Når gud 'gåder'

Kan der være noget godt i afmagten? Hvad sker der, når tro bliver til regler og vaner i stedet for følelser og hengivelse. Med udgangspunkt i de spørgsmål introducerede teolog Johannes Værge Ordet i Cinemateket den 18. februar 2017.

At kunne undre sig er en af de fundamentale, ja livsnødvendige egenskaber hos mennesket. Uden undren ville tilværelsen forfalde til en slags mekanik, vi ville finde os selv indsnørede i lovmæssigheder. Undren er forbundet med en åbenhed, en modtagelighed. En total åbenhed kan ganske vist være betænkelig. Uden et vist filter bliver vi blæst hid og did, forført, gjort fortumlede. Fornuft og eftertanke, knyttet til erfaring, må til for at skabe balance og fodfæste. Hvornår ryger balancen? Hvornår bliver fornuften så snærende, at den lukker for håbet, troen? Og hvornår kammer troen over og bliver til vanvid? Ordet handler om de spørgsmål, om de grænsesituationer, hvor vi kommer i tvivl om, hvad vi skal mene.

Det gådefulde

Men lad os opholde os lidt ved undren. Den undren, som ikke nødvendigvis slipper fornuften og erfaringen, men er åben for nye erfaringer, åben for, at virkeligheden kan have mere at byde på end det, vi har kontrol over. At der er lovmæssigheder, at logik og systematik har en berettigelse, men at der samtidig er noget, vi ikke har fuldt styr på. I den forstand en afmagt, som dog samtidig indebærer modtagelighed for gaver, der overstiger vores forventning.

I en artikel, jeg læste for nylig, brugte en teolog-kollega det udtryk, at Gud gåder – udtryk for, at der er gådefulde dybder og højder i tilværelsen, forbundet med dét ultimative, som ordet ’Gud’ er udtryk for. Og, spurgte hun i artiklen, hvilket sprog skal vi ty til, når det sker – når tilværelsen bliver gådefuld, når vores forståelse ender i den nævnte afmagt?

Det gådefulde kan man bl.a. nærme sig ved at skrive et teaterstykke, som Kaj Munk gjorde, Ordet, opført i 1932, eller lave en film, som Carl Th. Dreyer gjorde i 1955 over Munks skuespil. Filmen vandt adskillige priser og regnes af mange for 1950’ernes mest betydningsfulde film. Et tilspidset drama om liv og død, menneskelig afmagt, vanvid og mirakeltro over for fornuft, om bøn, gåde, håb. Filmen ender med et udbrud: ”Livet!” – et udbrud, der udtrykker den vending, den forløsning, som afmagten kan komme ud for i mødet med gåden, med det ukontrollable, det overvældende. Mødet med noget stort overvældende, som fornuften er afmægtig over for.

Hvad angår det, der gør os afmægtige og uforstående, er det tankevækkende, at vores blik er tilbøjeligt til hovedsagelig at hæfte sig ved det onde, det tragiske, det katastrofale. Det onde er da også en gåde. Men kan det gode ikke være fuldt så gådefuldt? Som den unge kvinde Inger, spillet af Birgitte Federspiel, siger: ”Jeg tror, der sker mange mirakler i det skjulte.” Med andre ord: Gud gåder. Gud skaber uorden, så det beregnelige brydes. Guddommelig uorden. Livet er ikke til at få til at passe helt ind i noget regnskab.

Religion bliver ofte brugt til at skabe orden, disciplin, system i tilværelsen. Sådan kan også kristendommen blive brugt – misbrugt! Misbrugt til forsøg på at få styr på det gådefulde, håndtere det, få kontrol, holde regnskab. Sætte skel mellem mennesker – hvem er indenfor, hvem dømmes ude? Den slags sker også i kristendommens navn, selv om det ret beset bliver modsagt af det kristne budskab.

