Den uagtede profet

I 1949 mødte Dreyer den stenrige amerikanske teater-impresario Blevins Davis i Danmark. De to indgik kontrakt på, at Davis skulle producere Dreyers Jesus-film, og et dedikeret samarbejde kunne tage sin begyndelse. Efter 16 års korrespondance er filmen ikke i nærheden af at blive realiseret. Der blev skrevet i alt 256 breve og telegrammer, heraf 210 fra Dreyer og 46 fra Davis. Differencen taler for sig selv ...

Verdens kunsthistorie frembyder i snesevis af eksempler på store udøvende personligheder, hvis samtid manglede forståelse for deres format. Hvor mange kulturskatte, der er gået tabt på denne konto, forbliver en hemmelighed, ligesom vi må affinde os med, at et ukendt antal genier har levet en skyggetilværelse, som måske aldrig har givet dem mulighed for at udfolde sig.
I mange tilfælde har udgifterne til papir og blyant, lærreder og farver lykkeligvis ikke kunnet forhindre skabertrangen, hvor den har været en livsbetingelse. Værkerne er – trods mere eller mindre håbløse forhold – blevet til, og posthume udgivelser og mindeudstillinger har sikret deres udbredelse og bevarelse for eftertiden.

Men det er ikke inden for alle kunstarter, vi slipper så billigt fra vores manglende tillid til kunstneren, mens han endnu er i live. Undertiden stiller den sig i vejen for selve den skabende proces, og ingen nok så velment rehabilitering af det underkendte geni kan erstatte de værker, hvis fuldførelse krævede subsidier, men som vi mente, vi havde råd til at undvære. Denne triste skæbne led – sammen med en halv snes andre ufuldførte projekter – Carl Th. Dreyers manuskript til en film om Jesus fra Nazareth.
Vi skal ikke her komme nærmere ind på dette manuskript, som blev udgivet på dansk kort efter Dreyers død i 1968, og som siden er oversat til engelsk og fransk. Men Dreyer kunne have skænket filmkunsten et mesterværk – oven i købet med en hovedperson, som det trods utallige forsøg sjældent er lykkedes nogen instruktør at indkredse. Dreyer fik aldrig mulighed for at bevise, om han kunne løse denne vanskelige opgave. Hvorfor blev denne film, som Dreyer fik ideen til allerede omkring 1930, og som han selv mente, ville blive hans hovedværk, aldrig realiseret?

Forklaringen skal naturligvis først og fremmest søges i de produktionsforhold, instruktøren var underlagt. En investering i en Dreyer-film har aldrig kunnet konkurrere med en børs-aktie – selv Jeanne d’Arc indbragte i første omgang sine franske producenter et underskud. Og eftersom filmkunsten først kom til at figurere på den danske finanslov efter Dreyers død, var han – stort set – henvist til pengestærke velynderes nåde. Som det fremgår af hans filmografi fra 1944-64, hang den slags idealister ikke på træerne.

Den amerikanske drøm: Blevins Davis

Men i sommeren 1949 så det endelig ud til at være lykkedes Dreyer at finde sig en både entusiastisk og indflydelsesrig mæcen. Den dengang 46-årige amerikaner, Blevins Davis, var i Danmark, hvor han sammen med Robert Breen arrangerede Hamlet på Kronborg i Helsingør. Samtidig arbejdede Dreyer med sin kortfilm, Shakespeare og Kronborg, og kom derigennem i kontakt med den populære og stenrige impresario.

Blevins Davis var inkarnationen af den amerikanske drøm, da Dreyer mødte ham i ’49. Han blev født den 23. maj 1903 og voksede op i Independence, Missouri, hvor hans far var bankbestyrer og forretningsmand. Davis fattede allerede i sin tidligste ungdom interesse for teaterverdenen, og han drømte om at rejse til England for at studere dramatik. Men midlerne i det jævne middelklassehjem var ikke til det, og Davis måtte nøjes med en uddannelse fra The University of Missouri. Da han var færdig med studierne, vendte han tilbage til Independence, hvor han begyndte at undervise gymnasieelever i engelsk og dramatik. Men tilværelsen som skolelærer var ikke det endelig mål for den ambitiøse unge amerikaners bestræbelser. I 30’erne tog han springet fra sin hjemstavn til New York, hvor han igennem et årti var tilknyttet den amerikanske radiostation NBC som medarbejder i teaterafdelingen.

