Indspilningen (Vredens dag)

Indspilning af Vredens Dag fandt sted fra begyndelsen af april 1943 og de følgende måneder. Forud for optagelserne var gået en lang forhandling med Nordisk Films Kompagni i Valby. Direktionen på Nordisk havde projektet Anne Pedersdotter på tapetet i det meste af et år, indtil det faldt til jorden med et brag i september 1942. Man nærede generelt en enorm mistillid til Dreyers person, selv om han under de igangværende forhandlinger lavede kortfilmen Mødrehjælpen for selskabet – og dermed beviste, at han kunne overholde et budget og gennemføre en produktionsplan. Af et mødereferat fra 11/9 1942 bliver der ikke lagt fingre imellem:
"Grunden til at ”Vredens dag” henlægges foreløbig kan vel mest søges i Dreyers person; han er så specielt særpræget som i stumfilmstiden, fortaber sig i petitesser – ingen af os har længere tro på, at han kan lave noget andet end en eksperimentalfilm, så sær og så absurd som hans sidste stumfilm”. 

Dreyer indledte efterfølgende forhandlinger med Palladiums direktør Tage Nielsen, som indvilligede i at overtaget projektet. Optagelserne, som påbegyndtes i april 1943, fandt sted på Palladiums atelier i Hellerup, udendørsscenerne blev lavet på Frilandsmuseet i Brede og i Vordingborg. Her søgte man i dagspressen efter ’mænd med fuldskæg’, der bl.a. skulle bruges som statister til bålscenen. Optagelserne var i hus omkring 1. juli.

Iflg. Tage Nielsen kostede Vredens Dag 250.000 kr. at lave. Til sammenligning plejede udgifterne til en ’normalproduktion’ at ligge på mellem 150.000 og 200.000 kroner.


Af Lisbeth Richter Larsen | 06. april