Optageperiode: 4. maj til 9. juli 1918.
Location: Visby på Gotland.
Filmen var færdigklippet, farvelagt og klar til visning for Nordisk Films direktion 11. august. Dreyer skriver samme dag i et brev til Nordisk Films direktør Harald Frost:
Kære Hr. Direktør Frost.
Jeg har igaar set "Præsidenten", farvelagt og med Tekster, og har foretaget mine sidste Ændringer, saaledes at den nu er færdig til at kunne køres for Direktionen. Jeg kommer ikke ud til denne Gennemkørsel, thi mit Arbejde har været mig for kært og for alvorlig ment til, at jeg gider sidde og høre paa 10 forskellige, ligegyldige Meninger. Derimod - kan De nok forstaa - er jeg meget, meget spændt paa at høre, hvad De synes om mit Debutarbejde, thi - som De nok husker - erklærede jeg, at dersom dette mit første Arbejde som Iscenesætter mislykkedes eller kun lykkedes halvt, vilde jeg aldrig mere løfte en Haand for at instruere Film. Og den Anskuelse er jeg af endnu, og jeg forlanger paa ingen Maade, at det skal tages i Betragtning, at min Fotograf var uøvet, at alle mine Hovedkræfter aldrig havde filmet før, eller at ikke én Haand er bleven rakt hjælpende ud imod mig, thi jeg maatte jo paa Forhaand vide, at mine Erfaringer matte indvindes under Arbejdet. Først da jeg var færdig, havde jeg i Virkeligheden fundet min "Form".
Jeg vil være Dem meget taknemlig, om De vil lade mig vide, om De sanktionerer Filmen i dens foreliggende Skikkelse, thi der er et Par Ting, der skal tages paa de tre Sprog, men som jeg med Forsæt har ladet ligge, til Deres Sanktion forelaa.
Med mine venligste Hilsener
Deres hengivne
Carl Th. Dreyer
Dreyer om "Præsidenten"
Det følgende er uddrag af et brev til Erik Ulrichsen dateret 11/3 1958, som svar på nogle spørgsmål Ulrichsen stiller Dreyer i brev sendt 10/3 1958 i forbindelse med, at Præsidenten skal vises på Det Danske Filmmuseum. Brevene findes i Dreyer-samlingen, D II, A: 2504-2512:
”Jeg valgte selv Karl Emil Franzos’ roman, fordi den gav anledning til at prøve nye veje. Manuskriptet krævede en indviklet flash-back teknik der fik manuskriptet til at virke uhyre sindrigt og ”originalt”. Jeg tror nok jeg var meget stolt, da det var færdigt. Men jeg var alt andet end stolt, da jeg så filmen færdigklippet. Jeg syntes flash-back teknikkens kinesiske æske-system virkede besværlig og ”krukket”. Jeg har aldrig siden benyttet flash-back’s. […] Med hensyn til dekorationerne forsøgte jeg at få dem til at afspejle de menneskers personlighed, der boede i dem samtidig med at jeg arbejde henimod en forenkling. I disse bestræbelser lod jeg mig – som enhver kan se – lede af malere som Hammershøy og Whistler, og hvad rollebesætningen angår lykkedes det mig at sætte igennem, at de gamle personer i filmen spilledes af gamle skuespillere, der havde rollernes alder, og til de mindre roller hellere en god type end en dårligt maskeret skuespiller, der lugtede langt væk af skæg og sminke. Dette lyder som selvfølgeligheder i dag, men i 1917/18 betød det et brud med hævdvunden skik og vane.”
Af Lisbeth Richter Larsen | 24. marts 2009