"Davis er nu som forsvundet fra Jordens overflade, og Dreyer kan intet som helst foretage sig ..."

- Lisbeth Nannestad Jørgensen

Under krigen var det Blevins Davis, der stod for opsætningen af en række propaganda-shows for den amerikanske hær – de omfattede både film, teater og radioprogrammer. Samtidig nærmede Davis sig det arbejdsfelt, som skulle blive hans foretrukne i de følgende årtier, nemlig teaterproduktion. Hans debut som Broadwayproducer var en mislykket opsætning af operetten Rhapsody i 1944, og at dømme efter den økonomiske deroute, han senere skulle opleve, har denne fiasko ikke været hans sidste.

Men én virkelig god forretning nåede Blevins Davis dog at gøre i løbet af sit 68 år lange liv. Det var, da han i 1946 giftede sig med jernbanekongen James A. Hills enke, Margaret. Brylluppet blev fejret i Det hvide Hus med præsidentparret Truman som værter, og om det var kærlighed, penge eller måske en gensidig overenskomst, der fik Blevins Davis til at opgive ungkarletilværelsen til fordel for den 30 år ældre multimillionøse, melder historien ikke noget om. Ægteskabet varede kun kort. Et års tid efter brylluppet dør mrs. Davis af en hjertelammelse. Davis arver – udover et palads på Long Island – en kæmpeformue, og et par måneder efter sin kones død vender han tilbage til Independence, hvor han køber godset Glendale Farm.

Da Davis i 1949 kommer til Danmark, har han også erhvervet sig sit eget Broadway-teater. Davis er stadig en feteret mangemillionær, og Dreyer har haft al mulig grund til optimisme, da den grandiose amerikaner påtager sig ansvaret for finansieringen af den Jesusfilm, Dreyer allerede da havde drømt om at lave i 20 år. Men det, der lignede en frelsende engel, skulle vise sig at være en skrupelløs charlatan, som i årevis – når det ellers behagede manden at give livstegn fra sig – foregav uformindsket interesse, tilsyneladende uden at løfte en finger. Imens arbejdede Dreyer videre med sit manuskript. Selv om han – kun afbrudt af korte perioder med håb – måtte indkassere den ene skuffelse efter den anden, kunne intet få ham til at give sit hjertebarn fra sig, og han fordybede sig mere og mere i detaljen.

Den arkiverede korrespondance mellem Carl Th. Dreyer og Blevins Davis beskriver en periode på 16 år. Den omfatter i alt 256 breve og telegrammer, heraf 210 fra Dreyer og 46 fra Davis. Differencen taler for sig selv, og et tilbagevendende tema i Dreyers breve er da også indtrængende opfordringer til Davis om at give lyd fra sig. Disse appeller besvares med op til over tre års tavshed, men når Davis endelig skriver, er der til gengæld sjældent ende på hans forsikringer om, at Jesus-filmen stadig ligger ham stærkt på sinde.

Research og manusskrivning i USA

Men tilbage til 1949, mens alt endnu tegnede lyst. Den 10. juni underskriver de to herrer en kontrakt, og en måneds tid senere foretager Dreyer en studierejse til Palæstina finansieret af Blevins Davis (jf. kontrakten). Allerede på dette tidspunkt opfordrer Dreyer Davis til at opsøge de amerikanske filmselskaber, der måtte være interesserede i at skyde penge i projektet, men Davis skriver tilbage: ”There is actually nothing I can do until we have our scenario in hand after the first of the year”.

På vej hjem fra Palæstina i begyndelsen af august mødes Dreyer og Davis i Bruxelles. Her har Davis formodentlig overbevist Dreyer om, at det endnu er for tidligt at foretage sig noget med henblik på finansieringen – i hvert fald går der lang tid, før Dreyer på ny berører emnet i sine breve.

Hjemme i Danmark igen arbejder Dreyer videre på sit manuskript, indtil han den 13. september flyver til New York. Han installeres i New Haven og tilbringer knap to måneder med at pløje Jesus-litteraturen igennem på det af verdens største biblioteker, New York Public Library. I slutningen af oktober inviterer Davis Dreyer til Independence, så de kan være i nær kontakt, mens manuskriptet gøres færdigt. ”After your scenario is completed we will then get down to specific production terms and not leave a stone unturned”, lover Davis. Dreyer tager begejstret mod invitationen (brev) og ankommer den 1. november til Independence. Her bor han de følgende 4½ måned hos Charles A. Davis, Blevins’ far, hvor han arbejder i op til 14 timer i døgnet.

