"Det skal ikke længere være en hemmelighed, at begge dagens priser tilfalder Dogme-film, hvoraf den ene går til Ole Christian Madsen, instruktøren af Dogme 7: En kærlighedshistorie.
Efter at de første fire dogmefilm viste sig ikke blot at blive interessante eksperimenter udfra de opstillede regler, men også i sig selv som film var fuldgyldige værker, der tilmed har været en saltvandsindsprøjtning for dansk film i almindelighed, var vejen banet for næste omgang. Skeptikere kunne måske mene, at det kunne ideen ikke holde til. Men skepsis er blevet gjort til skamme, og de nye dogmefilm har vist, at der er mangfoldige muligheder indenfor de fastlagte spilleregler.
Ole Christian Madsens En kærlighedshistorie ligner ingen af sine forgængere. Den er et smerteligt psykologisk kammerspil om et bristende kærlighedsforhold og en bristende psyke. Stine Stengades Kira kommer hjem fra en psykiatrisk afdeling og har kun ét stort ønske: at genoptage sit, særdeles veletablerede og økonomisk sikrede liv, samt forholdet til sin mand og sine børn. Men en skrøbelig psyke er man ikke herre eller kvinde over, og med en insisteren, der leder tankerne hen på Cassavetes eller Bergman, fastholder filmen ubønhørligt sit fokus – en næsten klaustrofobisk følelsesmæssig koncentration om forholdet mellem Kira og Mads, et forhold der kun udvikler sig i én retning. Som Ebbe Iversen skrev i Berlingske Tidende er det en usædvanlig modig film, den er insisterende, udfordrende og bevægende.
Ole Christian Madsen havde dog allerede inden dette kammerspil indskrevet sig som et af de lovende yngre filmnavne. Begyndelsen ligger helt tilbage til 1988, hvor en 21- årig Madsen på Filmværkstedet lavede dokumentarfilmen Kun for forrykte – Eik Skaløe og Steppeulvene, om det legendariske rockband, der med Eik Skaløe i spidsen skabte dansk rockhistorie. Og bemærkes skal det da også, at instruktøren, ligesom flere andre instruktører, har haft sin gang på Filmvidenskab på Københavns Universitet inden optagelse på Filmskolen i 1989. Det var den løfterige årgang med bl.a. Thomas Vinterberg og Per Fly, med hvem han efterfølgende dannede Nimbus Film, der har stået fadder til både Vinterbergs, Kragh-Jacobsens og Lone Scherfigs Dogme film, foruden selvfølgelig dagens prisvinders.
Madsens afgangsfilm fra Filmskolen var Lykkelige Jim – ’en film om to mennesker, der ikke har noget sted at tage hen’, som programmet annoncerer – og efterfølgende blev det til opgaver på TV med bl.a. mediesatiren Stormfulde hjerter (1994) hvor nyudklækkede filmfolk teamede op med nyudklækkede skuespillere i en historie om et parforhold, der begynder i et tv-show. Det blev også Anders W. Berthelsens tv-debut.
Instruktøren blev efterfølgende en del af holdet bag Taxa, hvor han instruerede afsnit 9 og 10. Samtidig var han med til at lave programmerne Dagens Dilemma og udsendte i øvrigt første del af den planlagte trilogi om indvandrere, novellefilmen Sinans bryllup, der – meget aktuelt – omhandler arrangerede ægteskaber, og som hovedperson har Sinan, der ikke vil giftes med den af faderen udvalgte, men har fundet sig – af alle – en stripper! Den blev fulgt op af Pizza King (1997), der udspiller sig blandt småkriminelle indvandrere på Nørrebro. Filmen har status som den første danske spillefilm, der udelukkende handler om unge andengenerationsindvandrere, uden rødder i den medbragte forældrekultur og uden holdepunkter i den afvisende danske ditto. Det blev en overbevisende spillefilmdebut der levede gennem sin puls – sin Nørrebro puls – som instruktøren selv har kaldt det.
Men det folkelige gennembrud kom med tv-serien Edderkoppen (2000), seks gange 1 time om efterkrigstidens lyssky København, ekspressivt fortalt som en amerikansk film noir med et uigenkendeligt København som kulisse og med postmoderne filmreferencer og personer, der er som hentet ud af utallige amerikanske film. Et frapperende flot, konstrueret univers – med inspiration fra virkeligheden. Med denne inspiration – fra en stadig fascinerende sag fra en fascinerende epoke og med sin i dansk sammenhæng nyskabende stil – blev det en af årets mest omtalte tv-begivenheder. Der er langt fra denne serie og til En kærlighedshistorie – en afstand, der vidner om en spændvidde, som vil gøre det spændende af følge instruktøren fremover.
I forskellige interviews har dagens prisvinder allerede luftet sine nye planer, ikke mindst om tredje del af indvandrertrilogien, der skal handle om kvinderne. Og sidst er der blevet luftet tanker om en spillefilm om Steppeulvene og Eik Skaløe. Fra Edderkoppens 40’er København til Steppeulvenes 60’er ditto, blandet med indvandrerblikket på dette samfund, som vi kalder vores. Der er plads til mange historier endnu.
Til lykke med Carl Th. Dreyer-prisen."