Begrebet ’kulturfilm’ har sin oprindelse i tysk tradition, hvor Ufa i 1918 startede en "Kulturfilmabteilung", der fremstillede oplysende film beregnet til distribution i forbindelse med det almindelige biografrepertoire. Her skelnede man skarpt mellem saglige undervisningsfilm, ’Unterrichtsfilm’, til skoleundervisning og mere frit fortolkende kulturfilm beregnet til folkeoplysning og propaganda – en term, der først blev forbundet med negative konnotationer efter anden verdenskrig.
Oprettelsen af Dansk Kulturfilm
Dansk Kulturfilm (DK) der blev oprettet i 1932, var netop inspireret af fascistoide agendaer for tyske og italienske filmordninger (LUCE), som i forbindelse med forhandlingerne om en ny dansk filmlov, der trådte i kraft 1933, blev modereret ved dansk socialdemokratisk kulturpolitik (inspireret af AOF - oprettet 1924). Skolemanden Thomas P. Hejle (1891-1952), der i 1924 havde stiftet Dansk Skolescene, blev ansat som leder.
Først i 1934 fik DK repræsentation af de brugerkredse, der benyttede sig af film. Det økonomiske fundament leverede 1933-Biograflovens bestemmelse om, at Filmcensurens overskud kunne benyttes til støtte for Oplysnings- og Kulturfilm. Med denne lov blev de midler, som ellers var tilfaldet statskassen fra filmbranchen for første gang inddraget til støtte for et filmformål. I 1938 blev denne ordning ændret ved oprettelsen af Filmsfonden, som kom til inddrage sine betydeligt større indtægter fra biografernes forlystelsesafgifter. Både DK, distributionsorganet Statens Filmcentral (SFC - oprettet 1938) og Ministeriernes Filmudvalg (MFU som i 1944 udviklede sig af det såkaldte Beskæftigelsesudvalg fra 1941, der direkte sigtede på produktion af korte statspropagandafilm til biografdistribution) fik financieret deres drift af disse midler helt frem til Filmloven af 1964.
Samarbejde og organisation
Besættelsen satte skub i dansk kortfilmproduktion med den tyske kulturfilmordning som model. Man lagde i 1941 den danske kortfilmordning direkte under et statsligt Kortfilmudvalg bestående af Hejle (repræsenterende DK og SFC), to repræsentanter for Filmsraadet, repræsentanter for hhv. Justits- og Udenrigsministeriet samt Fællesrepræsentationen for Danske Biografejere. Disse skulle samarbejde med tilsagte repræsentanter fra filmbranchen, indledningsvis Nordisk Film, Palladium, ASA, Dansk Films Co. samt Turistforeningens Filmudvalg. De producerede kortfilm skulle følge bestemte danske spillefilm som forfilm i biograferne. Den daglige produktionsledelse blev lagt i hænderne på Mogens Skot-Hansen (1908-84), en filmentusiast, der var ansat som sekretær i Undervisningsministeriet.
Dreyer laver sin første kortfilm
Carl Th. Dreyer debuterede som kortfilminstruktør med Mødrehjælpen (1942) – efter eget manuskript – ti år efter hans foregående film, den fransk-tyske Vampyr (1932), og 17 år efter hans sidste danske film. Hans største protektor Ebbe Neergaard var filmens speaker. Den blev betragtet som en af de bedre danske propagandafilm, og i 1947 lod MFU filmen omarbejde til engelsk version med titlen Good Mothers, der indgik i Arthur Eltons og Mogens Skot-Hansens serie Social Denmark bestående af fem film, der skulle præsentere velfærdsstaten Danmark for de tidligere allierede. Dreyer fik dog ikke straks nye kortfilmopgaver. Producenten Tage Nielsen fik til gengæld sikret Palladiums produktionsbevilling ved at lade Dreyer instruere spillefilmen Vredens Dag i 1943. Dreyer var en sikker garant for kulturelle kvaliteter, som kunne bevare en justitsministeriel produktionsbevilling, hvorved Palladiums egne film kunne opføres i egen premierebiograf.
Dreyers problematiske brønd-film
Efter fiaskoen i Sverige med spillefilmen Två Människor (1945) kom Dreyer atter i Skot-Hansens varetægt, idet han i 1946 for DK (med Preben Frank Film) igen efter eget manuskript til Vandet paa Landet forsøgte at popularisere et tungt landbrugsemne. Man lod Henrik Malberg speake som dominerende og langsomt erkendende aha-piftende københavnersnude, der ved eksperters hjælp får indsigt i bøndernes uhumske brøndforhold og fordelene ved at oprette lokale vandværker. Landbrugsministeriet, der mente at filmen ville skade landbrugseksporten, fik den skrinlagt via Justitsministeriets magtfulde kontorchef Vilhelm Boas, og den fik aldrig offentlig visning.
Dreyers samlede kortfilm-produktion
I 1946 blev programsekretær i Statsradiofonien Ib Koch-Olsen (1914-93) produktionsleder for både DK og MFU. Hejle trak sig samme år som direktør for SFC og efterfulgtes af Ebbe Neergaard (1901-57). Fra filmbranchen lod Koch-Olsen Carl Th. Dreyer, Jørgen Roos (1922-88) og Søren Melson (1916-84) ansætte på kontraktlig basis hos DK/MFU som faste instruktører, manuskriptforfattere, fotografer og klippere.
Ansættelsen af Dreyer i ét år fra 1947 fandt sted, sideløbende med de forhandlinger han førte, for at få realiseret sit Jesusfilm-projekt i udlandet. Ikke desto mindre nåede Dreyer at yde et pænt bidrag til kortfilmproduktionen helt indtil 1956 på otte titler, som han både har instrueret og skrevet manuskript til, tre manuskripter for andre instruktører foruden bearbejdning af Otto Schrayhs dokumentation af radioens barndom fra 1929 (bearbejdet for DK og Berlingske Tidende i 1949) samt ide til Bent Barfods tegnefilm Noget om Norden (1956).
Dreyers kortfilm blev i samtiden nærmest betragtet som en slags beskæftigelsesarbejde for den ellers arbejdsløse filmmand, hvilket er ret urimeligt. Samarbejdet med Jørgen Roos som fotograf på De nåede færgen (Nordisk Film for DK/MFU 1948) røbede nye dynamiske facetter hos Dreyer, og med Preben Frank som fotograf på Storstrømsbroen (1950) sporedes en uventet fascination af den moderne arkitekturs æstetik.
Af Carl Nørrested | 11. maj