Gertrud

Gertrud lever i et passionsløst ægteskab med Gustav Kanning. Hun meddeler ham, at hun vil skilles og har indledt et forhold til den unge kunstner Erland Jansson. Jansson er tilsyneladende parat til at ofre alt for sin kærlighed til Gertrud, men svigter alligevel. Ved et selskab møder hun sin gamle kærlighed Gabriel Lidman, som aldrig er kommet sig over, at hun forlod ham. Gertrud vil kun være i et forhold, hvor begge parter prioriterer kærligheden højest, og hun kan ikke tolerere, at manden i hendes liv sætter sin kærlighed til hende på niveau med kærligheden til sit arbejde – og sine Havannacigarer. 30 år senere sidder hun alene og ser tilbage på sit kompromisløse liv og fortryder intet. For Gertrud er der kun kærligheden.

Gertrud er baseret på Hjalmar Söderbergs teaterstykke fra 1906 og blev Dreyers sidste film. Söderbergs forlæg er naturalistisk i sin ånd, mens Dreyers film er udsøgt stiliseret og søger tragedien. Atypisk for Dreyer er der næsten ingen nærbilleder men til gengæld lange elaborerede kameragange i en film, der kun består af 89 indstillinger. Resultatet er en næsten ubønhørligt renset visuel stil, hvor renhed og enkelhed karakteriserer det samlede udtryk. Der er konsekvent afstand, både visuelt og følelsesmæssigt, mellem personerne og derfor ingen øjenkontakt, mens replikkerne udtales som replikker. Det er den ultimative version af Dreyers mange kvindeportrætter. Hvor de ellers typisk har været lidende eller ofre for magten og mændene, er Gertrud en stærk og fri kvinde, der vælger livet uden lunkne mænd og den halve kærlighed.

Gertrud havde verdenspremiere i Paris i december 1964, og både de danske og de franske anmeldelser fra begivenheden var voldsomt negative. Filmen blev først og fremmest kritiseret for den stive spillestil og det langsomme tempo. Da filmen havde dansk premiere 14 dage senere var kritikken mere afdæmpet. Den efterfølgende avisdebat fremhævede især Dreyers kvindeportræt som vedkommende og relevant.

Det er stadig en film der deler vandene, men det er bemærkelsesværdigt, at Dreyer, der altid har gået sine egne veje, uden hensyn til samtiden og herskende præferencer, med denne sidste film alligevel suverænt indskriver sig stilistisk og tematisk i samtidens moderne europæiske film.

DAN NISSEN

Instruktion

Manuskript

Produktion

Foto

Lys

Klip

Musik

Produktionsdesign

Kostumer

Medvirkende