Formanden for Dansk Kulturfilm, Ib Koch-Olsen, var ved et tilfælde faldet over Johannes. V. Jensens myte Naaede de Færgen; historien om Sophus og Elvira, der prøver at nå færgen i Nyborg, men møder Døden i en sort bil og kører frontalt ind i et vejtræ. De når færgen. Ikke den til Nyborg, men den Karon fører over floden Styx til de dødes rige. Koch-Olsen foreslog Dreyer, at han kunne bruge myten som forlæg til en propagandafilm for Raadet for større Færdselssikkerhed, Dreyer syntes godt om ideen, og manuskriptet lå klar i begyndelsen af juli 1947.
Den 6. august tog Dreyer ud til Fisker & Nielsen, der lavede den kendte danske motorcykel Nimbus (og Nilfisk støvsugere). De lovede at udlåne motorcykler til filmen, og en af deres faste mekanikere, Kaj Hansen, blev sat til at hjælpe, bl.a. med at lave nogle ændringer på Nimbus'erne, primært med henblik på montering af kamera. Der blev lavet en række beslag af samme type som dem, man monterer sidevogne med, og der blev eksperimenteret med, hvor lange stænger, man kunne sætte på siden, uden at kameraet rystede.
Dødens bil var et gammelt vrag, stykket sammen af dele fra både Ford og Chevrolet. Kunst- og skiltemaleren Erik Alslev forsynede den med knogler efter nøje anvisninger fra Dreyer: "Det skal selvfølgelig være knogler, men de må endelig ikke være for naturalisti-ske. Helst lidt forvrængede".
Dreyer havde i manuskriptet angivet, hvor stærkt de skulle køre i hver enkelt scene. Jørgen Roos, der var fotograf på filmen, havde foreslået, at de kunne underdreje filmen og derved få hastigheden til at fremstå meget hurtigere, end den i virkeligheden var, men det ville Dreyer ikke høre tale om. Der skulle køres med de hastigheder, det skulle se ud til, at man kørte med.
Det blev Fisker & Nielsens faste testkører, Josef Koch, i motorkredse kendt som Mr. Nimbus, der fik rollen. Da de skulle finde en til at spille Elvira, foreslog han, at man brugte hans kone, Kamma, for hun var vant til at sidde bag på en motorcykel. Dreyer ville have en gammel mand med ægte skæg til at spille Karon, og han kørte sammen med Jørgen Roos rundt på en række fynske alderdomshjem for at finde en, der havde det rigtige udseende. Det hele skulle være så realistisk som muligt.
Filmen blev optaget på Fyn, på strækningen mellem Assens og Nyborg, over et par uger i oktober 1947. Optagelserne var planlagt til at vare 12 dage, men det blev til 16. Der skete nemlig det, at da optagelserne var i hus, og hovedrolleindehaverne allerede var kørt til færgen på deres Nimbus, opdagede man, at en af filmrullerne ved en fejltagelse var blevet eksponeret to gange. Der blev ringet til færgen, og de blev bedt om at vende om. Fire dages optagelser var ødelagt og måtte tages om.
Under en besværlig overhaling kørte Jørgen Roos' Nimbus ind i et træ, og han fik en lettere kvæstelse i sin hånd. Dog ikke noget der var mere alvorligt, end at han straks var klar igen.
Da filmen skulle laves færdig var Dreyer rejst til USA for at prøve at få sin Jesusfilm financieret. Koch-Olsen skrev til ham i New York:
"Da det trak ud med Dem har jeg ladet Jørgen Roos sætte lyden paa Færgefilmen - og haaber at faa Deres tilgivelse herfor. Han har gjort det i samraad med Tuxen, som jo tidligere har arbejdet med Deres Film...".
Filmen havde premiere i Saga den 12. maj 1948, og da den senere blev vist på The 2nd International Festival of Documentary Films at Edinburgh, 1948, udtalte Basil Wright:
"(...) at den er lavet med hele Dreyers evne til at indgyde rædsel, og at den vil få den største vovehals af en chauffør til at standse og tænke".
Af Lars Bo Kimergård | 25. juni 2010