Tale til Mathias Broe, Zinnini Elkington, Sylvia Le Fanu og Søren Peter Langkjær Bojsen ved tildelingen af Dreyer Prisen 2026
Eva Novrup Redvall, Johannes Riis og Tine Fischer | 26. maj 2026
Det danske filmår 2025 var en inspirerende blanding af nye og gamle stemmer, som boltrede sig i mange forskellige genrer og udtryk i hele 32 spillefilm. Ser man tilbage på årets varierede filmudbud, var det imidlertid frem for alt de nye navnes år. Det har vi valgt at fokusere på med årets Dreyer-pris, fordi fire unge instruktører præsenterede os for overrumplende fortællinger, som fortjener at blive fejret i Dreyers ånd i dag.
Dreyer-prisen er sat i verden for at hylde en fortrinsvis yngre filminstruktør eller andre kunstnere inden for filmbranchen som anerkendelse af en fremragende kunstnerisk indsats. Normalt tilfalder prisen en enkelt eller to filmkunstnere, men i år har vi mødt store filmoplevelser fra flere markante nye instruktører, som hver især har imponeret os med deres særlige kunstneriske blik og bud på, hvad dansk film er og kan være anno 2026. Derfor besluttede vi at hylde hele fire instruktører i år.
Vi tænker ikke, at der er grund til at forhale spændingen, men at vi kan lægge ud med at klappe ad dem om et øjeblik – for vi er så heldige at have dem alle sammen her på filmtaget med os i dag. Det har ikke været let at samle tropperne, men det lykkedes, og det er vi meget glade for.
Der er tale om:
- Mathias Broe, hvis debutfilm Sauna sidste år på gnistrende vis udvidede karakter- og miljøskildringerne i dansk film med en kærlighedsfortælling fra det københavnske queer-miljø
- Zinnini Elkington, hvis knivskarpe debutfilm Det andet offer tog os med storm – og også har taget de fleste af årets andre filmpriser for sin gribende skildring af en læges hektiske vagt og et fejlskøn med fatale følger
- Sylvia Le Fanu, hvis debutfilm Min evige sommer i al sin umiddelbare enkelhed var en kompleks, smukt fortalt og rørende fortælling om som ung at skulle tage afsked med en forælder
- Og Søren Peter Langkjær Bojsen, som i 2023 præsenterede det eklektiske tid/sted/og genre-twistende filosofiske slackerdrama Det store glitch/Paradisets børn, som gik originalt til både ungdommelig retningsløshed og verdens systemfejl. Sidste år inviterede Søren så til en heftig hybridfortælling med den internetudforskende YouTube-serie Den anden verden, som netop udkom med sit fjerde, sansemættede sidste afsnit i denne måned.
Som det fremgår af de meget korte introduktioner til disse fire inspirerende instruktørers markante værker, er der tale om meget forskellige tilgange til både genrer, karakterer, stil og historier. Men fælles for disse fire nye stemmer i dansk film er, at man fornemmer en særlig og personlig tilgang til filmfortællingen. Der er noget på hjerte og noget på spil – og der er en insisteren på at bruge filmmediet til at fortælle om noget vigtigt med potentiale til at rykke ved noget i os som publikum; hvad enten det er på et intellektuelt, følelsesmæssigt, filosofisk, identitetspolitisk eller måske endda større samfundsmæssigt plan.
Hvordan er det at være ung og have en døende mor?
Hvordan er man et fejlbarligt menneske i et presset sundhedsvæsen?
Hvordan finder man som en søgende sjæl sin egen vej i et samfund præget af konforme opfattelser af køn, kærlighed og identitet?
Hvordan navigerer vi som mennesker i digitale verdener, som udfordrer gængse opfattelser af tid og sted – og måske selve vores menneskelighed?
Vi har i Dreyer-komiteen værdsat at komme helt tæt på karakterer og historier i jeres film, der kunstnerisk undersøger store spørgsmål som de ovenstående i værker, der tør tage fat i det potentielt tematisk tunge og følelsesmæssigt svære, men bliver alt andet end tunge eller svære film at være i selskab med. I har hver især formået at matche narration og stil på helstøbt vis og har med garanti sat mange vigtige samtaler og følelser i gang blandt dem, der har set jeres film. Det er godt gået så tidligt i karrieren! Og det varsler virkelig godt for det, vi regner med at have i vente fra jeres hånd i de kommende år.
Dreyers debut og kampen mod ’brugbare film’
De fleste her på taget i dag ved godt, at det ikke er nemt at nå frem til en spillefilmdebut. Rejsen dertil kan være lang og udmattende, og det kan være nervøst at lade sin første film møde verden.
Dreyers første spillefilm – Præsidenten fra 1919 – blev i mange år regnet som lidt af et andenrangsværk i hans produktion. Den opfattelse udfordrede den legendariske filmforsker David Bordwell imidlertid godt hundrede år efter filmens premiere, hvor han fremhævede Dreyers debutfilm som et overset og innovativt værk. Ifølge Bordwell viser filmen i glimt Dreyers særlige tilgang til det filmiske rum, hvor han her omarbejder det continuity-system, der på det tidspunkt – i stumfilmæraen – vandt stadig større indpas. Bordwells detaljerige analyse kan læses i sin helhed på DFIs Dreyer-site (som vi altid gerne slår et slag for at besøge!), og hele filmen kan ses på stumfilm.dk, hvor I kan vurdere, hvad I tænker om det Dreyerske blik på verden for over 100 år siden.
