I sommeren 1925 indspillede Dreyer i Norge for Victoria-film Glomdalsbruden (1926), baseret på en lille roman fra 1908 af samme navn, skrevet af den norske forfatter Jacob Breda Bull (1853-1930). Dreyer skulle egentlig have lavet en filmatisering af Bjørnstjerne Bjørnsons teaterstykke En Fallit (1874), men da han ankom til Norge, viste det sig at blive for omfattende, eftersom man kun havde sommerferien til at indspille filmen. Skuespillerne var kun til rådighed i den periode, de havde fri fra teatrene, og Dreyer foreslog derfor Bulls lille roman som alternativ til Bjørnson. Ifølge et interview med Dreyer, der blev bragt på selve dagen for den danske premiere, valgte han på grund af tidspres for første og sidste gang i sin instruktørkarriere at tage løst på forarbejdet: ”Filmen maatte laves på staaende Fod fra Dag til Dag uden noget Manuskript” (Berlingske Tidende, 15/4 1926). I stedet blev den nærmest improviseret direkte fra tryksiderne i Bulls fortælling, dog også med brug af en liste med scenegennemgange. På denne liste havde man også integreret enkelte handlingselementer fra Bulls lille roman Eline Vangen (1906).
Bull på ’bestseller’-listerne
At Dreyer havde kastet sin kærlighed på en forfatter, der var en skandinavisk publikumsfavorit i samtiden, er hævet over enhver tvivl. For eksempel fremgår det af avisen Fjeld-Ljom 2/1 1914, at den mest læste forfatter i Norge i 1913 var Bull med romanen Lys Hævn (6.350 solgte eksemplarer) foran Knut Hamsuns Børn av tiden (6.000 eksemplarer). Af artiklen fremgår det desuden, at de samme to værker også var blandt de mest solgte i Danmark, dog var Bull her lidt mindre populær end Hamsun. Med hensyn til de to forlæg (Eline Vangen medregnet), står det klart, at de var blandt Bulls mest populære bøger. Året efter filmens fremkomst var Glomdalsbruden således i Norge trykt i 25.000 eksemplarer og oversat til dansk, svensk, finsk og tysk, mens Eline Vangen i december 1926 i Norge var trykt i 24.000 eksemplarer og oversat til dansk, tysk og russisk. Det var med Eline Vangen, Bull fik sit store folkelige gennembrud, og efter dette var der stort set ingen anden norsk forfatter, der kunne slå ham i salgsstatistikkerne.
Folkelivsskildringer, helteromaner og nyromantiske opgør
Litteraturhistorisk fremstår Bull på mange måder som repræsentant for den periode, han havde sit litterære gennembrud i, nemlig den norske nyromantik (i Danmark oftest benævnt symbolismen), 1890’ernes nyreligiøse reaktion mod de foregående årtiers naturalistiske realismedyrkelse. Således forblev han som uddannet teolog (ganske vist med en for frisindet kristendomsforståelse til at blive præst i den norske kirke) hele sit liv skeptisk og i perioder direkte afvisende over for den darwinistiske natur- og menneskeopfattelse. Hans realistiske skildringer af bønders kår i de små norske bygder, til tider krydret med socialkritik, peger imidlertid i modsat retning: Her fremstår han snarere som repræsentant for den mere politisk og materialistisk funderede folkelige realisme i starten af 1900-tallet. Denne splittelse præger hele hans i øvrigt meget omfattende litterære produktion, eftersom den kan siges at falde i tre dele, som ikke er kronologisk adskilt og derfor ikke kan ses som led i en udviklingsproces:
1) Et omfattende antal Folkelivsskildringer med realistiske bondefortællinger fra Rendalen, nogle gange med antydningen af social indignation, men oftest præget af jordnær, kristen moraliseren.
2) En række historiske helteromaner skrevet i den romantiske tradition. Primært om norske folkehelte, dog også et afvist og aldrig udgivet stykke fra 1880’erne om Jeanne d’Arc, som Dreyer næppe har kendt til.
3) Et mindre antal politiske værker med tydelig tendens, hvor han foretager et nyromantisk opgør med den naturalistiske tankegang. Således fører Bull op gennem sine tidlige teaterstykker i 1890’erne (især Uden Ansvar (1890) og Alvorsmænd (1891)) korstog mod de norske storbyintellektuelle, og han repræsenterer på et mere generelt niveau i disse værker, hvad man kunne vælge at kalde en klassisk moraliserende konservatisme.
Som antydet er det folkelivsskildringerne, der har sikret Bull en (ganske vist minimal) placering i litteraturhistorien. Med disse lader han sig bedst betegne som ’en moraliserende folkelig realist med sporadisk blik for sociale uretfærdigheder’. Det er dette idémæssige udgangspunkt, der også kendetegner Glomdalsbruden og Eline Vangen, om end det socialt indignerede her er trådt noget i baggrunden.
Af Morten Egholm | 03. marts