Sp: Fortæl os lidt om Deres Løbebane?
Falconetti: Som ganske ung kom jeg paa Konservatoriet ved ”Comedie Française”, og her fik jeg til Klasselærer Eugene Silvain, med hvem jeg i øvrigt spiller Jeanne d’Arc. Senere hen fik jeg Roller i forskellige Stykker, indtil jeg en skønne Dag brat forlod ”Comedie Française”.
Sp: Hvad var Grunden?
Falconetti: Jeg kom til at smække for haardt med en Dør.
Sp: Og saa?
Falconetti: Ja, saa lod jeg mig engagere til de Teatre, som ville have mig, og hvor jeg optraadte i netop de Stykker, jeg fandt, passede for mig. Jeg har spillet praktisk talt alle Genrer. Blandt andet har jeg spillet i Dramatiseringen af Marguerittes Bog ”La Garçonne”.
Sp: Hvorledes kom De til Filmen og i Forbindelse med Carl Th. Dreyer?
Falconetti: Jeanne d’Arc er min første Filmsrolle, men jeg har forinden haft flere Tilbud, og der er optaget en række Prøvebilleder af mig, men naar det var gjort, hørte jeg aldrig mere om Engagement. Spurgte jeg om Grunden, meddelte man mig, at mit Ansigt ikke egnede sig for Film. Gennem en Ven, en ung dramatisk Forfatter, kom jeg i Forbindelse med Deres Landsmand Carl Th. Dreyer. Jeg inviterede ham til Te, og da han saa mig første Gang, stillede han mig op i Værelset, gik rundt om mig, saa paa mig i alle mulige Belysninger, tog mit Haar væk fra Panden, undersøgte mig kort sagt saa grundigt, som jeg aldrig tidligere er blevet det. Jeg sagde imidlertid med det samme til ham, at jeg sikkert ikke kunne bruges til Film, men det ville han ikke høre tale om. Han erklærede, at han ikke var ude efter det billedskønne, men at han netop fandt, at mit Ansigt var saa levende, at det maatte egne sig fortrinligt til at spille Jeanne d’Arc, og da hans Kontrakt var i orden, var jeg til min store Glæde og Overraskelse den første, han engagerede.
Sp: Hvad mener De om Dreyer som Instruktør?
Falconetti: Jeg beundrer ham for hans Flid, Taalmodighed og Viljestyrke. Han blev aldrig træt af at begynde forfra, dersom en Scene ikke rigtig lykkedes, eller hvis han saa, at man ikke var i Stemning. Han er efter min Opfattelse den ideelle Instruktør.
Sp: Var det ikke svært at spille i saa mange Nærbilleder?
Falconetti: Nej, det faldt mig snarere vanskeligt at spille i Fjernbillederne, hvor jeg ikke i den Grad kunne koncentrere mig. Naar Nærbillederne blev taget, blev alle sendt bort. Dekorationerne lukkedes, til stede var kun de allermest nødvendige Personer, saa gik det udmærket.
Sp: De betjente Dem ikke af Musik?
Falconetti: Nej, det ville Carl Th. Dreyer ikke have, han havde den Opfattelse, som jeg for resten ogsaa deler, at det giver et falsk Billede af den Stemning, man ønsker at fremkalde.
Sp: Var det Dem ikke en stor Sorg, at De maatte lade Deres Haar klippe af?
Falconetti: Dengang jeg underskrev Kontrakten, appellerede Carl Th. Dreyer til mig som Kunstnerinde, og bad mig klippe Haaret af. Han ville ikke stille det som nogen Betingelse. Jeg forstod ham, og gik ind paa hans Krav. Da Tiden nærmede sig, hvor det skulle ske, blev jeg imidlertid mere og mere fortvivlet, og de sidste to Nætter før, sov jeg overhovedet ikke. Paa selve Dagen fik jeg af alle mine Kammerater og hele Personalet sendt store Blomsterbuketter, men det gjorde mig kun endnu mere sørgmodig. Men endelig skulle det altsaa være. Alle var sendt bort, og jeg havde sat mig i Stolen. Jeg havde da den samme Følelse som en Dødsdømt, jeg følte mig, som skulle jeg henrettes. Jeg behøvede i denne Scene slet ikke at spille, jeg kunne bare være mig selv. For en Kvinde findes der sikkert intet mere ydmygende end at faa sit Haar klippet af.
Sp: Hvad er deres Indtryk af Premieren?
Falconetti: Jeg var overrasket over den Maade, hvorpaa Filmen var klippet sammen, og den Replikform, Billederne havde faaet. Jeg tror, at det er den Vej, man skal gaa, for at virkelige Kunstnere ogsaa kan føle sig tilfreds i den stumme Kunsts Tjeneste.
Sp: Og nu?
Falconetti: Ja, nu vender jeg tilbage til mit Arbejde i Paris, men jeg haaber ikke det bliver sidste Gang, jeg kommer til at arbejde sammen med Deres talentfulde Landsmand.