Dreyer Prisen 2020: el-Toukhy og Käehne

Maren Louise Käehne og May el-Toukhy takker for Dreyer Prisen 2020. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen.
Instruktør May el-Toukhy og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne modtog onsdag den 5. februar Carl Th. Dreyer Prisen 2020. Overrækkelsen af prisen fandt sted i Cinemateket i København. Prismodtagerne blev tildelt kr. 50.000. Vi bringer her motivationstalen.

Tale til May el-Toukhy og Maren Louise Käehne

Af Eva Novrup Redvall, Johannes Riis og Jakob Buhl Vestergaard

Det er en stor fornøjelse at få lov at stå her i dag og sige nogle ord til jer på vegne af Dreyer-prisudvalget, som i år vil hædre jer for at have skabt et mesterværk som Dronningen.

Dronningen er ikke bare en film, som rager op i det forgangne danske filmår. Jeres modige drama er et unikt værk, som kommer til at stå centralt, når man skriver den nyere danske filmhistorie, for det er helt enkelt en forrygende film, hvor alting samler sig på smukkeste vis.

Jeg så første gang en scene fra Dronningen her i huset ved et af Filminstituttets ’Film på vej’-arrangementer, som introducerer det kommende halvårs danske titler. I havde valgt at vise den scene, hvor en omgang dåseskjul i en sommerhave pludselig bliver et sanseligt og farligt øjeblik med en flygtig berøring under den ellers uskyldige familieleg. På få øjeblikke er vi helt inde i den fysiske, personlige oplevelse af, at tiden står stille, mens kroppen melder sig på banen og introducerer nye følelser og tanker. Scenen er fuld af poesi midt i hverdagslegen og er bare et eksempel på, hvordan Dronningen får store spørgsmål, stærkt karakterdrama og forførende æstetik til at gå op i en højere enhed.

Vi inviteres til selv at sanse og tænke, mens filmen dynamisk udforsker spændinger forbundet med forældre og børn, rigtigt og forkert, sandhed og løgn, følelser og fornuft, erotik og etik, i en imødekommende fortælling, som aldrig spænder ben for sig selv, på trods af at den tager fat i svære problemstillinger om overgreb, magt, ansvar, skyld, smerte og svigt.

Det menneskelige drama drager, mens vi arbejder med at forstå hovedkarakteren og hendes valg. Jeg har haft fornøjelsen af at læse jeres manuskript, hvor man kan mærke det store arbejde, der er lagt i at få den her fortælling fortalt på den helt rigtige måde. I fik i 2016 Danske Filmkritikeres manuskriptpris for jeres første spillefilm Lang historie kort. Dronningen vidner om, at I kun bliver bedre som historiefortællere.

Scenen er fuld af poesi midt i hverdagslegen og er bare et eksempel på, hvordan 'Dronningen' får store spørgsmål, stærkt karakterdrama og forførende æstetik til at gå op i en højere enhed.

Jeres manuskript til Dronningen er fortræffeligt, og samtidig rummer det – som de bedste manuskripter gør – plads til, at andre kan bidrage og digte med i skuespil, billeder og lyd. Da Dronningen i forrige weekend blev hædret med Robert-priser for både bedste film, bedste manuskript og bedste instruktion var I ikke sene til at fremhæve den kollektive proces, det er at skabe en god film, og betydningen af mange andres fortrinlige arbejde.

Dronningen er imponerende på alle planer. Fra den stemningsfulde susen i træerne omkring huset, der danner den perfekte ramme for dramaet, til brugen af musik, når Trine Dyrholm under en parmiddag danser sig ind i sin egen Tainted Love-verden, eller når Jon Ekstrands score understøtter udviklingen i historien fra start til slut. Jasper Spannings billeder suger én ind. Der er ikke noget at sige til, at Dronningen også løb med Robert-priserne for årets fotograf, årets klipper, årets score og årets sound-design.

Samtidig har jeres historie skabt den perfekte rolle til Trine Dyrholm, som blæser os omkuld som Anne, der indleder en affære med sin 17-årige stedsøn. Som Katrine Hornstrup Yde skrev i Information, er Trine Dyrholm ”vor tids mest geniale skuespiller, fordi hun balancerer det menneskelige og monstrøse, det overgivende og kompromisløse”. Det er en mesterlig præstation i forrygende samspil med Magnus Kreppe og Gustav Lindh.

