Vredens Dag er baseret på den norske forfatter Hans Wiers-Jenssens teaterstykke Anne Pedersdotter. Dreyer så allerede stykket i foråret 1909, hvor det på Folketeatret for første gang blev sat op i en dansk version. Titelrollen blev spillet af den anerkendte norske skuespillerinde Johanne Dybwad, der også havde spillet rollen i den første opførelse i Kristiania. I den københavnske opførelse stod hun desuden for instruktionen. Dybwads meget roste præstation som Anne Pedersdotter var blandt hovedårsagerne til, at Dreyer i løbet af de kommende år begyndte at se filmatiseringsstof i stykket.
En alsidig og produktiv forfatter
Hans Wiers-Jenssen (1866-1925) markerede sig gennem sit professionelle liv både som dramatiker, teaterhistoriker, folkelig prosaist, kulturessayist og agitator for en videnskabeligt funderet tilgang til parapsykologiske fænomener. Desuden fungerede han også i en række tilfælde som manuskriptforfatter, for eksempel stod han bag de to danske film Scenens Børn (1913) og Et Syndens Barn (1913). Som dramatiker skrev Wiers-Jenssen 22 stykker, hvoraf langt de fleste var lyst- eller sangspil. De to eneste af hans skuespil, der er blevet udgivet, er dog nogle, hvor han har valgt en mere alvorstung tilgang. Ud over Anne Pedersdotter, som i hans egen levetid kun blev udgivet på engelsk og italiensk (første norske udgave kom i 1962), er der kun tale om bibeldramaet Saul (udgivet 1916, premiere 27/12 1917).
”The Witch” på Broadway
Anne Pedersdotter er Wiers-Jenssens eneste regulære kunstneriske triumf, til gengæld var der tale om en international af slagsen. Stykket havde norsk premiere på Nationaltheatret i Kristiania 18/2 1908, hvor det blev en stor succes med i alt 23 opførelser. Samtidig blev det små 100 gange i løbet af 1908 opført i diverse norske byer, og 22/9 1909 fik det endelig premiere i Wiers-Jenssens fødeby Bergen, hvor han selv forestod instruktionen. Stykket blev derefter jævnligt taget op i Norge frem til slutningen af 1950’erne. Derudover gik stykket sin sejrsgang i Sverige, Finland, England og ikke mindst USA, hvor det udkom i to forskellige oversættelser i henholdsvis 1917 og 1926 (begge med titlen The Witch) og blev opført på Broadway både i 1910 og 1926. Endelig var stykket også en stor succes i Italien, hvor det blev opført i 1918 i Rom med den berømte Ibsen-fortolker, Emma Gramatica, i titelrollen. I Italien udgaves stykket desuden i 1921 som Anna Peters, og komponisten Ottorino Respighi stod i 1934 bag en knap så succesfuld operaversion med titlen La Fiamma. Endelig er det værd at nævne, at stykket i skandinavisk sammenhæng atter blev taget op i slutningen af 1950’erne for at blive opført som radioteater: først i norsk radio 11/2 1958, året efter i en dansk version 24/2, hvor Emil Hass Christensen spillede Absalon og Bodil Kjer Anne. Poul Reumert tog sig af den mindre rolle som Bispen. Selve teaterstykket blev få måneder efter premieren på Vredens Dag genopført på Alléscenen på Frederiksberg.
Virkelighedens Absalon og Anne
Wiers-Jenssen valgte at basere Anne Pedersdotter på historisk autentiske begivenheder, som han dog forholdt sig meget frit til. Således eksisterede der virkelig en præst ved navn Absalon Pederssøn Beyer (1528-75), hvis kone, Anne, blev udlagt, dømt og brændt som heks efter sin mands død. Den autentiske Absalon Beyer anses for at være en af Norges første betydelige humanister, der efter Reformationen valgte at repræsentere den nye ånd. Hvad der især har fanget teatermanden Wiers-Jenssen ved hans biografi, har formentlig været, at den autentiske Absalon på mange måder var foregangsmand for skuespilkunsten i Norge, idet han lod eleverne ved Katedralskolen i Bergen opføre dramaer på latin og norsk. Denne side af ham er dog helt retoucheret væk i Wiers-Jenssens stykke, ligesom han også har foretaget nogle meget markante faktuelle ændringer: Absalon Beyer døde som blot 47-årig i 1575, mens Absalon-figuren i stykket skal forestille at være 60 ved sin død i 1574, og den autentiske Anne (som i øvrigt var Absalons eneste, ikke som i stykket hans anden kone) blev – blandt andet fordi hun skal have været skyld i fem menneskers død – først femten år efter sin mands død brændt på bålet. Det skete den 7/4 1590. Endvidere melder de historiske kilder ikke noget om, at den autentiske Anne skulle have haft et forhold til en stedsøn, tværtimod havde hun sammen med Absalon otte børn, hvoraf den ene af sønnerne valgte at bakke op om at få sin mor brændt på bålet.
Parapsykologi og spritisme
Gennem især sidste halvdel af sit liv var Wiers-Jenssen stærkt optaget af parapsykologi og spiritisme, hvilket kommer tydeligst til udtryk i Anne Pedersdotter i scenen, hvor titelpersonen ’kalder’ den unge Martin til sig ved tankens kraft. På dette punkt kan Wiers-Jenssen ses som en typisk repræsentant for nogle af samtidens idémæssige strømninger, hvor blandt andre Herman Bang, Aage Magdelung, Otto Rung og Sophus Michaëlis i de første 10-15 år af det tyvende århundrede også flirtede med mysticisme, buddhisme og andre eksotiske teorier om sjælens skjulte dybder. Emnet tages af Wiers-Jenssen op for fuld styrke i to bøger, der begge udkom 1922, De store Medier, en introducerende fagbog om spiritisme, og romanen Hvorhen?, om en bankmands skæbnesvangre møde med sine egne evner som parapsykologisk medium. Desuden grundlagde Wiers-Jenssen Norsk Tidsskrift for Psykisk Forskning og fungerede fra 1922 som dets redaktør.
Af Morten Egholm | 03. juni 2010