Indspilningen / Blade af Satans Bog

Karina Bell i filmens Finlands-afsnit - formentlig optaget i Grib Skov.

Filmen blev optaget i perioden 19/3 til 28/8 1919, og man begyndte med 4. episode. Iflg. et interview med Carlo Wieth op til filmens premiere er Finlandsafsnittet optaget ved Kagerup station i Grib Skov. Dette bekræftes af en artikel i Frederiksborg Amts Avis fra 5/4 1919, hvor stedet mere præcist angives til Kildeport Holdeplads. Man opførte en kulisse af stationsbygningen, hvilket kostede 9000 kr.

1. episode med Jesus i Gethsemane Have blev tilsyneladende optaget i eller omkring Aalsgaarde – skuespillerne var indkvarteret på Aalsgaarde Badehotel (jf. Dagens Ekko, 8/9 1919).

3/10 1919 var filmen klippet færdig og blev vist for Edgar Høyer og skuespillerne i Frihavnen.

Filmens samlede budget var på 150.000 kr. Dreyer forsøgte jf. brev til direktør Wilhelm Stæhr af 23/3 1919 at få Nordisk til at finansiere hans ambitioner med filmen, som ville beløbe sig til yderligere 80-100.000 kr., men det nægtede Ole Olsen pure at gå med til.


Af Lisbeth Richter Larsen | 24. marts 2010