Johannes Riis, Eva Novrup Redvall og Jakob Buhl Vestergaard
Kære Ali Abbasi,
Vi skal i dag hædre en filmskaber, der mestrer kunsten at fortælle i suggestive billeder og lyde, og at føre tilskueren ind i universer, der både skræmmer og fascinerer. I sine samtidsfortællinger kaster Ali Abbasi lys på sindets kringelkroge, hvor mennesker kan blive som besatte, og på måder, som magt og afmagt er indlejret i vores samfund på, et frugtbart felt for krimi- og gysergenren, som du formår at give dit helt eget touch.
I 'Holy Spider' fra 2022 er det journalisten Rahimis dristige opklaring af en serie af kvindemord i den iranske millionby Mashhad. I sit virke som journalist har hun selv mærket kvindenedgørelsen, og nu ønsker hun at sætte en stopper for de systematiske drab. Selv om historien ikke er optaget i Mashhad, er den bygget på virkelige hændelser, og vi ser i åbningsbillederne byens berømte moské, der i nogen grad motiverer seriemorderen til at tage livet af 16 kvinder. I din fortolkning kunne der også ligge andre grunde end de religiøse bag Saeeds mord på 16 sexarbejdere, blandt andet krigstraumer og oplevelsen af utilstrækkelighed. Et af de greb, der lykkes særlig godt i 'Holy Spider', er den parallelle fortælling, hvor vi følger både morder og journalist. Man fyldes med afsky og gru, når Saaed kvæler sine ofre, men når han er sammen med familien, fornemmer vi en ulykkelig mand. I en scene, hvor liget skal skaffes af vejen, beskadiger Saeed sin skulder, og man forstår, hvor besværligt det er at være seriemorder. Det fremhæver kontrasten mellem morder og familiefar, når vi i en scene ser Saeed gemme liget af vejen i dagligstuen, og en af de scener, der er sværest at lægge fra sig, er børnenes rekonstruktion af de mord deres far har begået. Uden at vi fatter sympati for Saeed, står det klart for tilskueren, hvad det er for en verden, begge er rundet af, og din fortolkning af Rahimis og Saeeds historie lader os se, hvordan almindelige mennesker lider under forkvaklede kønsnormer. I øvrigt et fokus, der bringer dig på linje med centrale værker af Carl Th. Dreyer.
Evnen til at balancere perspektiver og til at lade stemninger guide tilskueren igennem handlingerne går igen i dine tidligere film. I 'Shelley', din debut som spillefilmsinstruktør fra 2016, ankommer den rumænske au pair, Elena, til et hjem midt i den svenske natur, langt fra resten af verden. Det er en historie, hvor man genkender Kasper og Louises drøm om at leve i ét med naturen, og hvis det endelig skal være med tjenestefolk, så lad det være en au pair, der er lige så meget veninde. Samtidig er andre elementer sært fremmede, især Louises baby. Det kræver en sikker hånd at guide tilskueren rundt mellem det velkendte og trygge, det anelsesfulde og besatte, og det finder en nervepirrende balance i 'Shelley'.
Man fornemmer, at der bag din fortællekunst ligger en filmhistorisk forståelse, hvor du lader dig inspirere af andre instruktørers udtryk og greb, men omformer dem, så de tjener din egen fortælling. Scenerne, hvor Saeed i 'Holy Spider' får vanskeligt ved at skaffe et lig af vejen, eller må gemme det i dagligstuen, minder om lignende greb hos Alfred Hitchcock, lige som Louises baby i 'Shelley' kan minde om Rosemarys baby i Roman Polanskis gyser af samme navn. Det er formentlig et vilkår, når man skaber film indenfor krimi- og gysergenren, og det væsentligste må være, hvad man opnår indenfor genren. Carl Th. Dreyer, der i sin samtid ikke vandt samme anerkendelse som du for sin gyser – 'Vampyr' – taler i sin kronik, ’Lidt om filmstil,’ om vigtigheden af en psykologisk realisme. Det er ifølge Dreyer en realisme, der er ”befriet for alle unødvendige enkeltheder – sandheden filtreret gennem en kunstners sind.”
I 'Grænse' fra 2018 giver du en overraskende ”filtrering” af krimien, adapteret fra John Ajvide Lindqvists overnaturlige fortælling af samme navn. Vi følger betjenten Tina, der kommer på sporet af en kriminel organisation, som producerer og smugler børneporno. Det er muligt, at hendes metoder er utraditionelle, men hun deler en svaghed med andre detektiver på film: hun forelsker sig i den mistænkte. Din kunstneriske forløsning af Tina og genstanden for hendes begær, trolden Vore, er lige så overrumplende som den er overbevisende. 'Grænse' udmærker sig ved den måske mest betagende - og skræmmende og fascinerende - sexscene i nyere filmkunst. Og man er ikke i tvivl om, at Tinas besættelse af Vore fra første færd er erotisk. Med sin fysik og sine afmålte bevægelser minder Vore om Marlon Brando i Manden i slangeskind, indbegrebet af en mandlig forfører.
Ifølge Carl Th. Dreyer i omtalte kronik, så er mange film præget af, at der ”snakkes alt for meget, mens Øjet sjælden faar Lov til at hvile i en god Billedvirkning.” Det gælder alle dine film, at de lader øjet dvæle og stemninger guide os rundt, men i 'Grænse' er det særligt tydeligt, at et allegorisk perspektiv løftes af de stemningsfulde billeder.
Lig andre instruktører i din generation samarbejder du med fotografer, klippere og komponister på tværs af de nordiske grænser, i dit tilfælde med et udgangspunkt i København og et talentfuldt hold med gengangere som Martin Dirkov, Nadim Carlsen og Olivia Neergaard-Holm som komponist, fotograf og klipper. Den gode billedvirkning er også deres fortjeneste, men vi er svært begejstrede for den måde, som du får føjet delene sammen til et hele. Det kan ikke undre, at du er blevet hyret til sæsonfinalen af HBO’s store satsning, 'The Last of Us', ejheller at du har høstet priser, fra Cannes til København, for dine film. Vi håber, at vi også fremover får lejlighed til at se din fortolkning af, hvordan det er at leve i vores hjørne af verden – filtreret gennem dit blik for det sære og det skræmmende.
Tillykke med Carl Th. Dreyer-prisen.
13. marts 2023
