"Dansk film fejrer triumfer i disse år. Der har været syv fede år, men der er ingen magre år, der truer. Det går så godt, at det næsten er for godt til at være sandt.
To af de film, der brillerede i det forgangne år er Små ulykker og Okay. Filmene ligner hinanden en hel del, fortæller historier der kan ses som to variationer over det samme tema. Og det er måske ikke så underligt, for filmene har samme manuskriptforfatter. Han hedder Kim Fupz Aakeson, han er blevet behørigt prisbelønnet, og også stjernen fra den ene af filmene har fået, så bowlerhatten passede.
Men instruktørerne skal ikke glemmes. For det er jo dem, der har fået det hele til at blive til film, to fremragende – og til syvende og sidst ret så forskellige – film, der tager tiden og dens
mennesker på kornet. Og det er også film, som danskerne er strømmet til. Det er film man ser med en stor genkendelse. Sådan er vi – i al vores ufuldkommenhed. Præcis sådan går de menneskelige relationer deres skæve gang. Sådan er parforholdets – og parforholdenes – svigt og bedrag, familielivets misforståelser og illusioner. Sådan er det: Lidt fortvivlende, men også generøst og overraskende sjovt. En gang vil man se på filmene som historiske dokumenter: Sådan var mellemlagets tilværelse i det danske samfund i begyndelsen af det nye årtusind.
Annette K. Olesen er uddannet på Den Danske Filmskole, hvor man bemærkede afgangsfilmen 10:32 Tirsdag - en kærlighedshistorie tilbage i 1991. I de mellemliggende år har hun bl.a. lavet reklamefilm, dokumentarfilm og den fine fabulerende børnefilm Tifanfaya (1997). Små ulykker, hendes spillefilmdebut, er et kammerspil, nænsomt og samtidig nådesløst præcist i sin skildring af en håndfuld mennesker med deres håb og desperation. Det er bevægende karakterer, og det er fremragende spillere. Og instruktøren samler det i en præcist registrerende menneskeobservation, føjet sammen til en helhed gennem en lydhør menneskelighed. Annette K. Olesen er nu ved at færdiggøre en ny film, den tiende danske dogmefilm – igen med manuskript af Kim Fupz. Arbejdstitlen er Forbrydelser, hvilket tyder på, at det drejer sig om større ulykker denne gang.
Jesper W. Nielsen har længe været et centralt navn i dansk film, nærmere betegnet dansk børnefilm. Han er også uddannet på Den Danske Filmskole, ikke som instruktør, men som klipper. Det var i 1989. Og han har bl.a. klippet spillefilm for Anders Refn, Erik Clausen og Thomas Vinterberg. Men han markerede sig hurtigt som instruktør. Den effektfuldt iscenesatte Retfærdigheden rytter fra 1989 med dens originale julefantasi var et lille gennembrud, og siden har han lavet en række bemærkelsesværdige film for børn og unge, bl.a. Den sidste viking (1996), der dog var præget af en besværlig tilblivelse i det baltiske produktionsmiljø, og Forbudt for børn (1998), der formede hårde familierealiteter om til dragende, surreale eventyr.
Nielsen har helliget sig børnefilmen i 10-12 år, og det er godt. Men vi har – ikke uden utålmodighed – ventet på, at Jesper W. skulle komme med en film, der brød bredt igennem og demonstrerede hans store filmiske begavelse. Altså en voksenfilm. Og det kom så med Okay. Et nyt gennembrud, der fortæller sin historie med intens energi og virtuositet. Og nu håber vi, at det er de voksnes tur de næste 10 år."