Biografdirektør, filmdistributør og producent. Født 8/8 1871, død 1953.
Sophus Madsen var en af de første herhjemme, der tog levende billeder alvorligt. Så tidligt som 1898 optog han en film i Tivoli – på Tivolis fødselsdag - og foreviste den samme aften i Pantomimeteatret. I nogle år optog og købte han film, som han foreviste rundt omkring, bl.a. i Norge og Sverige på variétéer og i cirkusbygninger. I 1907 blev han leder af Cityteatret i Ålborg og siden formand for provinsens biografejerforening. I 1912 stiftede han filmudlejningsselskabet Dansk-Svensk Film A/S, hvor han fungerede som direktør sideløbende med, at han i 1914 blev leder af Metropolteatret i Mikkel Bryggersgade (nu Grand). I 1915 købte han den gamle Banegårdshal, der var indrettet til biograf af Constantin Philipsen. Tre år senere, i 1918, byggede han det ny Paladsteater på den grund, hvor det ligger den dag i dag, og ledede biografen, der var Københavns største med næsten 1800 pladser, frem til begyndelsen af 1930’erne.
Sopus Madsen producerede to film i sin karriere: Der var engang (1922) og Livets Karneval (1923 – sammen med Svend Nielsen, Palladium). I et interview fra 1938 i anledning af sin 70-års dag fortæller han om Der var engang: ”Den gik saamænd meget godt som Film betragtet, men da den var kalkuleret til 90,000 Kr. og kom til at koste 222,000 til Trods for, at vi havde strøget den dyreste af Dekorationerne, Markedsscenen, saa havde jeg faaet nok af at producere Film”.
Som importør af La Passion de Jeanne d’Arc, der ikke blev nogen publikumssucces i København, gjorde Sophus Madsen noget ganske overraskende. På opfordring af et folketingsmedlem, der havde set filmen og syntes den fortjente et større publikum, inviterede han 1800 arbejdsløse ind i Paladsteatret til en gratis forestilling. Efterfølgende blev publikum bedt om at give deres mening til kende ved at udfylde et spørgeskema.
Hvorfor Sophus Madsen i 1928 sendte den ene af de to kopier, han havde rekvireret af Jeanne d’Arc, til den norske overlæge Harald Arnesen er lidt af et mysterium. Filmen blev aldrig vist i Norge, men 53 år senere dukke den op, da man ryddede et loftsrum på Dikemark Sygehus i Oslo. En perfekt kopi af den oprindelige premiereversion, som man i mange år havde anset for tabt.
Af Lisbeth Richter Larsen | 24. maj