Da arbejdet med manuskriptet nærmer sig sin afslutning i februar 1950, drister Dreyer sig på ny til at bringe spørgsmålet om finansiering på bane, og han udtrykker ønske om at komme til Hollywood for at undersøge mulighederne dér. Det har Davis sikkert sat sig imod, eftersom han gentagne gange har givet udtryk for sin stærke modvilje mod den californiske filmby.

Den 18. marts rejser Dreyer til Philadelphia, Pennsylvania, for at træffe den jødiske ekseget og professor i Det nye Testamente, Solomon Zeitlin. Dreyer havde forinden læst Zeitlins dengang nyligt udkomne bog Who Crucified Jesus, som han var meget begejstret for, og som han halvandet år senere skrev en kronik om i dagbladet Politiken. Her omtaler han også mødet med professoren:
Da jeg var blevet færdig med mit manuskript og havde øst viden af dr. Zeitins inspirerende bog, havde jeg den glæde at lære forfatteren personlig at kende. Det var lykkedes Blevins Davis at lokke den lærde mand ud af studerekammeret og overtale ham til at læse mit manuskript og gennemgaa det kritisk med mig. Samarbejdet var en stor oplevelse og for mit vedkommende frugtbart. Det var naturligvis ham, der fortalte, og mig, der lyttede. Det endte med at vi blev enige paa alle punkter – undtaget ét. Dr. Zeitlin er i sin bog meget haard mod Kajfas, hvem han gentagne gange betegner som en ”quisling”. Det tror jeg ikke han var …”.

Mod slutningen af USA-opholdet er Dreyer ved at være utålmodig efter en kontrakt, der kan sikre filmens fremtid, og han kritiserer temmeligt undtagelsesvist Davis for ikke at have fået gang i forhandlingerne. Men Amerikaturen ender i fuld fordragelighed og tillid til, at Blevins Davis vil løse sin del af opgaven: at skaffe de mellem 3 og 5 mio. dollars, som projektet vil komme til at koste. Davis viser sig igen fra sin generøse side – han insisterer på at betale Dreyers rejse hjem og giver ham penge til en gave til fru Dreyer. Den 26. maj 1950 forlader Dreyer New York på M/S Stockholm, og den 4. juni er han tilbage i København.

Ventetid

Dagen efter kan man under store overskrifter læse om ”Carl Th. Dreyers nye storfilm om Jesu liv” i landets aviser. Her fremgår det blandt andet, at Blevins Davis er i færd med at danne et uafhængigt amerikansk produktionsselskab til filmens optagelse i Palæstina, og at Davis regner med, at alt vil være klar i løbet af tre måneder. Filmen skal optages inden for de følgende to år. På et spørgsmål, om han tror, det vil lykkes det nye selskab at rejse den fornødne kapital, svarer Dreyer: ”Ja, det tror jeg ganske afgjort. Der er allerede givet saa mange penge ud i det forløbne aar, som er gaaet med forarbejde og med at skrive manuskriptet, saa at jeg ved, at interessen for filmen er brændende, og at jeg ikke tvivler om, at pengene vil blive skaffet … Han (Davis) har forbindelser og venner i mange kredse, saa den side af sagen venter jeg, at han løser”. Dreyer fortæller også, at han har truffet præsident Truman, der havde lyttet interesseret til planerne …

Dreyer skriver og venter … Den 7. september er der endelig gode nyheder fra Davis. Han skal til Dallas og møde fire industrifolk, der har vist interesse for filmen. Dreyer er naturligvis spændt på at høre om mødets udfald og skriver det ene forventningsfulde brev efter det andet. Hvordan det er forløbet, får vi aldrig noget at vide om. Davis svarer ikke.

Først i slutningen af april ’51 brydes tavsheden fra Amerika. Det brev, Dreyer omsider modtager, giver ham ganske vist ikke svar på nogen af de spørgsmål, han gentagne gange i det forløbne halve år har stillet Davis, men tonen er hjertelig, og selv om han ikke præsenterer Dreyer for konkrete fremskridt af nogen art, har han efter alt at dømme ikke mistet interessen. Ikke desto mindre skal der komme til at gå næsten et år, før Dreyers lunefulde penneven på ny besinder sig til at skrive. Men det kunne Dreyer selvfølgelig ikke vide, og hans breve antager – i hvert fald for en tid – en mere familiær form. Fra at have indledt sin korrespondance med ”Dear Blevins Davis”, går han nu over til at skrive ”My dear Blevins”. Denne intime udtryksmåde var ellers noget, den reserverede herre kun helt undtagelsesvist excellerede i.

