinavistik/Fennistik ved Universitet i Køln. Han har bl.a. beskæftiget sig med forholdet mellem dansk litteratur og stumfilm siden 1997 og skrevet en række artikler i denne sammenhæng. Er redaktør for en database over danske drejebogsforfattere i stumfilmtiden (http://danlitstummfilm.uni-koeln.de/).
Under forberedelse er bogen Ideale Kommunikation, reale Filmproduktion. Zur Interaktion von Kino und dänischer Literatur in den Erfolgsjahren des dänischen Stummfilms 1909-1918. For yderligere informationer og en fuldstændig bibliografi se mere på www.smschroeder.de.


MIRKO STOPAR

Mirko Stopar er argentinsk filminstruktør, nu bosiddende i Norge. Han er uddannet på filmskolen i Buenos Aires og har dér arbejdet med kortfilm, diverse tv-formater og reklamefilm, inden han i 2001 flyttede til Oslo. Blandt hans norske film kan nævnes den prisbelønnede kortfilm The Great Indoors (2006). Mirko Stopar arbejder p.t. på en dokumentarfilm om Renée Falconetti, der spillede titelrollen som Jeanne d’Arc i Dreyers film fra 1928.


CLAIRE THOMSON

Claire Thomson er institutleder ved Department of Scandinavian Studies, University College London. Hun har en ph.d. i dansk litteratur og har udgivet en række artikler om nordisk og skotsk film og litteratur, med fokus på national identitet, økokritik og det posthumane - og filmfilosofi. claire.thomson@ucl.ac.uk


ISAK THORSEN

Isak Thorsen er ph.d. i filmvidenskab fra Københavns Universitet på afhandlingen Isbjørnens anatomi - Nordisk Films Kompagni som erhvervsvirksomhed i perioden 1906-1928. Har bidraget til antologien 100 Years of Nordisk Film (DFI 2006), samt skrevet i bl.a. Kosmorama, Mifune og Sentura. Er dansk redaktør på det kommende Historical Dictionary of Scandinavian Cinema (Scarecrow 2011).


CASPER TYBJERG

Casper Tybjerg er lektor, ph.d., ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Han har skrevet afsnittet om dansk stumfilm i 100 års dansk film (2000, redigeret af Peter Schepelern) og en række artikler om filmhistoriske emner, især Carl Th. Dreyer og hans film, bl.a. i Aura, Ekko, Kosmorama og i forskellige antologier. Desuden har han indspillet engelsksprogede kommentarlydspor til dvd-udgaver af Dreyers film Michael, La Passion de Jeanne d'Arc og Vredens Dag og til Benjamin Christensens Häxan. Til den amerikanske og engelske dvd-udgave af Dreyers Vampyr har han tilrettelagt og indtalt det visuelle essay ”Rise of the Vampire”. Endelig har han været med til at arrangere udstillingen Billedmagi: Hammershøi / Dreyer på kunstmuseet Ordrupgaard 2006-7.


LARS ØLGAARD

Lars Ølgaard er bibliotekar på Det Danske Filminstituts Bibliotek.

 
Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - LIV OG VÆRK

DREYER@DFI.DK
OM CARLTHDREYER.DK

Til toppen
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
Gothersgade 55, 1123 København K
Tlf. +45 3374 3400
dfi.dk

Til forsiden

stats