Grevindens Ære

(August Blom, DK, 1919)

Om filmen

Grevinde Juliane ejer endnu ungdommens charme, men allerede tidligt har hun lært livets prøvelser at kende. Kun 18 år gammel blev hun gift med grev Albrecht v. Iseneck. Han var betydelig ældre end hun, men hans klogskab og retlinede karakter fængslede hende så stærkt, at hun indbildte sig, at livet ved hans side måtte blive den største lykke. Ægteskabet blev dog en bitter skuffelse for hende. Han var for gammel til at forstå hendes naturlige trang til at nyde livets glæder, og hans embedspligter levnede ham ikke tid til noget samliv med hustruen. Det uundgåelige opgør kom, og hustruen fik frihed til at leve sit liv. I de to følgende år nød hun sin frihed men følte blot så meget stærkere livets tomhed. Da lærte hun den unge Fyrst Ulrich v. Engernheim-Kypstein at kende. På bryllupsdagen havde hendes mand foræret hende en mesterlig imitation af den berømte Lamoral-knipling, og da Fyrst Ulrich var ejer af den ægte knipling, forøgedes yderligere hendes interesse for ham. Hendes sværmeri for kniplinger morede ham, og han overlod hende galant den uerstattelige kostbarhed, men for at dennes montre på slottet Kypstein ikke skulle stå tom, blev imitationen sendt derud. Det gamle, uhyggelige sagn, der var knyttet til kniplingen, og som fortalte at skæbnen altid ville tvinge dens ejer til at gøre indgreb i en andens ægteskabelige lykke, og at han måtte bøde derfor med sit liv - tog ingen af dem alvorligt.

Fyrstens kærlighed bragte solskin ind i hendes ellers så glædesløse tilværelse. Men efter nogen tid forflyttes fyrsten, og Juliane ser ham ikke i henved et år. Da hun møder ham igen, erfarer hun bittert, at hans kærlighed gælder en anden - og oven i købet hendes egen kusine. Juliane arrangerer et stævnemøde, der skal blive deres sidste. Under stævnemødet opskræmmes de af lyde fra sideværelset og erfarer, at det må være tyve. Fyrsten vil straks skride ind, men Juliane vil ikke have deres hemmelige kærlighed afsløret. Hermed bliver Julianes smykker og den uerstattelige Lamoral-knipling stjålet. For ikke at blive indblandet i politiets efterforskning, forsøger fyrsten at skaffe sig et alibi, men han undgår ikke opmærksomhed, og sagen ender i retten. Her frifindes han dog og lever i den kommende tid lykkeligt med hustruen Alix. Men uvejrsskyerne er ved at trække op, og Julianes tidligere kammerpige, der stod bag tyveriet, sørger for, at fyrsten afsløres i et smudsblad, og han bliver sigtet for mened. I retten frifindes den sympatiske fyrste dog endnu engang, kun for at blive passet op af grev Iseneck, der føler sin ære krænket og forlanger en duel. Dødeligt såret styrter fyrsten til jorden og udånder. Grebet af en uforklarlig ængstelse er Alix samme dag taget til byen, og hendes sorg er grænseløs, da hun forstår, at hendes elskede er død. Nogle dage senere drager et ligtog forbi Isenecks palæ, og den ulykkelige Juliane, hvis sind nu er fuldstændig formørket, hører sørgemarchens dæmpede toner. Den tragedie, i hvilken hun selv har spillet en så stor rolle, er nu afsluttet.


     
 

Grundoplysninger

   
  Andre titler:     Kniplinger 
Spitzen (DE)
Lace (GB)
Dentelles (FR)
     
  Land: Danmark
     
  Kategori: Spillefilm
     
  Produktionsselskab: Nordisk Films Kompagni
     
  Distributionsselskab: Fotorama
     
  Længde: 1624 meter
     
  Format: 35 mm - 1,33:1 - s/h - stum
     
  Biografpremiere: 14.11. 1919 / Panoptikon
     
  Forlæg: Efter Paul Lindaus roman "Kniplinger" (1912).
     
     
 

Credits

 
     
  Instruktion  
  August Blom Instruktør
     
  Manuskript  
  Carl Th. Dreyer Manuskriptforfatter
     
  Foto  
  Louis Larsen Fotograf
     
  Medvirkende  
  Egill Rostrup Grev Albrecht von Iseneck
  Agnes Rehni Grevinde Juliane, grevens hustru
  Gudrun Houlberg Prinsesse Alexis, fyrstedatter
  Aage Fønss Fyrst Ulrich von Engernheim-Kypstein
  Aage Hertel Friherre Emmerich von Saza
  Ellen Jacobsen Bertha
  Peter Nielsen Hotte
  Christian Schrøder Humpe-Fritz
  Johannes Ring  
  Emma Wiehe  
  Alf Blütecher  
  Maggi Zinn  
  Agnes Lorentzen  
  Tronier Funder  
  Olga Hansen
   

Manuskript #1

Manuskript #2