Indspilningen (Landsbykirken)

Af Preben Franks detaljerede regnskab for filmen fremgår det, at filmholdet gik i gang 4/7 1946 og sluttede arbejdet midt i oktober. Langt størstedelen af optagelserne var dog i hus 1/8. Det ser ud til, at filmen var budgetteret til 34.530 kr. og endte med at koste 43.000. Det fremgår af Preben Franks regnskab, at Dreyer havde sin kone med på optagelserne rundt i Danmark.

Der blev filmet i Hover Kirke i Ringkøbing-Skjern Kommune, Holmstrup Kirke ved Jyderup på Sjælland, Sludstup Kirke ved Slagelse, Sæby Kirke ved Roskilde, formentlig i Sørbymagle Kirke ved Slagelse, i Skelby Kirke ved Herlufmagle, i Tveje-Merløse Kirke ved Holbæk, i Hedared Kirke i Borås kommune i Sverige samt på Frilandsmuseet.

I et brev til Bjørn Moe hos Dansk Kulturfilm skriver Dreyer 10/7 1946 fra Grand Hotel i Ringkøbing, at Preben Frank samme dag var faldet ned fra en stige og brækkede et ’fodrodsben’. Det har formentlig sinket optagelserne et par dage.

Der er på Dreyers foranledning genbrugt en del kostumer fra Vredens Dag, som blev udlånt af Palladium, bl.a. præstekjoler, kordrengenes kostumer, almuekostumer, fogedkostume, fangevogterkostume og mange flere.

Musik og speak blev optaget og mixet i perioden januar-juli 1947.


Af Lisbeth Richter Larsen | 18. maj