I årene efter 1. verdenskrig havde amerikanerne overtaget og fyldt markedet med film, og fransk filmindustri var i krise. Det resulterede i en række udspaltninger og opsplitninger, omstruktureringer og nyorganisering af bl.a. så centrale og dominerende selskaber som Pathé-Frères. En del nye selskaber dukkede op.
Et af dem var Société Générale des Films, dannet på ruinerne af Ciné-France, formentlig omkring 1923, og finansieret af rigmanden Jacques Grinieff. Hans drøm var at skabe et prestigefyldt selskab, der var i stand til at finansiere enestående franske film. Grinieff bragte Charles Pathé og Leon Gaumont sammen med fremtrædende repræsentanter for den franske adel, bl.a. grev d’Ayen, der var formand for selskabets bestyrelse. I fællesskab påtog de sig at finansiere Abel Gances banebrydende hovedværk Napoleon (1927) foruden Dreyers La passion de Jeanne d’Arc (1928). Med et tilsyneladende ubegrænset budget gav selskabet instruktøren total kontrol over alle aspekter af produktionen. Det resulterede i de to filmhistoriske mesterværker, men også i en økonomisk katastrofe for selskabet. To af årtiets dyreste film var mere end selv Grinieff og den franske adel kunne stå model til.
Iflg. Edvin Kau (1989) skulle Dreyer jf. sin kontrakt lave mere end én film for selskabet, og da det ikke blev til noget, kørte Dreyer en retssag på dette kontraktbrud og vandt i efteråret 1931.
Selskabets produktion:
1927: Napoleon (Abel Gance)
1928: La Passion de Jeanne d’Arc (Carl Th. Dreyer)
1928: L’equipage (Maurice Tourneur)
1929: Finis Terrae (Jean Epstein) – dokumentarfilm
Adresser:
36, Av. Hoche, Paris (16.)
Rue de la Boetie, Paris – i 1934 (usikkert)
Af Dan Nissen | 15. juni