Baggrund (Et slot i et slot)

I maj 1948 var der verdenspremiere på Lawrence Oliviers spillefilm Hamlet. En journalist opdagede til sin store fortrydelse, at vi i Danmark ikke havde en Kronborgfilm. Det ville ellers være oplagt at have vist en sådan som forfilm i London, for at propagandere for Danmark. I et interview med lederen af Dansk Kulturfilm, Ib Koch-Olsen, klagede han sin nød og fik følgende svar: ”Vi har (…) Planerne klar til to Kronborgfilm. De instrueres begge af Carl Th. Dreyer, som ventes hjem fra USA i juli.”

Allerede i august 1947 havde Dansk Kulturfilm sat Dreyer til at skrive manuskript til to Kronborgfilm, og den 27. august sendte han det første Shakespeare og Kronborg-manus til Ib Koch-Olsen. Filmen skulle handle om de dele af Kronborg Slot, som Shakespeare kunne have oplevet, hvis hans skuespillertrup, hvad den sandsynligvis gjorde, gæstede slottet. Kort efter fulgte det andet manus til Et Slot i et Slot, eller Krogen og Kronborg, som den alternative titel lyder. Det er en film om det gamle slot Krogen, som man havde fundet resterne af indbygget i Kronborg.

På dette tidspunkt var Dreyer og Jørgen Roos ved at afslutte arbejdet med kortfilmen De naaede Færgen, og de fortsatte deres samarbejde med Et Slot i et Slot umiddelbart efter. Men produktionen gik i stå, og ved udgangen af 1947 stoppes projektet, og Dreyer afregner med Dansk Kulturfilm for dette arbejde sammen med arbejdet på De naaede Færgen.

I 1949 kom der igen gang i filmarbejdet - nu var det Shakespeare og Kronborg-projektet. Nat Carsons teatertrup kom til Kronborg i juni, hvor de ville lave prøver og derefter spille Hamlet fra den 17. til 27. juni. Dreyer ville bruge dette som en scene i filmen. Med skuespillerne kom også forestillingens producent, Blevins Davis. Efter mødet med Davis, fratrådte Dreyer meget pludseligt instruktørrollen på Shakespe-are og Kronborg den 7. juni. Tre dage efter begik Dreyer sit livs dumhed. Han skrev under på en kontrakt om produktion af sin Jesusfilm med Blevins Davis som producent, en kontrakt, der umiddelbart så ud til at være et scoop, men det viste sig desværre, at Davis ikke var mand for det store projekt. Jesusfilmen blev aldrig realiseret.

Shakespeare og Kronborg blev lavet færdig af Jørgen Roos i løbet af december og fik premiere sammen med bl.a. Storstrømsbroen den 22. marts 1950. Et Slot i et Slot blev, ligesom en række andre film i 1949, taget af tegnebrættet, da Dansk Kulturfilm oplevede en totalfiasko med den stort anlagte grundlovsfilm For frihed og ret og måtte lukke for pengekassen. I en vise skrev Mogens Dam følgende vers:

Willumsenfilmen skal droppes, og en
om Døgnfluelarven er ude i Sneen.
og Filmen om Kronborg og Krogen
forbliver ved Drejebogen.

Det skulle dog ikke gå så galt. I december 1953 tog Dansk Kulturfilm igen fat i filmen og snakkede med Teknisk Film Co. om på grundlag af Dansk Kulturfilms optagelser fra 1947 og Teknisk Films optagelser fra 1949 at lave en film "så vidt muligt svarende til Carl Th. Dreyers manuskript Et Slot i et Slot."

Et Slot i et Slot fik premiere den 29. september 1954. Jørgen Roos blev krediteret for foto og færdiggørelse.


Af Lars Bo Kimergård | 12. marts