I samme måned – altså april – kontakter Dreyer det amerikanske filmselskab Metro-Goldwyn-Mayer og tilbyder sig som instruktør. Ved samme lejlighed beder han selskabet om at sætte sig i forbindelse med Blevins Davis, hvis det skulle være interesseret i Jesusfilmen. Manuskriptet bliver sendt til New York og meget velvilligt modtaget, men MGM er allerede i gang med at producere en anden bibelsk film, Quo Vadis, og ser sig ikke i stand til at binde an med endnu et storstilet projekt foreløbigt.

Også FOX Film og Samuel Goldwyn Productions bliver kontaktet, men ligeledes uden resultat. Davis har tilsyneladende været misfornøjet med disse selvstændige initiativer. I hvert fald beklager Dreyer i et brev den 26. juni ’50, at Davis ikke vil samarbejde med de amerikanske filmselskaber og undskylder, at han har begivet sig ind på Davis’ arbejdsområde.

Skuffelser og mere ventetid

Vi springer nu frem til begyndelsen af 1952. Dreyer er ved at være utålmodig – og forvirret over Davis’ vedvarende tavshed. Han har genoptaget sin søgen efter arbejde og ligger i forhandlinger med et dansk selskab. Men da Dreyer i marts måned får at vide, at Kulturministeriet har overdraget ham ledelsen af Dagmar i København, trækker han sig ud af forhandlingerne. Den fornemme kunstner var blevet biografdirektør, og hvad man end måtte mene om denne forvaltning af hans evner, sikrede den post ham økonomisk resten af hans liv. Han trækker sig derfor ud af alle forhandlinger, i tillid til at hans drøm om snart at kunne gå i gang med optagelserne til Jesusfilmen vil gå i opfyldelse.

Men Dreyer må på ny se sig skuffet. Der er efterhånden gået næsten et år, siden han sidst hørte fra Davis, da han i begyndelsen af april modtager et temmeligt intetsigende brev. Davis beder Dreyer ignorere de rygter, der åbenbart verserer om ham, gentager sin aversion mod Hollywood og forsikrer, at han aldrig har mistet sin veneration for Jesusfilmen. Han er tværtimod mere interesseret nu end nogensinde. Denne erklæring følges op af 10 måneders tavshed, kun afbrudt af et brev fra George Freedley, dateret den 8. juli, hvori han giver Dreyer følgende besked: ”As far as I know plans for making the film we discussed have been completely put aside”.

I begyndelsen af 1953 er Davis i Europa, hvor han vist nok bliver et halvt års tid. Dreyer tilbyder flere gange at besøge ham i London, så snart Davis kan afse tid til det, men Davis er travlt optaget og mener i øvrigt, det vil være lettere for ham at komme til København. Man kunne mistænke denne ikke helt logiske argumentation for at være en undvigelsesmanøvre - i hvert fald tager Davis tilbage til USA uden at have mødt Dreyer. En kort overgang ser det ud til, at amerikaneren har fået Hollywoodproduceren John Houston tændt for sagen, men det løber også ud i sandet.

I slutningen af juli ’53 forsøger Dreyers advokat, Leo Fischer, at komme i forbindelse med direktøren for Dansk Kulturfilm, Mogens Skot-Hansen, der er på vej til New York. Fischer beder ham kontakte Blevins Davis, og formidle 7.500$ til Dreyers rejse til London, New York, Rom og Israel. Denne rejse er ikke omtalt i korrespondancen mellem Dreyer og Davis, det er antageligt noget, de har aftalt telefonisk. Hvis det omstændelige kontaktforsøg er lykkedes, kan man konstatere, at det i hvert fald ikke har båret frugt.

Intermezzo: Legat og reserach på British Museum

I november 1953 modtager Dreyer til gengæld et legat, som giver ham mulighed for at rejse til London for på British Museum at studere én af verdens største samlinger om Palæstina på Jesu tid. Disse studier var primært rettet mod selve optagelserne, og i Det Danske Filmmuseums arkiver ligger i dag det meget omfattende billedmateriale, Dreyer hjembragte. Der er skitser af forskellige sandaltyper, beskrivelser af byggestilen, fotografier af landbrugsredskaber, lertøj, smykker, kamme, husgeråd etc., illustrationer af forskellige frisurer, låsemekanik, små uigenkendelige metalgenstande og meget, meget mere. Dreyer var en uhyre nøjeregnende dokumentarist, og de hundreder af billeder vidner om, at han var forberedt til allermindste detalje.

