Vedtægterne for Carl Th. Dreyer Prisen siger i § 2, stk. 1, at det er "fondens formål er at uddele legater som anerkendelse for fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere indenfor filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats". Nogle gange har vi fortolket dette formål mere frit, men i år er vi glade for at anerkende netop en fremragende kunstnerisk indsats fra to yngre filmskabere.
Tobias Lindholm er uddannet som manuskriptforfatter og har især markeret sig flittigt og effektivt som medforfatter på efterårets seriesatsning fra DR, "Borgen", der fik bragt Christiansborgs politiske rænkespil på slagkraftig dramaturgisk formel. Og det var bestemt ikke hans skyld, at denne primetime soap med fokus på en kvindelig politiker her på det seneste blev overgået af virkelighedens politiske liv, som har budt på en endnu mere kulørt omgang politiker-soap.
Tobias har også stået bag manuskriptet til Thomas Vinterbergs nylige "Submarino", der ramte lige ind i smertepunktet med sin dystre og knugende fortælling om Under-Danmarks ydmygede og sårede.
Dagens anden helt er Michael Noer, der i det seneste årti har markeret sig som en af den nye danske dokumentarismes mest originale skikkelser. Han har lavet politisk dokumentar som "Mimis sidste valg", gået tæt på parforhold i Vesterbro og indfanget det guddommelige i skikkelse af en filippinsk Jesus i "Son of God". Hovedværket er "De vilde hjerter", hvor hans letbevægelige kamera og hans letbevægelige nysgerrighed bringer os tæt på fællesskabsoplevelse og identitetserkendelse hos en flok knallertdrenge, som ruller derud af. Seks-syv personer søger en instruktør, og de finder ham.
Den direkte anledning til Carl Th. Dreyer Prisen er imidlertid Noers & Lindholms fælles værk, hvor begge er krediteret som forfattere og instruktører.
Det drejer sig om spillefilmen og fængselsfilmen "R", som både imponerer og bevæger. Filmen er realiseret for få pengemidler, hvilket matches overbevisende af filmens stilistiske askese og enkelhed. Den brutale historie, som instruktørerne har skabt med lige dele research og fantasi, handler om to unge mænd, hvis fornavne begge begynder med R, og deres skæbne i fængslet. Den nyankomne Rune bliver hurtigt stillet over for de ubønhørlige krav, der gælder i fangernes verden. Man skal adlyde den hakkeorden og de spilleregler, der gælder.
Sådan er det vist for øvrigt også i filmbranchen, men muligvis ikke helt så brutalt.
Rune underkaster sig lydigt de medfanger, der sidder på magten, og han tilkæmper sig status og goder, da han med succes effektiviserer den interne hash-handel i fængslet ved kreativ brug af faldstammer og ikke mindst Kinderæg. Undervejs tager plottet en dristig vending, som egentlig er strengt forbudt på side ét i enhver lærebog i manuskriptskrivning. Men det er netop den slags dristigheder, der giver filmen dens originalitet. Filmen lever både af Lindholms skarpe dramaturgiske formsans og Noers tætte karakteriseringskunst.
Filmen har en stærk og intens billedside. Man glemmer ikke slutbilledet, den længe fastholdte indstilling af fængslets truende kolos, der tårner sig op over provinsbyens hyggelige villakvarter.
Men det mest imponerende ved filmen er den kompromisløse realisme, brugen af amatører og professionelle, der lydefrit kombineres, den psykologiske præcision, fortællingens klarhed, der aldrig bliver belærende og budskabstung.
"Filmens inderste væsen er en trang til sandheden", står der i en ældre filmkritisk bog. Og det fortsætter: "Den filmiske gengivelse af virkeligheden skal være sand, men renset for ligegyldige enkeltheder. Det er ikke tingene i virkeligheden, instruktøren skal interessere sig for, men snarere ånden i og bag tingene. Realiteterne må tvinges ind i en form af forenkling og forkortning og i lutret skikkelse genopstå i en art tidløs psykologisk realisme". Hvem har sagt dette? Det har såmænd Dreyer, og det passer fint på "R".
Og hvis vi afslutningsvis skal se efter forbindelser mellem prismodtagerne og Dreyer, kan vi notere, at vores klassiske mester ved siden af sine store spillefilm også fungerede både som dokumentarist og som manuskriptforfatter på andre instruktørers film.
Umiddelbart ville man måske mene, at der er temmelig lang afstand fra f.eks. "De vilde hjerter", "Submarino" og "R" til Dreyers værker. Man forbinder nok ikke Dreyer med unge mænd på motorcykel, elendighedstragedier i folkedybet eller fængselslivets barske realiteter. Men faktisk har Dreyer også lavet en film om en motorcykeltur (den hedder "De nåede færgen"), han har fokuseret på børnedød blandt de svigtede (debutfilmen "Præsidenten"), og vi kommer vel heller ikke uden om, at "Jeanne d’Arc" sådan set også er en fængelsfilm, hvor den asketiske handling ubønhørligt bevæger sig fremad mod et uafvendeligt dødsfald.
Af Peter Schepelern | 26. januar