Det guddommelige storsind

Den regnskabstænkning og kontroltrang, vi er så tilbøjelige til at falde tilbage i, brydes nemlig af en guddommelig uorden i kernen af Det Nye Testamentes budskab. Det er en uorden, der eksempelvis kommer til udtryk, når Jesus fortæller en lignelse om en vinbonde, billede på Gud, der ansætter nogle daglejere fra morgenstunden af, andre senere på dage, også nogle bare en time før fyraften, og de får alle fuld løn, uanset indsatsen, på tværs af menneskelig retfærdighed.  

I en anden sammenhæng understreger Jesus, at Gud er ”god mod de utaknemmelige og onde”. Hvor uretfærdigt efter menneskelig målestok – men åbenbart det rigtige efter en guddommelig målestok. I en lignelse om fællesskabet i Guds rige påpeger Jesus tilsvarende, at der indbydes ”både onde og gode”. Rangordner gøres i det hele taget meningsløse: De små er størst, de sidste de første. Og Jesus skaber kaos på tempelpladsen i Jerusalem ved at vælte de boder, der var nødvendige for offertjenesten, den hævdvundne måde at håndtere forholdet til Gud på. Åbningen til Gud er ikke offerydelser, ikke handel eller forhandling; Gud skal ikke påvirkes, Guds velvilje skal vi aldrig fremkalde, den er der som udgangspunkt. Jesus er kommet for på Guds vegne at helbrede vores fællesskab, og det sker i kraft af et vildt storsind mod onde og gode, på tværs af de menneskelige måder at regulere vore forhold på. Gud gåder. Eller, som man ville formulere det på den tid for snart hundrede år siden, som Ordet foregår i: Guds veje er uransagelige.

Forskellige veje til Gud – historisk set

Undervejs mod det drama om liv og død, afmagt og under, hvor filmens handling kulminerer, stiller den mennesker med forskellige kristendomstolkninger over for hinanden. Læg mærke til to markante portrætter på væggene i de to hjem, vi får adgang til i det yderste Vestjylland. I den solide klitgård hos den gamle Morten Borgen og hans familie hænger der på markant plads et stort billede af Grundtvig – Borgen fortæller senere, at han har spillet en afgørende rolle i at indføre den grundtvigske kristendomsform i sognet – mens der i det andet hjem, vi besøger i filmen, hos Peter Skrædder, hænger et portræt af Indre Missions stifter og høvding Vilhelm Beck. 

Et tema, som dominerer i en stor del af filmen, er en konflikt med baggrund i de to kirkelige retninger, som portrætterne i hjemmene markerer. De to retninger er udløbere af hver deres hovedstrøm i europæisk kristendom – forenklet kan man tale om en græsk og en latinsk kristendomstype. I den tidlige kristendom, oldkirken, var gudstjenestens og teologiens sprog længe græsk, også mod vest i Romerriget, hvor latin var hovedsproget. Græsk er det sprog, Det Nye Testamente er skrevet på, og græsk var datidens internationale sprog, svarende til engelsk nu. Men omkring år 200 fremstod det første kristne, teologiske forfatterskab på latin, forfattet af den romerske jurist Tertullian, som med den nyomvendtes glød og et kategorisk gemyt blev ophavsmand til en omfattende række skrifter med en banebrydende tolkning af kristendommen. Derved formede Tertullian det, der skulle blive den vestlige kirkes begrebssprog, et sprog præget af, at han tænkte juridisk om gudsforholdet og troen i det hele taget. Senere forfinede den store teolog Augustin det teologiske sprog, men grundlaget fra Tertullian skinnede kraftigt igennem. Det juridiske præg blev vestlig teologis særkende – med en særlig vægt på menneskets skyld over for Gud, et syn på menneskets natur som ødelagt af syndefaldet, Gud som dommer, gudsforholdet som et retsforhold.

