Om de forskellige versioner af 'Jeanne D'Arc'

Jeanne årelades - en scene, der formentlig har været klippet ud af de udenlandske versioner.
Dreyers mesterværk La Passion de Jeanne d’Arc har siden premieren i 1928 haft et dramatisk liv. Her følger historien om brand, omhyggelig rekonstruktion, forsvinden, forskellige restaureringsprojekter og endelig – et sensationelt fund på et norsk sindssygehospital 53 år senere.

La Passion de Jeanne d’Arc havde verdenspremiere den 21. april 1928 i Paladsteatret i København, den franske premiere fandt sted i Paris et halvt år senere, nemlig d. 25. oktober. Dreyer havde optaget omkring 85.000 meter, som han havde klippet ned til ca. 2200 meter. Om den originale længde har der altid hersket tvivl. I et interview med Paul Salomonsen i B.T. fra den 13. april 1928 sagde Dreyer: ”Filmen er 2400 meter lang og spiller i ca. 1½ time”, men ifølge et dansk censurkort på filmen fra den 21. april 1928 er længden 2210 meter. En anden kopi er blevet censureret dagen før (20. april), og i censurens kladde er der ikke anført noget om, at der skulle være forskel på de to kopier.

”Jeg kunne se forskel, og hun kunne se forskel, men direktøren i Selskabet kunne ikke”.

- Carl Th. Dreyer

Dreyer rekonstruerer og raser

I december 1928 blev det originale negativ ødelagt ved en brand hos UFA i Berlin, hvor det befandt sig. Med sin klipper, fru Oswald, gik Dreyer nu i gang med at lave en ny version af filmen på grundlag af det materiale, som ikke var kommet med i den originale version. I en samtale med Knud Schønberg i Ekstra Bladet den 1. februar 1964 sagde Dreyer om denne udgave i forhold til originalen: ”Jeg kunne se forskel, og hun kunne se forskel, men direktøren i Selskabet kunne ikke”. Af den nye version blev fremstillet et negativ 2, som imidlertid kort efter også gik op i røg – laboratoriebrande forekom ofte pga. det meget brand- og eksplosionsfarlige nitratfilmmateriale.

Her ved indgangen til tonefilmæraen ser det sort ud for Jeanne d’Arc, men helt tabt er filmen nu ikke. På et eller andet tidspunkt efter 1936 finder lederen af det nystiftede franske filmmuseum, Henri Langlois, en noget slidt og ikke helt komplet kopi. Den passer han godt på, og efter krigen bliver det muligt at trække nye kopier via et dubnegativ, så filmen kan distribueres til visning. I 1952 gøres endnu et fund: den franske filmskribent Lo Duca hævder i Paris at have fundet negativ 2, altså dét man troede var brændt. Det er længere og billedkvaliteten bedre en Langlois’ kopi. På grundlag af dette negativ blev filmen genudsendt i 50’erne, forsynet med underlægningsmusik af Albinoni, Bach, Vivaldi og Scarlatti. Denne udgave var Dreyer rasende over, og han protesterede i et brev til Lo Duca, men uden resultat.

Der har gennem tiderne eksisteret mange forskellige versioner af La Passion de Jeanne d’Arc rundt omkring i filmarkiverne. I 1960’erne skabte Det Danske Filmmuseum – på grundlag af en række kopier udlånt fra forskellige udenlandske arkiver – en version, der var så tæt på originalen som muligt.

Hvad sindssygehospitalet gemte

I 1981 dukkede der så, helt sensationelt, en kopi op på et sindssygehospital i Norge. Man havde hidtil betragtet de to kopier, der blev sendt fra Paris til København i forbindelse med premieren i april 1928, som tabte, men her dukkede den ene pludselig op – efter mere end 50 år! Under en oprydning på Dikemark Sygehus – et hospital for sindslidende, beliggende i Osloforstaden Asker - fandt man kopien i originalemballage med en fragtseddel udstedt til overlæge Harald Arnesen, dateret 1928 og afsendt fra København. I den første æske lå stadig det originale danske censurkort.

Og hvem var så denne Harald Arnesen(1862-1953)? Han var uddannet læge, blev specialist i psykiatri, siden overlæge og i perioden 1920-29 var han hospitalsdirektør på Dikemark Sygehus. Ved siden af det medicinske fagområde interesserede han sig særligt for den franske revolution. Han var bl.a. på studierejse til Paris omkring 1924, hvor han skaffede sig bøger og tidsskrifter fra revolutionstiden. Hvorfor han har fået tilsendt ’den anden’ danske kopi af Jeanne d’Arc kort efter premieren findes der ikke noget svar på. Filmen fik aldrig norsk premiere.

’Stødende’ klip og nye vinkler

Ved sammenligning med den kopi, som museet hidtil havde betragtet som den mest komplette, viste det sig, at der ikke var de store forskelle. Der var få scener med i den nyfundne originalkopi, som ikke var med i museets hidtidige version – typisk scener, som censuren i udlandet kan have forkastet som ’voldsomme’ eller ’stødende’ i forhold til et katolsk helgenbillede:
1) En nærbilledsekvens af Jeannes åreladning efter torturen.
2) Et diende spædbarn i folkemængden.
3) Et barn, der kravler hen mod sin mor, som er blevet slået ned af soldaterne.
4) Et billede af den døende Jeanne som en skygge bag bålets røg.

Men det mest interessante ved den genfundne kopi er, at de kameravinkler, som Jeanne og hendes dommere er taget i, ofte adskiller sig fra de hidtil kendte, og flere af scenerne er en smule længere, hvilket forstærker den emotionelle effekt.

Kilder:
Martin Drouzy: ”Jeanne d’Arc genopstået”, Tusind Øjne 76, dec. 1984.
Marguerite Engberg: ”Historien om den genfundne Jeanne d’Arc”, Kosmorama 171, 1985.
Ib Monty: ”Den genopstandne Jeanne d’Arc i Paris”, Kosmorama 183, 1988.


Af Lisbeth Richter Larsen | 10. maj