Indspilningen / Du skal ære din Hustru

Du skal ære din Hustru (Carl Th. Dreyer, DK, 1925)

Bortset fra en enkelt udendørsscene udspiller hele historien sig i en to-værelses lejlighed (inkl. et par scener fra ejendommens loftsrum og vaskekælder). Dreyer, som selv stod for dekorationerne, byggede lejligheden op i Palladiums atelier, som en perfekt gengivelse af en Christianshavner-lejlighed med indlagt vand og lys og rigtig ild i kakkelovnen. Iflg. instruktøren selv (Drouzy, 1982) er der ikke på noget tidspunkt i indendørsoptagelserne mere end 4 meter mellem kameraet og det filmede, for som Dreyer selv har sagt, var det væsentlige at skildre en "mikroskopisk Optagelse af den trivielle Hverdag, der er Livet for Tusinder af Storbyens Mennesker".

Filmen blev optaget i perioden 21. marts til 15. juli 1925 og tog 14 dage mindre end beregnet. I et interview med Dreyer i forbindelse med optagelserne til Jeanne d’Arc i Paris, fortæller han, at filmen kostede 78.000 kroner (B.T., 13/4 1928).


Af Lisbeth Richter Larsen | 25. marts