Derved skete der en markant drejning i forhold til den oprindelige, græsktalende oldkirke. Skematisk udtrykt: Hvor vi i vesten typisk fik en syndefaldskristendom med et dystert syn på mennesket, havde den græske oldkirke et præg af skabelseskristendom, domineret af tanken om mennesket skabt i Guds billede, med en høj bestemmelse. Også her kendte man naturligvis til faldet, dets følger blev dog forstået mindre drastisk: mennesket set som beskadiget, men ikke ødelagt, med gudsbilledligheden bevaret, derved et potentiale til at vokse og modnes i det helbredende lys fra Kristus, han der blev set på samme tid som Guds billede og som det sande menneske, menneskets egentlige natur. Vokse og modnes i en proces mod fuldendelse. – Hvor den latinske kirke fik tendens til at ville lave mennesket om, fordi man i realiteten anså det for skamfuldt at være menneske, har den østkirkelige tradition set frelsen i menneskets helbredelse, så det bliver sandt menneske. Hvor man i vest udviklede et markant begrebssprog for at kunne sætte skel mellem dem, der var indenfor, og dem udenfor, og for i nogen grad at få kontrol og skabe orden – dog med indbygget modstand i kraft af den guddommelige uorden i evangeliernes fortællinger – har den østlige tradition bevaret den billedprægede, plastiske udtryksmåde, som kendetegner Jesu forkyndelse og den tidlige oldkirke og i højere grad end i vest udtrykker respekt for mysteriet i livet. Det, der ikke kan sættes på formler.

Som sagt, her har jeg malet med den brede pensel for at markere en kirkehistorisk udvikling, der førte til, at vi i nyere tid i Danmark – som afspejlet i Ordet – fik to markante bevægelser til at stå over for hinanden.

Det latinske, mere begrebsfikserede præg var i århundrederne frem til nyere tid dominerende i forskellige udformninger hos os. En noget tung, bodspræget kirkelighed var således den arv, som N.F.S. Grundtvig levede ud fra – og fik problemer med. En vending skete, da Grundtvig opdagede kirkefaderen Irenæus fra den græske oldkirke, studerede hans skrifter og siden den græske oldkirkes liturgier og hymner. Her fandt Grundtvig tilbage til en kristendomsform før latiniseringen, før bogholderteologien, og det fik livsvigtig, befriende betydning for ham personligt, for hele hans virke, hans produktion. En anderledes billedbåren kristendom, hvor syndefaldspræget trådte i baggrunden til fordel for det motiv, at mennesket er skabt i Guds billede og har bevaret gudsbilledet i sig, derved bevaret en trang, som skal vække det store og underfulde ved at være menneske til live – en trang til at udfolde det sandt menneskelige.

Her over for kom så den indremissionske bevægelse til at stå, hvor det latinske, mere lovmæssige præg er bevaret, en stramhed affødt af det dystre menneskesyn tilbage fra Tertullian og Augustin, videreført af Luther, ganske vist kombineret med en inderlighed, der kan antage smukke, blødgørende former, men dog alt i alt et præg af, at mennesket på grund af den ødelagte natur – syndefaldsbevistheden – må tøjles og om nødvendigt trues med helvede og evig fortabelse for ikke at skeje ud. En kristendomsform, hvor der forventes, at en form for regnskab hører til i gudsforholdet.

I Ordet er det et kæresteforhold mellem Morten Borgens yngste søn og skrædderens datter, som er anledning til konfrontation mellem repræsentanterne for de to kirkelige retninger. I en heftig diskussion mellem Borgen og Peter Skrædder karakteriserer Borgen sin grundtvigske tro som livsudfoldelse, glæde over livet, mens han beskylder skrædderens tro for at være selvpineri og dødslængsel. Skrædderen, på sin side, kalder Borgens tro for en vantro og vildfarelse, der fører til evig pine i helvede, mens han glæder sig over den Guds nåde, der giver ham og hans ligesindede vished om frelsen.

