Lydia

Om filmen

Den unge Karl Fribert indtager en betroet stilling som prokurist i Alexis Brenges gamle, velansete bank, og chefen, der sætter stor pris på ham, overvælder ham med tillidshverv. Lykken synes i det hele taget at tilsmile Fribert. Han er hemmeligt forlovet med den yndige frøken Gudrun, der også arbejder på Brenges kontor. Men så sker der noget, som lægger den unge mands liv øde, og i sin egen ulykke river han tre andre menneskeskæbner med sig. En aften følges Gudrun og Karl Fribert i teatret for at se en operette. I hovedrollen spiller teatrets nye primadonna, Lydia Elo. Fribert bliver så betaget af hendes skønhed, at han helt glemmer, hvor han befinder sig. Gudrun undrer sig over hans opførsel, men han beder hende tage alene hjem. Fribert stiller sig op ved teatrets bagindgang - han har sat sig for at gøre Lydias bekendtskab. Da han har stået lidt, kører en bil frem, og ud af den stiger Kurt Brenge, søn af bankchefen. Lydia og Kurt kører sammen afsted.

Om aftenen modtager Fribert en middagsinvitation fra Kurt Brenge og opfatter brevet som et vink af skæbnen, der øjensynlig netop har til hensigt at føre ham og Lydia sammen. Ved selskabet næste aften når Fribert sine ønskers føreløbige mål: at blive præsenteret for Lydia. Han betror nu sin store kærlighed til hende og harmes ved at være vidne til den næsten kyniske mangel på ridderlighed, hvormed Kurt Brenge behandler denne kvinde. Inden de skilles, aftaler de at mødes til te den følgende dag. Adspurgt om hun vil gøre Fribert følgeskab i livet, ryster Lydia på hovedet. Hun elsker ikke Kurt Brenge, men hvis hun skal gifte sig med en mand, skal han være rig, da hun ikke vil kunne klare et liv i fattigdom. Fribert går slukøret fra mødet.

Fribert har forsøgt at glemme Lydia, men i al den tid har han været ved at fortæres af længsel efter hende. Han er startet i et smudsigt arbejde under bankdirektør Steinwalt og indkøber et kostbart smykke til Lydia uden at vide, at det offer, han har bragt sin elskede, kommer for sent. Kurt er blevet mere og mere ligegyldig overfor Lydia, og Fribert finder hende nu så ulykkelig, at han vil hævne hendes ære og tvinge Kurt Brenge til at ægte hende. Opfyldt af beundring for Friberts ridderlighed giver Lydia ham en samling breve, der beviser Kurts brøde, og Fribert opsøger nu Kurt med de skrevne beviser. Det lykkes Kurt at vriste brevene ud af Friberts hænder og kaste dem i kaminen. Fribert slår Kurt ihjel og tager direkte tilbage til Lydia, der venter på teatret, hvor et nyt stykke har premiere. Han fortæller hende, at kærligheden har gjort ham til morder, og Lydia føler på en gang fryd og gru for denne mægtige kærlighed, der ikke kender hindringer for sit mål.

Efter deres samtale går Lydia på scenen. Hun kredser i små cirkler om et bål midt på scenen. Fribert betragter sin elskede, og det forekommer ham, at hendes ansigt har fået et sælsomt forklaret udtryk, og i det øjeblik hun danser hen foran logen, hvor han sidder, hvisker hun til ham: "Jeg elsker dig!". Hendes dans, der er tænkt som en tilbedelse af ilden, ender med at hun kaster sig selv ind i bålet. Uden at ænse panikken springer Fribert op på scenen og løfter Lydia op i sine arme. Han bærer hende op ad en trappe til taget, hvor han varsomt lægger hende ned og trykker et sidste kys på hendes læber. Nogle øjeblikke senere lyder der fra mængden på gaden et enstemmigt skrig. Fribert har styrtet sig ud fra teatrets tag. Blandt dem, der strømmer sammen om Friberts knuste legeme, er også den lille Gudrun, som grædende bøjer sig over ham, der forlod hende for at finde livet og lykken, men kun fandt døden.