Carl Theodor Dreyer blev født udenfor ægteskab af en svensk husbestyrerinde, Josefina Nilsson (1855-1891), og blev med det samme bortadopteret. De første 1½ år var turbulente, men omsider kom den lille dreng på plads hos familien Dreyer i København, hvor han fik navnet Carl Theodor efter adoptivfaderen. Hans biologiske mor døde kort efter adoptionen, og Carl Th. Dreyers filmatisering af tragiske kvindeskæbner tolkes af flere filmforskere som et biografisk træk i hans film.
Carl Th. Dreyer startede sin karriere som journalist og var i årene 1910-13 meget interesseret i flyvning og var aktiv ballonflyver. I november 1911 fik han selv ballonfører-certifikat. Sideløbende med journalistikken skrev han filmmanuskripter. Det første filmatiserede manuskript blev Bryggerens Datter (Rasmus Ottesen, 1912), som blev produceret hos Det Skandinavisk-russiske Handelshus. 1913-18 arbejdede han som manuskriptkonsulent og -forfatter på Nordisk Film, hvor han også debuterede som instruktør med sin første film Præsidenten (1919). Fra 1920-30 instruerede Dreyer 7 spillefilm. Arbejdet foregik overvejende i udlandet, idet 5 af filmene var udenlandske produktioner: en svensk, to tyske, en norsk og en fransk. Dreyer boede med sin familie i Paris fra 1926 til omkring 1931 og lavede her sin mest kendte film, mesterværket La passion de Jeanne d'Arc (FR, 1928).
Efter sin første tonefilm Vampyr (FR/DE, 1932), som blev en økonomisk fiasko, bukkede en tynget Dreyer under for stress og problemer i privatlivet og endte med at lade sig indlægge på en klinik i Paris. I forlængelse af sit lange Parisophold fik han i 1934 en filmopgave, hvor optagelserne var henlagt til Somalia. Dreyer havde udarbejdet manuskriptet til L’Homme ensablé (Manden i Sandet), men efter ca. to måneders optagelser, måtte han rejse hjem til København, syg af malaria.
Op gennem 30’erne var der på ingen måde bud efter en filmmand af Dreyers kaliber på den hjemlige scene, hvor syngelystspil og komedier dominerede filmudbuddet. I 1936 måtte han vende tilbage til sin gamle metier som journalist og lod sig ansætte ved B.T., hvor han i de følgende 5-6 år skrev causerende reportager fra Livet i Byretten. Han havde en familie at forsørge, og arbejdet var et spørgsmål om smør på brødet.
Endelig i 1942 fik Dreyer mulighed for hos Nordisk Film, med Dansk Kulturfilm og Mogens Skot-Hansen som producent, at instruere kortfilmen Mødrehjælpen. Med denne film beviste han, at han kunne overholde både budget og produktionsplan. Året efter lykkes det at få Palladium til at producere Vredens Dag (1943), en film om den unge præstekone Anne, der forelsker sig i sin jævnaldrende stedsøn og siden anklages for med heksekunster at være skyld i sin mands død. Filmen blev et hovedværk for Dreyer, men igen havde han skabt en film, der ikke rigtig faldt i kritikernes smag.
Kort efter premieren på Vredens Dag rejste Dreyer til Sverige, hvor han instruerede kammerspillet Två människor (SE, 1945). Den blev på alle måder en eklatant fiasko, og Dreyer har siden ønsket denne film strøget fra sin værkliste.
Tilbage i Købehavn efter befrielsen fik Dreyer atter kontakt med Dansk Kulturfilm og Ministeriernes Filmudvalg. Dokumentarfilmen oplevede et kæmpe opsving i forbindelse med besættelsesårene, og der blev sat mange film i produktion. Snart blev Dreyer fastere knyttet til Dansk Kulturfilm, og det blev i alt til små 10 år i kortfilmens tjeneste. Han instruerede syv film, skrev manus eller stod for ideen til yderligere fire og bearbejdede én.
I 1952 fik Dreyer biografbevillingen til Dagmar Teatret i København. Det sikrede ham et fornuftigt økonomisk grundlag, som gjorde, at han sideløbende kunne arbejde med sit livsprojekt – en film om Jesus af Nazareth. Ideen opstod allerede i begyndelsen af 30’erne, og han troede på realiseringen af sin Jesus-film og arbejde intenst med forberedelserne helt frem til sin død. En kuffert stod pakket i lejligheden hjemme på Dalgas Boulevard, så han var klar til at rejse til Israel, hvad øjeblik det skulle være.
De to sidste spillefilm Ordet (1955) efter Kaj Munks skuespil og Gertrud (1964) efter Hjalmar Söderbergs roman blev som Vredens Dag produceret hos Palladium. Filmselskabet blev af justitsministeriet af flere omgange ’truet’ til at højne kvaliteten af filmproduktionen for at beholde den såkaldte produktionsbevilling – dvs. at selskabet kunne drive biograf ved siden af filmproduktionen – og det kunne Dreyers film legitimere.
Med Ordet opnåede Dreyer for første gang på den hjemlige scene at få en film udråbt til ’mesterværk’ af en enig anmelderskare. Også internationalt fik den stor succes og vandt Guldløven for bedste spillefilm på Venedig filmfestival i 1955 og året efter en Golden Globe i USA for bedste udenlandske film. Filmen blev genstand for en livlig debat i aviserne herhjemme, både på grund af sit tema men ikke mindst foranlediget af Dreyers fremstilling af det religiøse mirakel.
Gertrud, som skulle blive Dreyers sidste film, fik verdenspremiere i Paris lige før jul 1964 og blev en total skandale. Selve forevisningen var en katastrofe i sig selv, og kritikerne var med få undtagelser hårde ved filmen – også de danske, som sad bænkede og sendte reportager hjem fra den pinagtige oplevelse. 14 dage senere var der så premiere i Danmark, og selv om Paris-premieren måske havde taget luften ud af den voldsomt negative kritik, var der ikke mange forsonende træk ved modtagelsen. Til gengæld affødte Gertrud en voldsom debat i aviser og tidsskrifter. Der var forsvar, modsvar, indlæg – endda særtryk af et langt læserbrev, som ikke var blevet optaget i dagspressen. En del mennesker – især kvinder – oplevede, at filmen gjorde et stærkt indtryk og var en stor oplevelse.
Dreyer døde 20. marts 1968, 79 år gammel. Han efterlod sig kone og to børn og et filmværk, som den dag i dag er genstand for stor interesse – både fra forskere og almindeligt filminteresserede.
Af Lisbeth Richter Larsen | 22. maj