I London træffer Dreyer i øvrigt J. Arthur Rank, som i 1946 grundlagde det britiske filmselskab, Rank Organisation Ltd. Det kontrollerede i midten af 50’erne 2/3 af den britiske filmindustri, og Dreyer havde, allerede inden Davis kom ind i billedet, haft kontakt med mr. Rank. Han gennemlæser manuskriptet, og den 24. november får Dreyer det efterhånden velkendte svar: ”Our group could not be interested in this project. It is much too ambitious for us to concern in these changing times”.

I april 1954 skriver Davis, at han kunne tænke sig, at manuskriptet blev udgivet i bogform. Det har Dreyer – på visse betingelser – ikke noget imod, men heller ikke dét bliver til noget - i hvert fald ikke med Blevins Davis som initiativtager og først efter Dreyers død i 1968.

I august samme år er Davis igen i Europa uden at opsøge Dreyer, der i øvrigt på dette tidspunkt er i fuld gang med optagelserne til Ordet.

Kufferten er pakket

I august 1955 ser det endelig ud til, at der er ved at ske noget: chefen for European and Far Eastern Technicolor, Kay Harrison, er ”kolossalt interesseret” i Jesusfilmen, skriver Davis. Dreyer, der i forvejen er inviteret til at holde et foredrag ved en festival i Edinburgh, møder i forlængelse heraf Davis i London i begyndelsen af september. Han modtager i denne forbindelse 2.500$ til at arbejde videre for, og der er håb om, at han kan rejse til Palæstina igen for at afslutte forberedelserne til optagelserne. Angående Harrison skal det nævnes, at Davis den 25. marts ’60 skriver, at han for ca. seks år siden har givet ham 30.000$ til at starte et lille uafhængigt selskab for. Men i ’60 er der ikke sket andet, end at pengene er brugt.

Samme efterår bliver Dreyer kontaktet af London Films Ltd., der er interesserede i at producere Mary Stuart. Dreyer benytter sig ikke af dette tilbud. Trods 5 år fulde af skuffelser tror han nu på, at Jesusfilmen snart vil blive til noget. Det har han sikkert hurtigt fortrudt, for pengene til Palæstinaturen er ikke sådan at skaffe, og Dreyer foreslår derfor allerede et par måneder senere Davis at producere Mary Stuart i mellemtiden. Det kunne måske bane vejen for Jesusfilmen, ræsonnerer Dreyer. Men det mener Davis ikke skulle være nødvendigt, han er overbevist om, at pengene til Palæstinaturen vil være skaffet i løbet af få uger. I tillid til dette sender Dreyer den 27. december ’55 tre tunge kasser med alt researchmaterialet til Israel. Dem ser Dreyer aldrig mere. De forsvandt, men blev – takket være tv-manden Lars Graff Nielsens indsats – fundet i et pakhus i Jerusalem nogle måneder efter instruktørens død.

Dreyers kuffert er pakket, og allerede i september lader han sig vaccinere mod kopper. I et interview i Berlingske Tidende den 19. februar 1956, fortæller han, at han er klar til at tage af sted med en times varsel. Men intet sker. Rejsen ’udsættes’ på grund af Suezkrigen mellem Israel og Egypten, og imens konfererer Davis og Dreyer om at samarbejde om andre projekter. De kan imidlertid ikke blive enige om emnet, og da krisen i Mellemøsten er stilnet af, er de 23.000$ til Palæstinaturen stadig ikke tilvejebragt.

Det er nu 7½ år siden, kontrakten blev underskrevet. Gang på gang har Dreyer stillet konkrete spørgsmål og forslag, men når han har spurgt i øst, har han fået svar i vest. I begyndelsen af januar forsøger han endnu en gang. Han skriver til Davis og beder om råd for, hvad han skal gøre, 1) hvis Davis af økonomiske grunde må udsætte Jesusfilmen på ubestemt tid, 2) hvis han ikke kan skaffe pengene til det forberedende arbejde i Israel, og 3) hvis han ikke er interesseret i at lave en anden film med Dreyer som instruktør, mens de venter på bedre tider for Jesusfilmen. ”… for the matter of the Jews and of sympathy for you I’m prepared to wait but you must on the other hand understand that film work for me is a necessity and idleness will be my ruin as an artist”, skriver Dreyer. Davis anser imidlertid stadig tilstandene i Mellemøsten for håbløse, og Dreyer erklærer sig – selv om han ikke er enig i denne vurdering – villig til at optage filmen i USA eller et passende sted i Europa.

