Palladium var oprindeligt et svensk selskab grundlagt af Lars Björck (1884-1926). Björck havde i 1915 etableret Skandinavisk Filmscentral, der både udlejede film og ejede en større kæde af biografer i Sverige. Flagskibet i kæden var filmpaladset Palladium i Stockholm. Björck ville føje et produktionsselskab til sine forretninger, og i foråret 1919 købte han de to danske filmselskaber Kinografen og Dania Biofilms studier i København. Palladium blev navnet på produktionsselskabet, der var tænkt som et panskandinavisk filmselskab med studier i Danmark og optagelsesfaciliteter Sverige. Ambitionerne for selskabet var store, og filmene var beregnet til verdensmarkedet. En af selskabets første film skulle være en filmatisering af Selma Lagerlöfs Gösta Berlings Saga, hvilket ikke blev til noget, ligesom mange andre af de storproduktioner Palladium havde planlagt forblev urealiserede. Blandt de film Palladium fik lavet, var Jeftas Dotter (1919), instrueret af den tidligere Nordisk Film-instruktør Robert Dinesen, men hverken Jeftas Dotter eller Ödets redskap (1919), som Dinesen også stod bag, blev succesfulde.
Fy og Bi-succes
Derimod havde Palladium større held i komediegenren. En anden tidligere ansat hos Nordisk Film, der fik engagement hos Palladium, var instruktøren Lau Lauritzen Sr., der i 1920 også blev selskabets kunstneriske leder. Lauritzen havde som fastansat instruktør hos Nordisk Film været uhøre ihærdig – knap 200 korte komedier havde han nået at instruere i perioden 1914-1919. For Palladium kunne Lauritzen i 1921 med filmen Film, Flirt og Forlovelse præsentere vagabondfigurerne Fyrtaarnet og Bivognen. Filmene med komikerparret fik stor succes i udlandet, og som det eneste danske selskab i 1920erne gjorde Palladium sig stadigt gældende internationalt.
Desværre nåede Björck ikke at opleve Palladiums fremgang. I slutningen af 1920 trak han sig ud af selskabet for at frigøre kapital til at indfri nogle af de mange lån, han havde taget for at gennemføre sine store planer om et panskandinavisk vertikalt integreret filmselskab. Palladium i Danmark blev overtaget af Svend Nielsen (1891-1958), som indtil da havde været økonomisk ansvarlig for selskabet. I december 1921 blev Björck begæret konkurs, og det følgende år solgte han sine interesser til AB Svensk Filmindustri.
Fra Berlin til Hellerup
Palladiums filmproduktion var baseret på at udsende 2-4 film om året med Fyrtaarnet og Bivognen. I foråret 1925 tog Lauritzen til Spanien for at optage Don Quixote med Carl Schenstøm (Fyrtaarnet) og Harald Madsen (Bivognen) i rollerne som Don Quixote og Sancho Panza. Palladiums studie på Strandparksvej i Hellerup lå derfor stille, og det skabte mulighed for at Dreyer, der just havde afsluttet optagelserne af Michaël i Berlin, kunne indspille en film for Palladium. Du skal Ære din Hustru blev Dreyers sidste danske film i knap tyve år. Umiddelbart efter at han havde færdiggjort filmen, tog han videre til Norge for at indspille Glomdalsbruden (1925). Du skal Ære din Hustru fik en fin modtagelse og fik stor betydning for Dreyers videre karriere. Særligt i Frankrig vakte filmen stor opsigt og banede vejen for finansieringen af Dreyers hovedværk La Passion de Jeanne d’Arc (1928).
Mellemspil hos Nordisk Film
Efter at have opholdt sig i udlandet i otte år vendte Dreyer i 1934 tilbage til København. Tonefilmen havde holdt sit indtog få år tidligere, og den danske filmbranche var præget af, at man kun havde det nationale marked at afsætte sine film til. Producenterne satsede på det sikre: folkekære skuespillere i komedier med sang og musik. Der var ikke brug for Dreyer og hans eksperimenterende film, og fra 1936 ernærede Dreyer sig atter som journalist, denne gang ved B.T. Det lykkedes dog i 1942 med hjælp fra forfatteren Ebbe Neergaard og filmmanden Mogens Skot-Hansen at få Dreyer engageret hos Nordisk Film, hvor han fik til opgave at instruere kortfilmen Mødrehjælpen(1942).
Direktør Tage Nielsen (1900-1971)
Sideløbende med optagelserne til Mødrehjælpen indledte Dreyer forhandlinger med Nordisk Film om at realisere en filmatisering af Hans Wiers-Jensens skuespil Anne Pedersdotter med titlen Vredens Dag. Det blev en langtrukken affære, der efter næsten et års forhandlinger endte med, at Nordisk forkastede projektet med Dreyer som instruktør. De anså ham for ’sær’ og mente ikke, han kunne lave andet end eksperimentalfilm. Man gav dog Dreyer lov til at forsøge, at få Vredens Dag sat i gang hos Palladium.
