Gertrud, Dreyers sidste film, var en total fiasko. Premieren i Salle Médicis i Paris d. 18. december 1964 blev i den danske presse beskrevet som en national ydmygelse (selv den danske ambassadør i Frankrig bidrog med et indlæg om begivenheden til Kristeligt Dagblad dagen efter, hvor han nedsablede filmen). Der havde ellers været store forventninger til filmen: Dreyers foregående film var hans mesterværk Ordet (Palladium, 1955), der vandt Den Gyldne Løve for bedste film ved filmfestivalen i Venedig, da den havde premiere dér samme år, og premieren på Gertrud i Paris markerede en gunstig tilbagevenden for Dreyer til stedet, hvor han havde skabt et andet af sine mesterværker, La passion de Jeanne d’Arc (Société générale des films, 1928).
Selvom Gertrud kom sig en smule efter de første kritiske øretæver (yngre kritikere som Jean-Luc Godard og André Téchiné samlede sig snart bag filmen, og Gertrud endte da også med at vinde en Bodil året efter), var og blev den en kommerciel fiasko, der i offentligheden blev betragtet som en opstyltet, altmodisch svanesang i bedemandstempo fra en gammel mand (Dreyer fyldte 75 under optagelserne til filmen og døde fire år efter), baseret på et anerkendt og jævnligt nyopført, om ikke specielt beundret teaterstykke fra århundredskiftet af den svenske forfatter Hjalmar Söderberg. Og filmen er ganske rigtigt opstyltet, den bevæger sig meget langsomt, og glæderne ved den er – for de få, der har overgivet sig til dem – ikke alene hårdt tjente, men også perverst pinefulde.
Den gavnlige virkning af denne smerte har inspireret meget af kritikken af Gertrud til dato: Gertrud er et perfekt eksempel på, at kunstnerisk ’fiasko’ vendes til – eller måske snarere, at en slags kunstnerisk fiasko accepteres som – forudsætningen for en anden type æstetisk bedrift. For filmens ’fiasko’, dens status som et ’mindre’ værk, hænger meget snævert sammen med Dreyers (og hans heltindes) kompromisløse stræben efter at bevæge sig ud over grænserne for simpel æstetisk nydelse til noget mere skræmmende og sandt end blot "kunst". Det er ikke for at antyde, at Gertrud ikke er et værk, der er dybt optaget af kunst. Filmens kritikere har gentagne gange peget på, hvordan den gennemgående tilstedeværelse af æstetiske genstande i filmen, og måden hvorpå filmens personer fordyber sig i dem – samt selvfølgelig hele den hyperæstetiserede stemning, der hviler over filmens indramning og iscenesættelse – tilfører filmen en sær ’skønhed’. Det er som om, Dreyers fiksering på kunst og kunstværker i Gertrud og hans figurers tragisk manglende evne til at forholde sig til skønheden i dem (eller måske mere besnærende: deres heroiske afvisning af skønhed) skaber betingelserne for Dreyers smukt tragiske æstetik.
Filmen er også intimt knyttet til Dreyers søgen efter sin egen oprindelse. Hans besættelse i forhold til research i forberedelserne til filmen viste på iøjnefaldende vis tilbage til hans egen livshistorie, hvor – som den store Martin Drouzy har vist – Dreyers søgen efter den mor, han aldrig havde kendt, spøgte. En fattig, svensk kvinde, han kun kunne forestille sig ved at følge papirsporet fra hendes korte, tragiske liv. Et liv, der blev afbrudt af Dreyers fødsel uden for ægteskab og senere bortadoption til en dansk familie, og som endte tre år efter bortadoptionen, da hun tog gift i et forgæves forsøg på at abortere et nyt foster.
At hun døde kun ganske få kilometer fra det hus, hvor den virkelige kvinde, som figuren Gertrud er baseret på, boede – et hus, som Dreyer besøgte under forberedelserne til filmen og insisterede på nøje at genskabe til filmens afsluttende scene, der ikke fandtes i Söderbergs skuespil – burde ikke overraske. Gertrud kan således ses som Dreyers sidste rejse ’hjem’: gennem sine sædvanlige intensive studier af de ’virkelige’ mennesker, der lå til grund for hans fiktive figurer, opdagede han, at de havde hjemme på hans egen fødeegn (han selv, "Carl Theodor Dreyer", søn af en københavnsk trykker, var på så mange måder en fiktion). I slutningen af filmen lukker Gertrud døren til sit hjem bag sig og forsvinder, ligesom Dreyer i det sidste billede i sin sidste film lukker døren til sin egen endeløse rejse.
Af James Schamus | 16. august