Forlæg / Die Gezeichneten

Aage Madelung: Elsker Hverandre

Aage Madelung var en anerkendt og rost forfatter i sin tid, og især hans roman Elsker Hverandre fra 1913 blev en international bestseller, der fremhæves af bl.a. Knut Hamsun. Dreyer foreslog selv romanen til sin tyske producent, som havde efterlyst et emne, der kunne gøre sig både i England og Amerika. 

Dreyers tyske filmatisering af Aage Madelungs (1872-1949) danske roman Elsker Hverandre (1912) fik i forbindelse med og i forlængelse af premieren i København 7/2 1922 temmelig stor opmærksomhed i den danske presse, hvilket først og fremmest skyldtes, at Madelungs roman om det første russiske revolutionsforsøg i 1905 var blevet en international bestseller. Af de mange anmeldelser, avisnotitser, portrætter og interviews fremgår det, at det var Dreyer selv, der kom på tanken at filmatisere Madelungs roman. I et interview trykt i Politiken dagen før premieren forklarer Dreyer, at ideen opstod på baggrund af hans forhandlinger med den tyske filmproducer Otto Schmidt fra filmselskabet Primusfilm, som Dreyer havde kontrakt med:

”Otto Schmidt ville gerne have et Emne, der passede for England og Amerika, og saa foreslog jeg Madelungs Bog. Jeg talte med Forfatteren om det; han havde allerede faaet en Række Tilbud, men foretrak en skandinavisk Instruktør”.

Sin mening om romanens kvaliteter kommer Dreyer med i B.T. på premieredagen:

”Den ejer saa megen Spænding og Menneskeskildring, at den egner sig fortræffeligt for Film. Jeg har hørt Russere udtale, at den giver et saa sandt Billede af russiske Typer og Tilstande, at den for den Sags Skyld godt kunde være skrevet af en Russer”.

En tilfreds forfatter

Madelung gav også i forbindelse med filmens premiere en række interviews, hvor han dels udtalte sig om den kaotiske politiske situation i Rusland, dels mere specifikt om hans vurdering af Dreyers filmatisering. I et interview trykt på premieredagen understreger han, at ”Gensynet” med hans egne romanfigurer var ”mere end Hjerteligt”, fordi ”Dreyer har været heldig med sin Bearbejdelse”. I Dagens Nyheder 12/2 1922 finder man et stort helsidesinterview med Madelung, betitlet "Digteren og Filmen", hvor han generelt causerer over at filmatisere romanforlæg. Under diskussionen om Die Gezeichneten siger han blandt andet:”Noget af det, jeg (…) beundrer Carl Th. Dreyer mest for, er de glimrende Typer, han har samlet, baade til Hovedfigurerne og ikke mindst til Staffagen”.

”Noget af det, jeg (…) beundrer Carl Th. Dreyer mest for, er de glimrende Typer, han har samlet, baade til Hovedfigurerne og ikke mindst til Staffagen”.


Madelung sigter her til, at en stor del af hovedrollerne i filmen spilledes af russiske skuespillere, der netop var flygtet fra den kommunistiske revolution, og statistrollerne blev spillet af russiske jøder fra Berlins jødiske kvarter. I begge medvirkende grupper havde størstedelen været vidne til eller været direkte involveret i de jødepogromer i 1905, som både roman og film skildrer. Det er gennem en sådan autencitet, at man ifølge Madelung kan ophæve filmen til at være den mest ægte kunstart. Således konkluderer Madelung i interviewets sidste replik:

”Fra en tvivlsom Begyndelse har den [filmen] udviklet sig henimod en ægte og sand Kunst, saa ægte og sand, som Carl Th. Dreyer og de fortrinlige Skuespillere, der assisterede ham, har skabt den i Filmatiseringen af ”Elsker Hverandre””.
Forfatteren til forlægget var altså en tilfreds mand.

Helt overordnet er det også værd at nævne, at Dreyer og Madelung kendte hinanden temmelig godt, og at de i perioder omgikkes privat. Dette fremgår af fire bevarede breve fra Dreyer til Madelung (fra perioden 1923-1933). Dertil kommer, at Dreyer i forbindelse med forberedelserne til Die Gezeichneten havde kontakt til Madelungs halvt russiske datter, der gerne ville spille hovedrollen i filmen, men til Dreyers store ærgrelse i sidste øjeblik valgte at trække sig af angst for sin fars reaktion.

Brandesianeren Madelung

Aage Madelung kan på mange måde siges at være en Georg Brandes-inspireret forfatter, der sætter problemer under debat, lægger vægt på at kritisere social og seksuel undertrykkelse, er kritisk over for kirken som institution, og som mere end de fleste andre samtidige forfattere er i stand til at sætte sine synspunkter og analyser i internationalt perspektiv. Hvad sidstnævnte angår, hænger det naturligvis en del sammen med hans biografiske forhold: opvokset i Sverige hos danske forældre med tysk og norsk indvandrerbaggrund samt et 17 år langt ophold i Rusland, hvor han fungerede som sælger, som korrespondent for Berliner Tageblatt ved østfronten under Første Verdenskrig og desuden blev en del af det modernistiske miljø omkring litteraturtidsskriftet Vesy, hvor han bidrog med tekster på russisk, blandt andet med en anmeldelse af Herman Bangs Mikäel. Dertil kommer en række længere ophold i diverse andre central- og østeuropæiske lande. Da han endelig mere permanent slog sig ned i Danmark i 1920’erne, var det med en russisk-jødisk kone.

