Dreyer prisen 2014: Manuel Alberto Claro

Manuel Alberto Claro, modtager af Dreyer-Prisen 2014. Foto: Sune Lolk.
Filmfotograf Manuel Alberto Claro modtog torsdag den 6. februar Carl Th. Dreyer Prisen 2014. Overrækkelsen af prisen på 50.000 kr. fandt sted i Filmhuset. Lektor Peter Schepelerns motivationstale bringes her i sin fulde længde.

Hvis man skal opnå berømmelse i filmens verden, skal man enten være skuespiller eller, til nød, instruktør. Så enkelt er det. Alle forsøg på at gøre manuskriptforfattere, filmklippere, filmkomponister, art directors til stjerner er slået fejl. Det gælder også filmfotografer, selv om det rent faktisk er dem, der optager filmene. Og nogle fotografer burde være berømte stjerner, for det kan godt være, instruktøren ser det for sig, men uden fotografen kunne vi ikke se det. Det er fotografen, der sætter billeder på instruktørernes visioner. Og derfor er det en fornøjelse, at vi kan tildele Carl Th. Dreyer Prisen til en fotograf. Og – hvem ved? – måske kan vi bidrage til at gøre Manuel Alberto Claro en lillebitte smule mere berømt, end han er i forvejen.

"Mest opmærksomhed har Manuel nok fået, da han blev fotograf for Lars von Trier. Det er utvivlsomt en intrikat og krævende opgave at lave film, der er som en sten i skoen".

- Peter Schepelern

Manuel, der har en chilensk baggrund og er uddannet på Den Danske Filmskole, brød igennem med Christopher Boes Reconstruction(2003), hvor personerne løb rundt i et labyrintisk København og ledte efter kærligheden og deres egen identitet, hvilket muligvis var to sider af samme sag, mens byen pulsede af genkendelig men alligevel upålidelig virkelighed. Hypnotiske billeder i en hypnotisk film. Manuel har fulgt Boe fra Filmskolen (med afgangsfilmen Anxiety i 2001) og været hans faste holdepunkt gennem artfilmens genvordigheder. Dog ikke i Offscreen hvor hovedrollen selv førte kameraet, en uventet manøvre: man kender disse instruktører, der selv filmer, men skuespillere der filmer – det ser man sjældent!

Manuel var også med og sikrede det rette look, da Boe sidste år sejrrigt gik mainstream med Spies & Glistrup.

Blandt Manuels andre film, der vidner om spændvidden i hans kunst, er Bagland(2003), effektivt ungdomsdrama fra et ghetto-Danmark i beton; Tid til forandring (2004), fortalt i mere klassisk stil, er Lotte Svendsens beske multiplot-vision af Danmark, inden Max Pinlig kom på banen; og Kandidaten(2008), hvor den flaksende, håndholdte dogmeagtige fotostil gav et skær af realisme til plottets usandsynligheder. Og der var også tid til et par friske tempelriddere på skattejagt.

Blandt de særligt mindeværdige film er Jytte Rex’ Silkevejen (2004), hvor Manuel havde påtaget sig den krævende opgave at lave billeder sammen med en billedkunstner. Filmen byder på eksklusive drømmevisioner af liv og død og kunst, der glider over i hinanden i et væv af transparente lag; ild, vand, tåge, arkitektur og gamle malerier, som – med filmens indledende Buddha-citat – handler om, at ”en livstid er som et lynglimt på himlen.”

Der er også Dagur Káris finurlige Voksne mennesker (2005), om skæve eksistenser i et nutids-København med en egen lyrisk charme. Sådan har København ikke set ud siden Kjærulff-Schmidt/Rifbjerg-filmene for et halvt århundrede siden. Og det skyldes i høj grad Manuels raffinerede fotografering i sorthvid (bortset fra de 10 sekunders farvefilm, som yder den kvindelige hovedpersons røde hår retfærdighed).

Mest opmærksomhed har Manuel nok fået, da han blev fotograf for Lars von Trier. Det er utvivlsomt en intrikat og krævende opgave at lave film, der er som en sten i skoen. Men Manuel har stået for to af den såkaldt depressionstrilogis dele, øjensynligt uden at miste det gode humør.

Melancholia (2011), hvor det dårlige humør fører til jordens undergang eller også er det omvendt, blev et visuelt pragtstykke med sin blanding af magiske tableauer og nervepirrende realisme, en blanding af kammerspil og kosmisk drama.

Samarbejdet er fortsat med Nymphomaniac, i alle henseender en maraton-indsats, både i forhold til nymfomanens og filmholdets indsats (for slet ikke at tale om publikums indsats). Filmen er, ikke mindst i billedsiden, præget af vekslende stilarter og uventede æstetiske metoder. Der er sorthvid episoder, der er split screen af en erotisk-polyfon karakter, for slet ikke at tale om de sekvenser, som verden, utvivlsomt med stor utålmodighed, venter på at se i den lange udgave, hvor Manuel har filmet de samme dristige scener i soft core og i hard core, som derefter er digitalt sat sammen med ret grænseoverskridende resultat.

Manuel har også en lille skuespillerrolle i Nymphomaniac, hvilket er blevet overset af de fleste anmeldere. Nå, jeg har selv været statist hos Trier, og det var der heller ingen, der bemærkede.

Nymphomaniac vil utvivlsomt yderlige brande Manuel på den internationale scene, hvor han i øvrigt allerede har været med på Ilja Khrzjanovskijs legende-omsvøbte og med spænding imødesete, russisk-ukrainske storprojekt Dau, der har været undervejs i en længere årrække: Vi frygter det værste og håber det bedste, men der er ingen grund til at bekymre sig om det cinematografiske. For Manuel har et mangesidet og lysende billedtalent, der har skabt lynglimt på filmhimlen. 



Af Peter Schepelern | 6. februar 2014