"Engang var filmmediet et meget internationalt felt. I stumfilmtiden kunne filmkunstnere forholdsvis ubesværet cirkulere rundt i hele den vestlige verden. Dreyer, for eksempel, lavede film i Danmark, men også i Sverige, Norge, Tyskland og Frankrig med internationale filmhold og skuespillere. Han lavede ikke film i Island, men blandt hans mange urealiserede projekter var faktisk et om Leif den Lykkelige og hans opdagelse af Amerika. Nå, siden kom lydfilmen og ødelagde i høj grad filmmediets internationalisme. Sprogene satte grænser.
I de senere år har flere danske instruktører følt sig fristet til at lave engelsksprogede film, hvilket – med meget få undtagelser – hverken har været en succes hjemme eller ude. Det kan være meget godt, at danske instruktører laver skotske film, men kommer så tilsvarende skotterne og laver danske film? Nej, det har måske knebet lidt. Netop derfor kan vi glæde os over, at der trods alt går en trafik den anden vej, når udenlandske instruktører laver danske film og tilføjer vores andedam lidt tiltrængt krydderi. Og her tænker jeg naturligvis på vores prismodtager. Dagur Kári er født i Paris, opvokset på Island og uddannet på Den Danske Filmskole. Her lavede han afgangsfilmen Lost Weekend i 1999, den blev efterfulgt af den islandske debutfilm Noi Albinoi i 2003 og den danske Voksne mennesker sidste år.
Dagurs film har klare fællestræk. Tidligere talte vi om auteur, nu hedder det vist et brand. I hvert fald fokuserer alle tre film på en ung mand, en kreativ døgenigt på kollisionskurs med katastrofen – for øvrigt klart beslægtet med den prototypiske danske drømmer fra Hamlet til Kongens Fald. Han synes lidt tilfældig, lidt rådvild, lidt ensom – selv om der også altid er en uforknyt pige, som repræsenterer den forløsende kærlighed, i hvert fald som en mulighed.
I Lost Weekend vågner vores nørdede anti-helt op på et noget aparte hotel – sammen med stuepigen, der er hotelejerens datter. Det er et bizart univers, hvor vores unge mand har svært ved at finde sin plads i verden, for selv om man ejer en fantastisk lp-samling, kan skæbnen ramme uventet og hårdt.
I Noi Albinoi gennemspilles det samme tema. I centrum står den 17-årige Noi i den fjernest tænkelige islandske afkrog og drømmer om en tropisk palmestrand. Bedstemor affyrer geværet ud af vinduet for at få ham ud af sengen om morgenen, men alligevel går det dårligt i skolen. Den alkoholiserede far lever i sit skur, hvor han trakterer – og maltrakterer – sit klaver. Antikvarboghandleren sender Søren Kierkegaard direkte i skraldespanden, men advarer i øvrigt Noi mod at interessere sig for datteren Iris, der er blevet ekspeditrice i byens cafeteria. I virkeligheden besidder Noi et Master Mind, der kan ordne Rubiks Terning på et minut, og han søger tilflugt fra den trøstesløse og forfrosne verden i sin lille kælderhule, hvilket bliver hans redning, da katastrofen kommer buldrende.
Man kommer til at tænke på en passage i en af Dreyers artikler, hvor det hedder: "Er sandheden ikke, at de store dramaer udspilles i det stille? Mennesker skjuler deres følelser og undgår at vise på deres ansigter de storme, der raser i deres indre. Spændingen ligger under overfladen og kommer først til udløsning den dag, katastrofen sker." Noi Albinoi, der har fået priser både i Denver og Transsylvanien, fortæller med underfundig minimalisme og med magisk præcision – små signifikante scener, badet i et mærkeligt blåligt lys. Man kunne kalde den en lille perle, men den er snarere en krystal, som kan vendes og drejes med nye overraskende refleksioner.
Voksne mennesker fortsætter udforskningen af en håndfuld lidt bizarre personer, som netop kun nødigt opfører sig som voksne mennesker. Hovedskikkelsen er Daniel, den unge døgenigt som har tjent 40 kr. på fire år, hvilket skattemyndighederne har svært ved at forstå. Dagurs personer har generelt et noget anstrengt forhold til arbejdsmarkedet. Sammen med vennen Morfar, som gerne vil være fodbolddommer, og pigen Franc, hvis røde hår lyser op som en åbenbaring i et enkelt shot i den ellers sorthvide film, fjoller de rundt i tilværelsen. De er alle sammen tossede, og ude på de københavnske gader trasker nogle elefanter tilfældigt forbi i baggrunden. Der er også en gammel, autentisk mormor, som betjener motorsaven effektivt, og en mor, som ikke er vant til at få herrebesøg. Og der er en dommer, der melder sig ud af samfundet. Også her hylder Dagur originalen, oprøreren, den stille anarkist, som er trodsig over for alt, hvad systemet kan komme med. Men undertiden kan det alligevel blive nødvendigt med lidt samfundstjeneste.
I den henseende er det interessant at sammenligne Voksne mennesker med Noi Albinoi. Selv om udgangspunktet er meget lignende, så må den danske historie ende – ikke med katastrofe, men med gemytlighed. Det er den danske tradition, som Dagur træfsikkert rammer. Ikke skæbnens dramatiske voldsomhed, men en dejlig tur i skoven. Sådan vil vi helst have det, hvis vi bare kan få lov.
Film er en holdpræstation, men instruktøren skal bedømmes som enkeltmandspræstation. Og for os i Dreyer-fondens bestyrelse er der ingen tvivl om, at Dagur er en vinder. Det er let at pege på Jarmusch og Kaurismäki som gudfædre. Man kan måske også sige, at Jules et Jim møder Let's Get Lost, men her er også en stemme af umiskendelig originalitet. Og da Dagurs indtægter fra det danske biografmarked skønsmæssigt må ligge omkring de førnævnte fyrre kroner på fire år, er vi også af den grund glade for at kunne supplere med et lidt større beløb. Vi siger tak for dit islandske bidrag til dansk film, Dagur, og håber, at du snart kommer igen."
Af Peter Schepelern | 3. februar