Modtagelsen (Du skal ære din hustru)

I Danmark fik Du skal ære din Hustru, som havde premiere 5. oktober 1925, en positiv modtagelse. Efter premierevisningen var der iflg. anmelderne stort bifald fra tilskuerrækkerne, og filmen gik tre uger i Palads. Københavns anmelder hæfter sig især ved Dreyers sans for detaljen og casting: ”Carl Th. Dreyer har før aabenbaret, at han forstaar, at Filmens Kunst kræver Inderlighed – blandt andet i ”Mikaël” – og han er i denne Film vandret videre i denne Forstaaelse. Han beskæftiger sig overordentligt med Detaljer, med det tilsyneladende uvæsentlige – og netop derigennem opnaar han et kunstnerisk Hele, der fængsler og interesserer fra først til sidst. Nu forstaar han ogsaa at vælge sine Folk med Forstaaelse …” (6/10-1925).

Der er generelt set ikke ofret meget spalteplads på filmen, men anmelderne roser over en kam filmens skuespilpræstationer, og især Mathilde Nielsen fremhæves.

Midt i januar 1926, fik filmen premiere i Paris og i 72 franske provinsbiografer. Den blev mødt med begejstrede anmeldelser, og for første gang oplevede Dreyer – med denne sin 7. film – at få en veritabel succes.


Af Lisbeth Richter Larsen | 25. marts