Med til at styrke indtrykket af Madelung som brandesianer er også hans ungdomsbegejstring for Darwins værker. Ligesom den første markante brandesianske Darwin-dyrker, J.P. Jacobsen, foretrak Madelung i sine unge år et naturvidenskabeligt studie, idet han påbegyndte dyrlægeuddannelsen. Det darwinistiske blik er også meget udpræget i langt de fleste af naturbeskrivelserne i hans prosaværker. At det også er et darwinistisk blik, der præger hans menneskesyn, kommer måske tydeligst til udtryk i novellen Pogrom fra debutbogen Jagt paa Dyr og Mennesker (1908), idet han beskriver en konflikt mellem to politiske grupper på følgende vis: ”Mennesket, det farlige Dyr, havde faaet et Tilbagefald til det oprindelige, havde uventet spaltet sig i to til Døden ufordragelige Arter” (s.251).

Endelig er det i forbindelse med de brandesianske bånd værd at nævne, at Georg Brandes i 1913 skriver en anmeldelse af Elsker Hverandre. Selv om den store fritænker er lidt forbeholden med hensyn til et par plotmæssige usandsynligheder og den til tider vel patos-fyldte tone, er han generelt særdeles begejstret for romanen. Især dens internationale perspektiv glæder naturligvis Brandes, der blev berømt for i 1871 at fremstille Danmark som et land, der åndeligt set var fyrre år bagefter det øvrige Europa. Desuden roses Madelung af Brandes for sin psykologiske indlevelsesevne, romanens kvindelige hovedperson bliver ligefrem sidestillet med Jakobe-figuren i Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904), mens portrættet af Hanne-Liebes bror karakteriseres som ”en Skikkelse af blivende Værdi” og ”mesterligt formet”.

Mystikeren Madelung

Selvom Madelung først og fremmest er brandesianer – med enkelte afstikkere til rendyrket socialisme – flirter han også ind imellem i sit forfatterskab med den dyrkelse af det mystiske og okkulte, der prægede dele af åndslivet i de første cirka tyve år af 1900-tallet. Nogle af de mest prægnante samtidige danske eksempler er Herman Bangs novellesamling Sælsomme Fortællinger (1907) og Holger-Madsens film Himmelskibet (1918), hvor der i Sophus Michaëlis’ pacifistiske utopi også spores en del buddhistisk tankegods, for eksempel når der i det paradisiske Mars lægges vægt på, at ”Den, der har forbrudt sig, maa gennem Selverkjendelse idømme sig selv sin Straf” (filmens programhæfte, skrevet af Michaëlis, min kursivering).

Med hensyn til Madelung synes dyrkelsen af det mystiske at ligge som en understrøm i forfatterskabet lige fra begyndelsen, og ikke overraskende er det primært russiske mystikere, der gennem årene har hans interesse. Første Verdenskrigs grusomhed og meningsløshed får (som på så mange andre forfattere) den effekt på Madelung, at han fra 1918 med fremtidsromanen Zirkus Mensch – der tematisk har ikke så lidt til fælles med Himmelskibet fra samme år – primært vælger at blive en introvert og sjælegranskende forfatter. De venstreradikale idealer nedtones, men at de stadig er der i en vis udstrækning, fremgår af artiklerne og interviewene i forbindelse med Dreyers filmatisering. Således har han i et interview i Hver 8. Dag blik for de problematiske aspekter ved det nye kommunistiske styre i Rusland, men ender dog med at konkludere, at det ”foreløbig er den eneste mulige Styreform i Rusland, saalænge der ikke i og udenfor Rusland er et Flertal med tilstrækkelige Magtmidler til at gennemføre en anden Ordning”. I Elsker Hverandre er det mystiske repræsenteret ved den martrede teolog og mystiker Salamandrow, der blandt andet gennem håndtryk er i stand til at se ind i fremtiden. Hans figur er dog retoucheret bort i Dreyers filmatisering.

Vigtig forfatter i sin samtid

Endelig er det værd at nævne, at Madelung i det meste af sin egen levetid i kritikerkredse blev henregnet blandt de toneangivende forfattere. Således valgte man i den første udgave af Danske Digtere i det 20. Århundrede at tage ham med i den såkaldte ”Ny Samling” fra 1955, et bind, som rummer de forfattere, der om man så må sige stod i andet geled. I denne fremstilling karakteriserer Aksel Heltoft Madelungs litterære skæbne som en ”der rakte fra en anselig gunst hos kritik og offentlighed i århundredets første tiår til halvforglemmelse ved hans død i 1949” (s.27). Endvidere er der bevaret to anerkendende udaterede breve fra litteraturkritikeren Valdemar Vedel til Madelung, og litteraturprofessor Vilhelm Andersen har i forbindelse med, at Madelung i 1922 søgte om en biografbevilling, skrevet et anbefalingsbrev, hvor Madelung roses for at være i besiddelse af ”en (…) fremragende og egenartet Kunstnerisk Evne”. Også et brev fra Knut Hamsun er bevaret, hvori den norske forfatter roser Madelungs bøger i høje toner – især Elsker Hverandre fremhæves.  


Af Morten Egholm | 03. juni 2010