Hermann Warm og hans modeller til Jeanne D'Arc

Carl Th. Dreyer instruerede 'La Passion de Jeanne d’Arc' i 1928. Hermann Warm (1889-1976) var arkitekt på filmen, og enhver der ser filmen vil opleve, hvor vigtige dekorationerne er, og hvor megen omhu der er lagt i at genskabe et middelalderligt miljø, således som det tegnes i middelalderlige værker.

Model: Warm. Photo: Olesen ©DFI
Dekorationsmodel af Herman Warm til' La Passion de Jeanne d'Arc' (Carl Th. Dreyer, FR, 1928). Fotograf: Kristian Mikael de Freitas Olesen, DFI.

Helt fra debutfilmen Præsidenten står det klart, at Dreyer har lagt stor vægt på dekorationer og har været uhyre omhyggelig med design, tone og stil. Dreyer har formentlig håndplukket Warm til opgaven med at skabe de unikke dekorationer til Jeanne d'Arc.

Hermann Warm blev født 1889 i Berlin og begyndte sin bane i tysk film i 1912. Han blev regnet for en af de mest prominente set designere indenfor den ekspressionistiske film og har bl.a. været med på den banebrydende og stilskabende Das Kabinett des Doktors Caligari / Dr. Caligaris Kabinet (1919), på Fritz Langs Die Spinnen (1919-20) og Der müde Tot / Den trætte Død (1921) samt Henrik Galeens Der Student von Prag / Studenten fra Prag (1926). Netop for den ekspressionistiske film har dekorationerne været ganske afgørende. Dr. Caligaris Kabinet havde ikke været det samme uden den skæve, forvredne og tydeligt malede dekoration, der så fundamentalt er filmen og som helt konkret motiveres af, at historien i filmen tilskrives en sindssygs fantasi.

Dreyer studerer Warms modeller under udstillingen på Filmmuseet i Vestergade 24. november 1965. Dreyer får desuden overrakt en plakette af Filmmuseets leder Ib Monty i anledning af, at 'La passion de Jeanne d'Arc' 7 år forinden blev kåret som en af verdens 12 bedste film ved verdensudstillingen i Bruxelles. Film: Hæder til Carl Th. Dreyer (uden lyd).

Til sit arbejde med Jeanne d’Arc byggede Warm nogle modeller, der dannede grundlag for den endelige udformning i stort format. I 1965 henvendte Hermann Warm sig til Det Danske Filmmuseum for at høre, om man var interesseret i at købe modellerne. Det var man, og museets direktør Ib Monty rejste pengene med støtte fra Kulturministeriet. Den 24.november 1965 blev modellerne præsenteret for offentligheden, samtidig med at Dreyer modtog den pris han fik 7 år tidligere i forbindelse med verdensudstillingen i Bruxelles i 1958, hvor hans film om Jeanne d’Arc blev kåret som en af verdens 12 bedste film.

Plaketten som blev tildelt Dreyer ved verdensudstillingen i Bruxelles i 1958. Arkiv: DFI. Foto: Konservator Katja Rie Glud.

Samme år udtalte Warm om sit samarbejde med Dreyer: ”Dreyer er blandt de instruktører, som den dag i dag betyder noget for filmens billeddannelse. Han virkede på mig som en dirigent, der leder sit orkester og forstår at drage hvert enkelt instrument med sig. Jeg har aldrig oplevet et samarbejde så smukt som samarbejdet på ”Jeanne d’Arc”” (Kosmorama nr. 71, oktober 1965). Samarbejdet fortsatte på Vampyr (1932) om end denne i høj grad blev optaget on location. Warm var en stemme i Dreyers orkester, men en afgørende stemme.

Modellerne bliver opbevaret forsvarligt af Det Danske Filminstitut og er til websitet fotograferet af fotograf Kristian de Freitas Olesen. Se billedgalleri herunder (klik for stort format):

Se også Warms originale dekorationstegninger (klik for stort format):