Balloneksplosionen

Balloneksplosionen (Kay van der Aa Kühle, DK, 1913)
(Kay van der Aa Kühle, DK, 1913)

I fabrikant Grøndahls villa bor den unge smukke og forældreløse Amalie. Alt for tidligt er hendes elskede forældre døde. Amalies eneste beskytter er nu Gründahl, der også sørger for opdragelsen af hende, til hun bliver myndig. Grøndahls følelser for Amalie er dog på ingen måde faderlige. Han udspionerer den unge kvinde, så hun aldrig får et øjebliks privatliv. Det er frygteligt for Amalie, der har et varmt og godt hjerte. Det er ikke mærkeligt, at hun føler sig ulykkelig under sin plejefars tag. Dagligt drømmer Amalie om at slippe ud i friheden, væk fra den tyran og plageånd, som Grøndahl er.

Med medfødt kvindelig list lægger hun nu en plan. I en vase lægger hun en seddel med teksten: "Den der befrier mig fra min ensomhed skal få mit hjerte. Amalie". Amalie lægger hele sin fremtid i hænderne på et ungt bud, der videregiver hendes vase til den unge millionær, Jack Morton. Da vasen efter noget tid går i stykker, ser han sedlen. Jack Morton bliver ganske forstemt over, at et menneske kan være så ulykkeligt, og han beslutter sig for at finde den unge Amalie.

Da han omsider står ansigt til ansigt med hende, bliver det hans mission atter at få den unge kvinde ud i friheden. Men den mistroiske plejefar, Grøndahl, slipper ikke de to af syne. En aften klatrer Jack Morton op til Amalies vindue, og en yderst spændende jagt begynder, da Grøndahl opdager, hvad der er ved at ske. Grøndahl er lige i hælene på det unge par, da de opdager en ballon, der er ved at stige til vejrs. De kaster sig om bord og når lige netop i luften. Men Grøndahl når at gribe fat i tovene og hejser sig op. Da ballonen er højt oppe, styrter han i havet. Heldet er dog med Grøndahl, og han stiger om bord i en anden ballon. Uden at tænke sig om, tænder han en cigaret, og ballonen eksploderer. Nu kan Jack Morton og hans unge Amalie endelig få fred og koncentrere sig om friheden og lykken.


Produktionsselskab: Det skandinavisk-russiske Handelshus
Distributionsselskab:   
Biografpremiere: 6.3. 1913 / Victoria-Teatret

Instruktion

Kay van der Aa Kühle  Instruktør 

Manuskript

Carl Th. Dreyer  Manuskriptforfatter 

Andre

Carl Th. Dreyer Ballonfører
Rasmus Ottesen Ballonfører

Medvirkende

Richard Jensen Jack Morton, bortfører
Emilie Sannom Amalie, bortførerens brud
Valdemar Møller Direktør Grøndahl, den onde onkel

Instruktør: 
Kay van der Aa Kühle

Udgivelsesår:
1913

Land: 
Danmark

Andre titler: 
Ein Drama in den Lüften (DE)
The Hidden Message (GB)

Kategori: 
Spillefilm

Format:
35 mm - 1,33:1 - s/h - stum