I juli måned møder Dreyer George Freedley i København. Efter dette møde skriver han til Davis:”George Freedley has in a very nice way explained your difficulties, and I understand now fully your problems”. Hvad det er for problemer, uddybes ikke nærmere, men de er formentlig af økonomisk art.

Det følgende års tid byder ikke på tildragelser af særlig interesse, udover at Dreyer fortæller Davis, at Kay Harrison anser det for en let sag at skaffe økonomisk dækning, hvis optagelserne helt eller delvist kan finde sted i Spanien. Dreyer, der dog ikke lægger skjul på, at han foretrækker Israel som location, lover at undersøge mulighederne, men endnu engang viser ”en let sag” sig ikke at være let nok til at lade sig realisere. En måneds tid senere er Davis atter i Europa, og Dreyer forsøger forgæves at komme i kontakt med ham ved at skrive til hans adresse i London.

Forbigående Davis-retræte og taktløse tilbud

I løbet af efteråret trækker Davis sig øjensynligt helt ud af projektet. Dreyer, der i denne periode er ude af stand til at komme i kontakt med ham, får beskeden gennem Kay Harrison. Et telegram fra Dreyer til Davis den 7. november ’58 har følgende ordlyd: ”With this I confirm that Kay Harrison has informed me of your decision to withdraw from the Jesusfilm so that I am free to negotiate stop Shall try to sell script favourable terms with reasonable share to you stop Please send me available script-copies regards Dreyer”.

I samme måned kontakter Dreyer Paramount, blandt andet med henblik på Jesusfilmen, som han dog endnu ikke med sikkerhed kan sige, om det vil lykkes ham at frigøre. I august året efter får han definitivt afslag. Begrundelsen har Dreyer hørt før: Paramount har netop produceret De 10 Bud, og mener, at markedet for bibelske film er mættet foreløbigt.

I juni 1959 modtager Dreyer et brev fra Blevins Davis, som må have givet ham det indtryk, at amerikaneren stadig er interesseret. Senere på måneden kontaktes han nemlig af en stor beundrer, Henry Lombroso fra det italienske filmselskab Globe Films International S.p.a., der tilbyder at producere filmen i nær fremtid. Dreyer afviser tilbuddet med følgende ord: ”As to my Jesusfilm it will be produced by an American producer and distributed by an American company”.

Den 29. juni skriver Davis, at han tror mere på Jesusfilmen nu end nogensinde før. Han fortsætter: ”We have dedicated ourselves to this task – and people here have tried to stop my efforts – but we shall win”. Davis’ breve i den følgende tid handler – uden at han dog er særligt konkret – mest om at forklare, hvordan han er blevet modarbejdet og om hans økonomiske vanskeligheder. I november foreslår han Dreyer at indspille en Wagnerfilm med Lawrence Olivier i hovedrollen. Dreyer svarer, at hans jødiske bekendte ville blive meget overraskede, hvis han i stedet for en pro-semitisk Jesusfilm, besluttede sig for at lave en film om antisemiten Wagners liv.

Et andet helt misforstået – og nærmest taktløst – tilbud fra denne periode skal nævnes: En ikke navngiven svensker, bosiddende i Amerika, tilbyder Dreyer støtte til Jesusfilmen, under forudsætning af at han indvilliger i at instruere den i samarbejde Ingmar Bergman! ”My answer to this was: no!”, skriver Dreyer.

Hjemlig hæder og flere tilbud

 1959 er i øvrigt det år, hvor progressive kræfter i det hjemlige får øjnene op for Dreyers situation. Han kåres til de københavnske studenters Æreskunstner, og Studenterforeningens ledende senior, Halfdan Lefévre, foreslår staten at støtte Dreyers Jesusfilm. Dette forslag følges op af en kampagne iværksat af en kreds af dagbladet Politikens medarbejdere med det formål at overbevise regering og Folketing om det rimelige i statslig støtte til Dreyers projekt. Det lykkes Poul Hammerich at få H.C. Hansen tændt for opgaven, men statsministeren er ikke rask og når kun lige at læse manuskriptet på hospitalet, før han dør. Hans efterfølger, Viggo Kampmann, havde ikke samme veneration for sagen.

