I årene 1936-1940 var filminstruktør Carl Th. Dreyer en fast gæst i den københavnske byret. Herfra rapporterede han dagligt - under pseudonymet Tommen - til dagbladet B.T. Det blev til cirka tusind retsreportager, oftest klummer med et let causerende anstrøg, som med humor og sarkasme tog livtag med byrettens udstilling af hverdagens små, moralske dilemmaer. Carl Th. Dreyer var nemlig ikke interesseret i jura og domsafsigelser.
- Dreyers byretsreportager gik grundlæggende ud på at fortælle noget om, at "sådan er livet også". Derfor blev reportagerne meget passende lanceret under rubrikken Livet i Byretten. Det var ikke reportager, som levede op til journalistiske nyhedskriterier såsom aktualitet og relevans. Dreyers sigte var et andet: Han var optaget af personernes individuelle historier, deres skæbne og den forseelse, som var gået forud for strafudmålingen, fortæller Casper Tybjerg, lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet og en af landets førende Carl Th. Dreyer-forskere. Han tilføjer:
- De moralske dilemmaer, som en rettergang sætter på spidsen - herunder det enkelte menneskes oplevelse af ret og rimeligt og lovens bogstaver - var temaer, som Dreyer gang på gang kredsede om. Både i byretsreportagerne og i flere af sine film.
Mødet med skæbner
Baggrunden for Carl Th. Dreyers byretsreportager var dårlig økonomi. I 1930-32 havde han instrueret og produceret Vampyr, men filmen blev langtfra en kommerciel succes, og Carl Th. Dreyer havde efterfølgende svært ved at finde nyt arbejde i filmbranchen. De økonomiske vanskeligheder blev en belastning, og for at kunne forsørge sig selv og sin familie søgte Dreyer tilbage til et tidligere erhverv: journalistikken.
- Selvom Dreyer primært skrev retsreportagerne for at tjene penge, efterlader de klart det indtryk, at han fandt det liv, som udspillede sig i byretten, interessant. Han har formentlig oplevet byretten som et underholdende drama, hvor der var en tydelig rollefordeling mellem dommere, advokater og sigtede, og hvor ingen kendte historiernes udfald på forhånd. I et interview sagde Dreyer engang, at "Byretten giver mig hver dag mulighed for at møde mennesker og menneskeskæbner". På den måde var arbejdet med retsreportagerne ikke det rene tidsspilde. Det var noget, Dreyer havde gavn af, og jeg tror, at han brugte dem som en slags forberedelse til de filmproduktioner, han så inderligt drømte om at vende tilbage til - og som han kom til at vende tilbage til, fortæller Casper Tybjerg.
Han nævner, at forskellige former for rettergang indgår i flere af Dreyers film. Casper Tybjerg afviser imidlertid, at konkrete sager fra byretsreportagerne skulle genfindes som deciderede inspirationskilder til Carl Th. Dreyers senere film.
- Det er der ikke belæg for at konkludere. Til gengæld kan man hævde, at Dreyers arbejde med byretsreportagerne skærpede hans sans og evne til at karakterisere mennesker. Og det har han helt sikkert brugt i sine film, siger Casper Tybjerg, der i øjeblikket arbejder på en stor Carl Th. Dreyer-biografi.
Casper Tybjerg beskriver Carl Th. Dreyer som et disciplineret og målrettet menneske. Også når det drejer sig om at vælge den helt rigtige byretssag at skrive om. Oftest gik han langt uden om de alvorlige og tragiske drabssager og søgte i stedet direkte mod hverdagssagerne. Gerne dem med komisk potentiale.
- Dreyer var interesseret i de retssager, hvor den sigtede eller tiltalte havde udvist uagtsomhed, dumhed eller svaghed. Han havde en fin sans for at fange de små nuancer, beskrive dem og karakterisere dem. Det kunne for eksempel være en sag, som handlede om, at en fulderik havde forvildet sig ind på et københavnsk nonnehospital, hvor han var faldet i søvn i en elevator. Eller det kunne være en sag om en pige, der var trådt ud foran en bil med det resultat, at bilen var blevet påkørt bagfra.
- Hvor alvorligt skal man i grunden se på den slags sager? Det var et spørgsmål, der tydeligvis interesserede Dreyer. Derfor skrev han sine reportager med en let sarkastisk humor - gerne krydret med nogle vidtløftige metaforer - der lagde en ironisk distance til selve sagen, og som fik de involverede personer til at fremstå blottede, forklarer Casper Tybjerg.
Skred i retsreportagen
Jan Søgaard, mangeårig kriminal- og retsreporter på B.T., mener, at netop Carl Th. Dreyers personorienterede form for retsreportage ville have vanskelige betingelser i dag:
- Vi er blevet mere tilbageholdende i dækningen af retsstof, end man var for årtier tilbage. Før i tiden - for eksempel i Dreyers tid - gik man langt tættere på personerne i en retssag. Dengang syntes tankegangen at være, at når en retssag var offentlig, var de involverede frit bytte, og journalisterne kunne stort set skrive hvad som helst. I dag har vi blandt andet et navneforbud og et identitetsforbud, som gør det vanskeligt at skrive nærgående om de involverede personer i en retssag. På den måde er der sket nogle skred i retsreportagens udvikling, siger Jan Søgaard, der ærgrer sig over, at der ikke længere findes plads til de mere kuriøse retsreportager.
- Offentligheden har krav på et indblik i vores retssystem, men det er oftest de store sager, som løber med al opmærksomheden. Jeg kunne godt tænke mig, at der var flere af nutidens journalister, som evnede at dække de små hverdagshistorier. Fordi disse historier bidrager til at give et mere nuanceret billede af retssystemet, siger Jan Søgaard. Han kan sagtens genkende Carl Th. Dreyers socialrealistiske skildringer af livet i byretten.
- Socialrealismen møder man både blandt de tiltalte og ofrene. Derudover er der aldrig to sager, som er ens. Der er altid forskellige aktører, motiver og baggrunde - på den måde åbner byretten for et drama, som varierer fra sag til sag. Men hvis nogen skal have et indblik i den socialrealisme, kræver det, at der er journalister, som sætter sig ned og følger sagerne i byretten. Tager man fem små sager en formiddag, kan det sagtens tænkes, at der gemmer sig en sjov historie eller en interessant menneskeskæbne. Men den type retsreportager ofres der ikke resurser på i nutidens medieverden, siger Jan Søgaard, der peger på det faktum, at de færreste medier i dag råder over egentlige retsredaktioner. I modsætning til for 20-25 år siden, hvor de store morgenaviser havde retsreferenter, som fast frekventerede byretten og overværede de forskellige sager.
- Den gammelkendte retsreferent, der satte sig i byretten klokken ni om morgenen, fulgte sagerne, gik hjem og skrev nogle nyhedshistorier, eksisterer ikke længere. Det hænger selvfølgelig sammen med den skærpede mediekonkurrence. De fleste chefredaktioner har taget den beslutning, at der ikke skal ofres penge på retsredaktioner. I stedet overlades stoffet til indlands-redaktionerne. Desværre betyder det, at journalisterne ikke længere får det samme forhold til retssystemet - til advokaterne, til dommerne, til de sigtede. Til historierne, siger Jan Søgaard.
Artiklen har tidligere været bragt i Advokaten 4, 15/8 2008.
Af Peter Borberg | 05. december