Vredens Dag versus ’ballade-film’
Med hjælp fra Mogens Skot-Hansen, der kunne vise fine produktionsregnskaber for Mødrehjælpen, tilbød Dreyer Vredens Dag til Palladiums direktør Tage Nielsen (1900-1971), der havde overtaget direktørhvervet efter sin bror Svend Nielsen. I april 1943 gav Tage Nielsen grønt lys for optagelserne af Dreyers første danske spillefilm i 18 år.
At Palladium turde binde an med den ’sære’ Dreyer bunder givetvis i den opblomstring, den danske filmbranche oplevede under besættelsen. Film fra de lande Tyskland var i krig med blev forbudt i de danske biografer, først de populære film fra USA og England og siden fra Sovjetunionen og Frankrig. Publikum strømmede til danske film og produktionen steg. Ud af de 124 spillefilm, der blev produceret fra 1940 til 1949, var de 82 lavet under besættelsen. De fire store selskaber Nordisk Film, Palladium, ASA og fra 1942 Saga turde under besættelsen satse på andet end komedier med sange.
Vredens Dag blev ved sin premiere i november 1943 overvejende negativt modtaget af anmelderne. Filmen havde været en dyr produktion for Palladium, og det ærgrede Tage Nielsen, at selskabets mere eksperimenterende satsninger som Elverhøj (1939), Sommerglæder (1940) og Vredens Dag ikke gav overskud. Selvom det var utåleligt, måtte Palladium af nødvendighed blive ved med at satse på ’ballade-film’, som var Tage Nielsens betegnelse for publikumsvenlige film, der kunne tjene sig selv hjem. Satsningen på ballade-film skulle med tiden komme til at volde Palladium alvorlige problemer og blev den indirekte årsag til, at Dreyers to sidste spillefilm overhovedet blev realiseret.
Palladiums produktionsbevilling
For at undgå en monopolisering af den danske filmindustri, havde man i Filmloven fra 1938 vedtaget, at et produktionsselskab ikke også måtte drive biograf. Der var dog den undtagelse, at danske produktionsselskaber kunne opnå en såkaldt ’produktionsbevilling’, fordi man fra officielt hold ønskede at støtte den hjemlige filmproduktion. Det var en rigtig god forretning for de danske produktionsselskaber at drive biograf. I modsætning til andre biografejere blev produktionsselskaberne nemlig fritaget for at betale forlystelsesafgift af overskuddet, når det havde en vis størrelse. Betingelsen for at få – og ikke mindst beholde – de fordelagtige produktionsbevillinger var, at selskaberne opretholdt en produktion på 3-4 film om året, og at filmene skulle være af en vis kvalitet. Palladium havde siden 1938 haft bevillingen til den store københavnske premierebiograf Palladium og var altså under pres for at overholde kravene.
Dreyer som Palladiums kvalitetsgarant
I årene efter krigen vendte den danske filmproduktion tilbage til sin vante gænge af publikumsvenlige komedier, og med De røde Heste (1950) begyndte ASA sin serie af Morten Korch-filmatiseringer, der lagde det kunstneriske niveau for dansk filmproduktion i de følgende år. Men modsat ASA, der huskede at producere seriøse problemfilm som Cafe Paradis (1950) og Farlig Ungdom (1953), kom Palladium i vanskeligheder. I slutningen af 1953 advarede Filmrådet, der administrerede bevillingerne, Palladium om, at selskabets produktion ”i de senere år kvalitetsmæssigt som helhed (havde) ligget på et plan, der ikke i det lange løb kan tilfredsstille de fordringer som bør stilles til indehaveren af en produktionsbevilling” (jf. Filmen i Danmark, Jens Jørgen Dinnesen og Edvin Kau, 1983, s. 113) Med udsigten til at miste sin produktionsbevilling valgte Palladium at sætte produktionen af Dreyers Ordet i gang i 1954, og Filmrådet fredede selskabets produktionsbevilling.
I begyndelsen af 1960erne var den gal igen. Titlerne på Palladiums film taler deres eget tydelige sprog: Eventyrrejsen (1960), Jetpiloter (1961), Komtessen(1961), Landsbylægen (1961), Drømmen om det hvide slot (1962), Vi har det jo dejligt (1963) og Slottet (1964). To år i træk fik selskabet advarsler af Filmrådet – kunne Palladium ikke højne kvaliteten af filmene, ville selskabet miste sin produktionsbevilling. Ligesom i midten af 1950erne kom man Filmrådet i forkøbet ved at sætte en ny Dreyerfilm i gang. Det blev Gertrud, Dreyers ultimativt sidste film.
For Palladium stod den herefter på lystige piger og lystne mænd i Annelise Meineches letbenede folkekomedier, der blev forløbere for selskabets sengekantsfilm op gennem 70’erne.
Af Isak Thorsen | 11. maj