I januar 1960 ringer Dreyer til direktøren for Columbia Films danske afdeling, Hans Malmstrøm. Gennem sidstnævnte sendes et langt brev til hovedkontoret i Hollywood, hvori der gøres grundigt rede for Jesusfilmen, som selskabet bedes overveje at producere. Men heller ikke dette initiativ bærer frugt. Allerede i februar er der svar fra Hollywood: ”The concept of doing a version of the life of Jesus Christ is indeed an interesting one as projected by Mr. Dreyer; but unfortunately it is not a project which would interest Columbia Pictures at this time. The current film-market is presenting a number of films with a Biblical background, some of them commonplace and ordinary, but nevertheless, classified by exhibitors as “religious” films and publicized accordingly”.

Fra april 1960 forbliver Dreyers breve til Davis igen ubesvarede i en længere periode. Det er ikke så underligt, for allerede i 1959 blev Davis af en domstol i Kansas City pålagt at sælge Glendale Farm, for at kunne indfri et lån på over 400.000$ fra City Investment Company of New York. Men det har han glemt at fortælle Dreyer, som fortsætter med at adressere sine breve til Independence, indtil han i oktober modtager et usigneret telegram. Det fortæller ham, at Davis er flyttet, og at hans nuværende bopæl er ukendt.

Davis er nu som forsvundet fra Jordens overflade, og Dreyer kan intet som helst foretage sig med henblik på Jesusfilmen.

Den 30. december skriver dagbladet Aktuelts filmanmelder, Bjørn Rasmussen, til Dreyer. Han fortæller, at en artikel i New York Times har gjort dybt indtryk på én af byens borgere, Mr. Snook. Samme Mr. Snook er i færd med gennem en rundskrivelse at forsøge at rejse verdensopinionen til fordel for filmen. Bjørn Rasmussen har fået meddelelsen gennem venner i det belgiske Office Catholique International du Cinema (OCIC) og spørger nu, hvordan Dreyer stiller sig til denne ide om en verdensomspændende sammenskudsaktion.

Dreyer er taknemmelig for Bjørn Rasmussens omsorg ”i anledning af den abnorme situation”, han befinder sig i, men må svare, at Davis og han for 10 år siden indgik en aftale, ”i henhold til hvilken Blevins Davis påtog sig at tilvejebringe den nødvendige kapital og samtidig forbeholdt sig retten til alene at føre alle forhandlinger af økonomisk art”. Denne aftale må Dreyer holde. ”At jeg er fortvivlet over, at jeg endnu ikke er kommet i gang med filmen, kan De nok tænke Dem til”, skriver han videre. Bjørn Rasmussen lader denne meddelelse gå videre til sine bekendte i OCIC, og opfordrer dem til at forsøge at opspore den forsvundne Blevins Davis.

Om det er dette initiativ, der i november 1961 fører til en kortvarig brevveksling mellem Dreyer og Davis, der nu befinder sig i Lima, Peru, er uvist (brev). Davis vil have Dreyer til at lave en billig Hamlet-film, men det er Dreyer ikke interesseret i. De følgende ca. 3½ år er det igen umuligt at komme i kontakt med Davis.

Indbydelse fra Dino de Laurentiis

Den 21. november inviterer den italienske filmproducent, Dino de Laurentiis, Dreyer til at instruere en episode fra Det gamle Testamente. de Laurentiis har tænkt sig at sende en tilsvarende indbydelse til blandt andre Kurosawa, Fellini og Visconti, men Dreyer, som har æren at være den første til at modtage en skriftlig henvendelse, svarer: ”I thank you for your kind letter of Nov. 21st and your flattering offer which I, however, cannot even discuss because I have promised the producer of the Christ film Mr. Blevins Davis not to make any other biblical film before the Christ film”.

I juli 1963 går der rygter om, at direktøren for Europa Film, svenskeren Gunnar Oldén, er interesseret i at finansiere Jesusfilmen, men de dementeres ret hurtigt. Forhandlingen har kun været helt præliminære – projektet er alt for omfattende og bekosteligt for selskabet.

I 1964 får Dreyer, nu 75 år gammel, omsider lov til at indtage sin plads i instruktørstolen igen. Gertrud, som havde premiere den 18. december i Paris, blev i første omgang genstand for en sønderlemmende kritik, men anmelderne måtte snart revidere deres opfattelse. Over for den franske presse pointerede Dreyer, at Gertrud langtfra var hans sidste værk, men blot en indledning fil filmene om Medea og Jesus. Han har stadig ikke mistet troen på den umulige drøm.

