Blade af Satans Bog

Se filmen her eller på Stumfilm.dk.
(Carl Th. Dreyer, DK, 1921)

Om filmen

Blade af Satans Bog er delt i fire episoder, som foregår i forskellige historiske epoker. I hver af dem følger vi Satan, som er blevet forbandet af Gud og dømt til at friste menneskene; kun hvis nogen modstår ham, kan han blive udfriet. Episode 1 viser Jesus blive forrådt af Judas, lokket dertil af Satan i en farisæers skikkelse. Episode 2 foregår i 1500-tallets Spanien; Satan er en storinkvisitor, der får munken Don Fernandez til at begå en skændig voldtægt. Episode 3 foregår under den franske revolution; Satan er nu en jakobinerfører, der frister den unge Joseph til at forråde sit adelige herskab og forpurre en plan, der kunne have reddet dronning Marie Antoinette fra døden i guillotinen. I episode 4 er Satan en tidligere munk, der leder en bande rødgardister under den finske borgerkrig i 1918. Han truer telegrafpasseren Siri med at dræbe hendes familie, hvis hun ikke medvirker til at lokke en gruppe soldater fra regeringshæren i et baghold. Men hun står imod og begår selvmord hellere end at blive forræder.

I sin anden spillefilm fik Dreyer lov til at lave en film i virkelig stor skala, omend Nordisk langtfra ville give ham så stort et budget, som han ønskede. Selvom manuskriptet savner ligevægt (den indviklede franske episode tynger), imponerer denne stort tænkte film med sine granskende nærbilleder, sine strenge og prunkløse dekorationer, sin tætte klipning, og sine omsorgsfuldt centrerede billedkompositioner. Set i lyset af Dreyers senere urealiserede Jesusfilmprojekt er Kristusfremstillingen i denne film også ekstra interessant, selv om Dreyer selv affærdigede den som ”en uhyggelig samling olietryksbilleder”.

Såvel samtidige anmeldere som senere skribenter har sammenlignet filmen med D. W. Griffiths Intolerance (1916, da. prem. 1918), der også skildrer ondskabens greb om menneskene i fire historiske episoder. Edgard Høyers originale manuskript til Dreyers film er dog helt tilbage fra 1913; det er mere sandsynligt, at begge film er inspireret af den italienske film Satanas (instr. Luigi Maggi) fra 1912.

CASPER TYBJERG


Grundoplysninger

Andre titler:     Blätter aus dem Buche Satans DE)
Leaves from Satan's Book (GB)
Feuilles du Livre de Satan (FR)
Blad ur Satans bok (SE)
Land: Danmark
Kategori: Spillefilm
Produktionsselskab: Nordisk Films Kompagni
Distributionsselskab: Fotorama
Længde: 2900 meter - 157 min. (DVD)
Format: 35 mm - 1,33:1 - s/h - stum
Censur: Tilladt for alle
Biografpremiere: 24.1. 1921 / Palads
Urpremiere i Norge, Victoria Teater (Oslo), 15. november 1920.

Credits

 

Instruktion

 

Carl Th. Dreyer

Instruktør

   

Manuskript

 

Carl Th. Dreyer

Manuskriptforfatter

Edgard Høyer Manuskriptforfatter
   

Foto

 

George Schnéevoigt

Fotograf
   

Produktionsdesign

 

Axel Bruun

Produktionsdesigner

Jens G. Lind Produktionsdesigner
   

Medvirkende

 

Helge Nissen    

Satanas (I-IV) 

Halvard Hoff Jesus (I)
Jacob Texière Judas (I)
Erling Hansson Johannes (I)
Hallander Hellemann Don Gomez (II)
Ebon Strandin Isabella, Don Gomez' datter (II)
Johannes Meyer Don Fernandez, Isabellas lærer (II)
Nalle Haldén     José, hushovmester (II)  
Hugo Bruun Grev Manuel (II)
Tenna Kraft  Dronning Marie-Antoinette (III)
Viggo Wiehe  Grev de Chambord (III)
Emma Wiehe Grevinde de Chambord (III)
Jeanne Tramcourt  Komtesse Geneviève (III)
Elith Pio Tjener, senere politikommisær (III)
Emil Helsengreen Folkekommisær (III)
Sven Scholander    Michonnet (III) 
Viggo Lindstrøm  Fader Pitou (III)
Vilhelm Petersen  (III) 
Carlo Wieth  Paavo (IV) 
Clara Pontoppidan  Siri, Paavos hustru (IV) 
Carl Hillebrandt  Rautaniemi (IV) 
Christian Nielsen  Korporal Matti (IV) 
Karina Bell  Naima (IV)

Manuskript

 
Dreyers manuskript med noter

Fotos fra filmen

Program