Bordwell argumenterer i sin nær-analyse af Præsidenten for, at filmen får instruktørerne på Dreyers samtid til at se gammeldags ud. Det kan godt være, at man ikke tænker på Dreyer som ’en ung løve’ – som Bordwell formulerer det – men i hans optik er Præsidenten faktisk et bemærkelsesværdigt eksperiment ud i en spirende ny stil, som udfordrer de gængse normer og troper.
Og der var brug for nye stemmer i filmlandskabet dengang. I 1918 var der ikke en eneste dansk film instrueret af en debutant. Dansk film var i krise efter 1. Verdenskrig, og i 1919 var Dreyer den eneste debuterende instruktør med Præsidenten. Dengang som nu var det ikke let at komme til, og man kan kun glæde sig over, at vi sidste år fik lov at møde en bred vifte af unge instruktører i dansk film, blandt dem dagens prismodtagere.
Og dagens fire prismodtagere kan måske finde en vis tilfredshed i at vide, at mens Dreyers debutfilm ikke fik større opmærksomhed fra anmelderne i hans samtid, har jeres værker vundet genklang, både blandt anmeldere og publikum. Dreyer blev mødt af hårde danske anmeldelser. Filmen blev kaldt ”noget værre noget”. En anmeldelse sluttede med ordene, at ”noget mere mislykket er ikke længe set”. En anden anmelder konstaterede, at filmen forhåbentlig aldrig skulle vises i udlandet som det, han kaldte ”et vidnesbyrd om det standpunkt, dansk Kinokunst står på i 1920”.
Som det fremgår, kom Dreyer knap så godt fra start, som I er kommet. Men han kom op på hesten igen – og blev stædigt ved med at kæmpe nogle ind imellem ret opslidende kampe ud fra sin overbevisning om, hvad der ville være det bedste for hans film – og for filmkunsten.
Vi ved fx fra breve mellem ham og Nordisk Film, at hans næste film, Blade fra Satans bog, blev til efter lange forhandlinger om både budget og indhold, hvor Dreyer som udgangspunkt ville lave et ambitiøst projekt som ”et enestående værk”. Han ville ”fremstille et Filmsværk, som vil blive nævnt som et Standardværk”, fordi han ikke bare ville lave det, han nedsættende refererer til som “en brugbar film”. Han fik ikke sit ønskede store budget – men dog stadig et pæn pose penge til at realisere sin film for. Efterfølgende drog han imidlertid til Sverige, hvor han lovpriste svensk films kunstneriske integritet, mens vi i Danmark savnede mennesker med sans for at hæve “filmen op i en højere sfære”, som han formulerede det.
Hold fast! Fortsæt med at være modige!
Hvor vil vi hen med de her referencer til Dreyer og hans værk en dag som i dag, hvor vi hylder jer fire unge filmskabere efter jeres første værker?
Vi tænker, at der kan være lidt stof til eftertanke at tage med sig videre, når man stadig står forholdsvis tidligt i det, der forhåbentlig bliver spændende karrierer, hvor I får lov til at skabe nytænkende værker – og vi får lov at nyde godt af jeres særlige kunstneriske blik.
Der er skrevet mange flotte anmeldelser af jeres film, så vi har indtryk af, at I allerede har fået rigeligt med ros, når vi her et godt stykke tid efter premiererne er samlede i dag. Men trods pæne ord og priser – ikke mindst en Dreyer-pris – kan det stadig være svært at være filmskaber. Ikke mindst hvis man er en mere kompromisløs af slagsen. Dreyer havde en karriere, som strakte sig over næsten 45 år, og der var mange udfordringer og udmattende slag undervejs, men jo også mange sejre og værker, som er blevet stående for eftertiden.
Måske kan hans liv og værk være en inspiration til at holde fast i jeres visioner og stemmer fremadrettet, selv om der helt sikkert vil være modstand undervejs. I har på forskellig vis demonstreret, at I brænder for at være en del af dansk film. I har alle sammen taget jer ind i branchen via andre veje end den traditionelle fødekæde fra den danske filmskole, og I har formået at skabe helstøbte og visuelt interessante værker på yderst begrænsede budgetter.
En enorm billedbank – og et digitalt medielandskab
I er del af en yngre generation af instruktører med omfattende viden om fortællinger og filmkunsten; I har en enorm billedbank at trække på og et digitalt medielandskab at forholde jer til; og så fornemmer man i jeres værker et stærkt ønske om at dele jeres livserfaringer og iagttagelser. I vil i dialog med verden – og den samtale er vigtig. Også for filmkunsten.
Det er vigtigt med instruktører, der kommer med al den fortællelyst og det særlige blik, I har – og så at kunne holde fast, og samtidig udvikle sig og udforske, mens I udfordres og måske udmattes lidt undervejs.
Vi oplever, at I er en generation af filmskabere, som kommer forskellige steder fra, men alligevel har fornemmelsen af fælles ståsteder og interesser. Og som gerne vil den vigtige erfaringsudveksling, som kan være med til at flytte os alle sammen, som både individer og samfund.
Dreyer var kendt som lidt af en enspænder, men han tog gerne diskussioner om filmens værdi og filmkunsten. Fx stillede han i 1943 op til en debat i Studenterhuset om tilstanden for dansk filmkunst og filmkritik efter at have fået hårde anmeldelser af Vredens dag. Her mødte hele 1600 studerende op. Det tal siger noget om en tid, hvor filmkunsten kunne få folk op af stolene.
Det kan være et inspirerende billede at have for sit indre filmøje i årene fremover. 1600 studerende, som gerne vil diskutere, hvad filmkunst er, og hvordan man bedst forholder sig til den!
I Dreyer-komiteen ser vi meget frem til at følge jeres fremtidige værker og diskutere dem med andre. Og vi håber, at I i dag har fået lidt tankestimulerende Dreyer-drys med jer videre.
Tillykke med prisen!