Vi er nu nået frem til februar ’65. Det er 16 år siden, kontrakten med Davis blev underskrevet, og Dreyer har ikke fået en stavelse fra ham siden ’61. Dreyer beder nu sin advokat, Leo Fischer, om gennem den danske ambassade i Washington at forsøge at opspore den forsvundne Blevins Davis. Det lykkes, og den 20. juni skriver Davis et langt brev. Han befinder sig stadig i Lima, hvor vigtige forretninger optager ham, men når de om kort tid er afsluttet, vil han vende tilbage til USA og Europa og fortsætte, hvor han slap. Davis forklarer, at én af grundende til, at det har været så vanskeligt for ham at udrette noget med henblik på Jesusfilmen, er, at Dreyer har nægtet at have noget som helst med Hollywood at gøre; ”… this presents a tremendous obstacle in many ways”, skriver han, og hvis det ikke er lykkedes Dreyer før, har han nu kunnet fange Davis i en let gennemskuelig og, som det fremgår af den øvrige korrespondance, lodret løgn. I slutningen af brevet erklærer amerikaneren sig i øvrigt villig til for en sum af 25.000$ at give afkald på sin halvpart i manuskriptet. (se også brev - et af de sidste fra Davis til Dreyer, 18/9 1965).

I løbet af 1966 begynder helbredet at volde Dreyer alvorlige problemer, og han er flere gange indlagt på Frederiksberg Hospital. Men i efteråret ’67 forsøger han at genoptage arbejdet.

Italienske RAI og Filmfonden på banen

Den 12. oktober skriver Camillo Bassotto fra det italienske tv-selskab RAI til Bjørn Rasmussen. Han tilbyder Dreyer helt frie hænder til at realisere Jesusfilmen: i farver, hvor og hvornår instruktøren ønsker det – og uanset omkostningerne.

Den 23. oktober holder Filmfondens direktør Erik Hauerslev, Bjørn Rasmussen og Dreyer et møde i Filmhuset i København. Af mødereferatet fremgår det, at Dreyers to væsentligste krav er, at filmen optages i Israel, og at den prosemitiske tendens ikke ændres. Derudover vil han gerne have sin fotograf, Henning Bendtsen, som medarbejder og beder om, at ”en mand med et iltapparat, der til enhver tid varetager instruktørens helbred” må være til stede under opholdet. Dreyer understreger i øvrigt, at overlæge Kai Schmidt, Frederiksberg Hospital, ikke har nogen indvendinger at gøre, og at han selv er forberedt på at arbejde fra morgen til aften. Italienerne, der gerne vil have filmen klar til Den stille Uge det følgende forår, må indstille sig på, at det ikke kan lade sig gøre. Mødet slutter med, at man bliver enige om at lade Bjørn Rasmussen udforme et positivt svar til italienerne. Der arrangeres en personlig samtale mellem Dreyer og RAI den 10. december i København. Hvad resultatet af dette møde – hvis det nogensinde fandt sted – blev, er ikke afklaret.

En måned efter konferencen i Filmhuset på Christianshavn beslutter Filmfonden at støtte Dreyers projekt med 3 mio. kroner. ”Tilbuddet er fremsat under forudsætning af, at de 3 mio. kr. vil kunne dække 75 procent af omkostningerne”, udtaler Hauerslev den 25. november til dagbladet Information. Dreyer kontaktes straks af Mogens Skot-Hansen, Laterna Film, som går sammen med Nordisk Film om at undersøge mulighederne for tilvejebringelsen af den resterende kapital.

For sent

Ifølge aviserne var Dreyer smigret over denne gestus, som dog skulle vise sig at være ganske gratis. Andre vil vide, at han var irriteret. De ovennævnte forudsætninger for støtten var naturligvis helt urealistiske, hvilket ikke kan være kommet bag på de glade givere. De seneste overslag opererede med en udgiftsside på mellem 30 og 40 mio. kr.

Den pludselige opmærksomhed fra såvel dansk som udenlandsk side kom desværre for sent. Dreyer var blevet en gammel mand, synet var blevet dårligt, og helbredet var skrøbeligt. I midten af marts 1968 rammes han af en alvorlig influenza, og en uges tid senere, den 20. marts, dør han på Frederiksberg Hospital.