Skuespillerinde. Født 6/9 1925, død 2/2 2005 – 79 år gammel.
Birgitte Federspiel er opvokset i København, som datter af skuespilleren Ejner Federspiel (1896-1981), men havde gennem livet en stærk tilknytning til Odense. Hun blev uddannet på Frederiksberg Teaters Elevskole 1943-45, efter at have læst hos John Price og et enkelt mislykket forsøg på Det Kgl. Teaters Elevskole. Som færdiguddannet kom hun til Odense Teater i et par sæsoner og derefter igen til København på Folketeateret, hvor hun var engageret 1947-62.
Birgitte Federspiel fik sit teatergennembrud som Constance Leth i Egelykke af Kaj Munk i 1951 og var i den periode teatrets førstevalg til mange hovedroller, fx også som Portia i Købmanden i Venedig. I begyndelsen af 1960’erne kom hun et par sæsoner til Det Ny Teater, hvorefter hun blev freelance og først fast knyttet til Odense Teater i 1979, hvor hun blev til sin død. I Odense fik hun alle slags roller lige fra Fru Alving i Gengangerne til nyere nordisk dramatik af Lars Norén. Også i en sen alder gjorde hun sig bemærket fx i Karen Blixen-monologen Lucifers datter og Kærestebreve med William Rosenberg.
Hun havde talent både for det tragiske og det komiske og spillede ofte sammen med Angelo Bruun og Bjørn Watt-Boolsen.
Var i længere perioder væk fra skuespillerarbejdet for at hellige sig sine tre børn.
Birgitte Federspiel debuterede på film i 1942 i Arne Weels komedie Ta’ briller paa og havde små biroller, indtil gennembruddet kom i 1955 med rollen som Inger i Ordet - Kaj Munks teaterstykke, som Dreyer filmede i Vedersø i Vestjylland.
Dreyer tilbød hende selv rollen, men på det tidspunkt var hun lige blevet gravid, så hun regnede ikke med at få rollen. Men da filmens Inger jo også er gravid, så var det kun en fordel, syntes Dreyer. Federspiel fortolker den gæve jyske gårdmandskone med poesi og stor indlevelse. Hendes skæbne griber en om hjertet den dag i dag, især i slutscenen, hvor hun opvækkes fra de døde i et ægte (filmisk) mirakel – eller ”kysser sig lidenskabeligt tilbage til livet og ægtemanden”, som Politiken skrev i hendes nekrolog.
Et andet filmisk højdepunkt kom tre år senere i Johan Jacobsens En fremmed banker på. Her spiller hun Vibeke, en ung enke hvis mand som medlem af modstandsbevægelsen er blevet tortureret og skudt under besættelsen. Ligesom i Ordet spiller hun sammen med Preben Lerdorff Rye, der viser sig at være hendes mands bøddel. Filmen var kontroversiel i samtiden på grund af de stærkt erotiske scener (en kvindes orgasme!), og censuren endte med at klippe 9 sekunder ud, angiveligt af sammenflettede fødder. Federspiel skildrer overbevisende en sørgende og søgende kvinde, der træder i karakter og kommer videre i sit liv.
Hun modtog en Bodil for hver af disse pragtroller.
Læs mere om Birgitte Federspiel i Nationalfilmografien.
Af Birgit Granhøj | 24. maj