Der er mere mellem håb og afmagt …

I baggrunden findes en tredje, mere vag ”model”, personificeret af sognets nye, let rationalistisk prægede præst, som giver udtryk for, at mirakler ikke længere sker. Det siger præsten provokeret i mødet med Borgens mellemste søn Johannes, en afgørenede figur i hele handlingsforløbet, spillet af Preben Lerdorff Rye. Johannes er som Borgens bogligt begavede søn blevet teologistuderende, men han er mentalt kæntret, ramt af sindssyge; med forvrænget stemme identificerer han sig med Kristus. Og han gør sig ikke høje tanker om den grad af tro, de andre fremviser. – Oprindeligt hos Kaj Munk forklares udbruddet af sindssygdom hos Johannes med en personlig tragedie, hans kærestes død ved en ulykke, i Dreyers film begrundes vanviddet med for megen grublen forårsaget af Søren Kierkegaards forfatterskab. Hvorom alting er, Johannes repræsenterer i det meste af filmens forløb en trosform, som er kammet over – og dog synes den at have noget radikalt virkningsfuldt i sig, noget grænsebrydende virkningsfuldt, der er gået tabt for de andre i filmen. Johannes anklager dem for at spotte Gud med deres lunkne tro – og de fleste af os kender nok mere til dén lunkenhed, end vi ligner filmens brændende Johannes.

Det er svært at greje, om Kaj Munk og Dreyer ser den ekstreme Johannes-position som realistisk – måske som den undtagelses-position, hvor tilværelsen i en slags ekstase er gået af sine hængsler? En uberegnelig, men tænkelig, ekstrem mulighed? Bemærkes bør under alle omstændigheder ordskiftet, da den gamle Borgen erkender sin afmagt: ”Hvad er vanvid, og hvad er fornuft?” og Johannes svarer: ”Du nærmer dig Gud.” Og læg endelig mærke til den helt afgørende rolle, som en lille pige, gamle Borgens barnebarn, kommer til spille i handlingen. Uden hende var forløbet blevet et andet. Som Jesus jo også sagde: Hvis I ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer I slet ikke ind i det, og han pegede på et lille barn som det største …

I denne sag om vanvid over for fornuft ses lægen i filmen i modsat position i forhold til Johannes og den lille pige. Lægen repræsenterer den holdning, vi i praksis har indrettet os efter: Håbet bygger på naturvidenskaben. Naturvidenskaben er et magtredskab, vi alle nyder godt af og har stor tiltro til. Men som naturligvis også har sin begrænsning.

Men kan erkendelse af begrænsning, i tilspidsede situationer afmagt, ikke være netop det, vi behøver for at blive korrigerede, udvikle os, blive beriget på overraskende måde? Som Leonard Cohen sang: “There is a crack in everything / That’s where the light gets in.” En revne, et brud, hvor lyset får adgang til os, når der ellers er mørke, afmagt. Håb, med andre ord. Og måske gælder det i større omfang, end vores naturvidenskabeligt prægede tænkemåde tilsiger. Filmens troende Inger sagde som nævnt: ”Jeg tror, der sker mange mirakler i det skjulte.” Uden revner i det regelrette og i det, der gør os afmægtige, var vi ilde stedt.

Som filmens drama spidser til, fremgår det, at der i sidste ende er mødepunkter for filmens personer til trods for forskellene mellem Morten Borgens og Peter Skrædders tro. Erkendelsen af, at Guds veje er uransagelige – at Gud gåder – er jo også noget, alle kristne til syvende og sidst må tilslutte sig, og skellet, der præger de to husstande, viser sig at være relativt i den forstand, at rystelser fra tilværelsens ukontrollable dyb kan få mennesker til at mødes i det, der bag forskellene er fælles. Når Gud gåder og mennesket i afmagt kun kan række sine tomme hænder frem, kan der vise sig nye åbninger.

Hvordan filmens drama ender, ved mange af jer sikkert på forhånd, andre gør det nok ikke, så vi har aftalt, at det skal jeg ikke røbe. Dog så meget kan jeg sige, at bevægende er det, også på den måde, at det ikke er nemt at få det til at gå op ud fra de faste tankebaner, vi normalt holder os til. Guddommelig uorden! Jeg ønsker jer god fornøjelse – eller rettere: Jeg ønsker jer frugtbar undren og eftertanke.


Af Johannes Værge | 17. marts