Sjældent har en kort tøven været så dramatisk som i den scene, hvor Peter konfronterer Anne med Gustavs anklager, og vi åndeløse venter på, hvad hun vælger at sige; hvem hun vælger at være. Som manuskriptet beskriver det: ”Et lille sandhedsvindue står på klem et kort sekund, før det smækker i og hun genvinder kontrollen.” Få kan spille sådan et øjeblik, så det føles som det mest dramatiske i dansk film længe, når ordene falder, og vi nu må bevæge os med hendes karakter i den retning, hun har valgt.

Det er en gave at få lov at se en kompleks, kvindelig karakter som Anne i dansk film. Vi vil have alle mulige slags kvinder på de danske filmlærreder, og vi ser frem til at møde mange flere fra jeres hånd. 

Dreyer var jo faktisk en instruktør, som skabte en række kvindelige hovedroller, der stadig gør indtryk. Mest kendt er Maria Falconetti som Jeanne d’Arc i hans stumme mesterværk om hendes lidelse og død med hendes udtryksfulde ansigt i centrum for dramaet. Som tidligere direktør for Cinemateket Dan Nissen har skrevet om på Det Danske Filminstituts Carl Th. Dreyer-site, har Dreyer skabt mange fascinerede kvindeportrætter, men oftest er kvinderne lidende eller ofre for magten og mændene.

Dreyers sidste spillefilm, Gertrud fra 1964, skiller sig ud med fortællingen om Gertrud, som lever i et passionsløst ægteskab og derfor indleder et forhold til en ung kunstner, som ender med at svigte hende. Gertrud fortryder imidlertid ikke, for kærligheden er det vigtigste i livet for hende. Som Dan Nissen formulerer det, kan hun ikke tolerere, at hendes ægtemand sætter sin kærlighed til hende på niveau med kærligheden til sit arbejde – og sine Havanna-cigarer.

Selv om 'Dronningen's Anne er af en helt anden støbning end Gertrud, ser vi i jeres film en forbindelse til Dreyers portræt af en kvinde, som vælger sin egen, farlige vej.

Selv om Dronningens Anne er af en helt anden støbning end Gertrud, ser vi i jeres film en forbindelse til Dreyers portræt af en kvinde, som vælger sin egen, farlige vej. Filmens utroligt gennemarbejdede æstetiske udtryk minder os også om Dreyers perfektionistiske sindelag. Det gjorde det tit svært for ham at få realiseret sine film, men vi har heldigvis indtryk af, at I formår at forene jeres ambitioner om at skabe filmkunst med de mange praktiske og logistiske udfordringer med at få visionerne op på det store lærred. Vi har ikke mindst indtryk af, at I har gode folk omkring jer, som Dronningens producere Caroline Blanco og René Ezra, som dygtigt hjælper jer med at skabe konstruktive rammer for jeres proces.

Sidste år skrev jeg sammen med Isak Thorsen en artikel om en nu 100 år gammel korrespondance mellem Dreyer og ledelsen på Nordisk Film. Den konfliktfyldte brevveksling vidnede om, at det sjældent var let for Dreyer at få sine ambitiøse ideer finansieret og vinde gehør for at ville lave mere end det, han i det ene brev beskriver som ’tilstrækkelige film’. Det lader til, at I har fundet en del mere opbakning hos Nordisk Film i 2010erne – og vi er taknemlige for, at Dronningen er milevidt fra ’bare’ at repræsentere ’det tilstrækkelige’.

I har fortalt, at jeres samarbejde tit er præget af stor tvivl og usikkerhed, mens I arbejder med at finde ind til kernen i jeres grundide og forløse den bedst muligt. Hvis I arbejder bedst sådan, skal I endelig fortsætte med det, for vi vil jo gerne se flere film af Dronningens kaliber i de kommende år.

Men vi vil også gerne understrege, at der ikke var tvivl hos os, da vi skulle finde årets vinder af Dreyer-prisen. Og vi har stor tiltro til, at der kommer flere forrygende film fra jer, hvad enten de er skabt i et samarbejde eller hver for sig.

Stort tillykke med Dronningen og stort tillykke til jer!

 


5. februar 2020