Ideen til en film om Jesus fra Nazareth fik Carl Th. Dreyer allerede kort efter indspilningen af Jeanne d’Arc i 1927, og de første skriftlige udkast stammer fra 1930.
”Formaalet med denne Film”, skriver Dreyer i indledningen til dette tidlige manuskript, ”maa være, at bringe Forestillingen om Jesus fra Kirkernes Halvmørke ud i Naturen, i hvilken Jesus selv holdt af at færdes, og at vise, at Jesus ikke svævede i Skyerne, men vandrede paa Jorden som et Menneske, hos hvem den i enhver Menneskesjæl iboende Skaberevne udfoldede sig under Former, som det ingensinde før er siden i Historien er set”.
Af citatet fremgår det, at Dreyers mål ikke var at bringe den guddommelige Kristus op på filmlærredet. Den side af sagen ønskede han ikke at kommentere, og han svarede undvigende, når han blev gået på klingen med sit personlige forhold til kristendommen. Det, der havde hans bevågenhed, var historiens Jesus, og hans bestræbelser på at indkredse denne skikkelse repræsenterer en nidkær dokumentarists søgen tilbage til de faktiske begivenheder i Palæstina for to årtusinder siden. Ikke fordi de historiske realiteter er et mål i sig selv. Realisme i den forstand er nemlig videnskab, ikke kunst. Men, siger Dreyer, ”for at kunne abstrahere fra Virkeligheden, maa man kende Virkeligheden til mindste naturalistiske Detalje”, og der ”maa være overensstemmelse mellem følelsernes ægthed og tingenes ægthed”. Den historiske realisme er altså først og fremmest et middel til at nå det ene af Dreyers eksplicitte mål: den psykologiske realisme.
Filmens anden erklærede opgave skulle være ”at slaa en Pæl gennem Myten om det jødiske Folks Skyld i Jesu Død”, og da Dreyer i 1949 fik mulighed for for alvor at fordybe sig i udarbejdelsen af et manuskript, lå der en verdenskrig bag ham, der på katastrofal vis havde givet dette prosemitiske sigte fornyet aktualitet.
Først og fremmest måtte Dreyer komme den opfattelse til livs, at Jesus ikke var jødisk. Men det var ikke nok, at han naturligvis skulle fremstilles af en jøde – han måtte også vise, at han var det. For eksempel gennem små gestus og ikke mindst ved at understrege, at uoverensstemmelserne mellem Jesus og farisæerne ikke havde fjendtlige undertoner. Det er lidt af en balancegang, Dreyer her har begivet sig ud på. På den ene side er det vigtigt, at Jesus fremstår som eneren overfor en gruppe af etablerede religionsdyrkere, og at synspunkternes forskelligheder står klart. Men farisæerne er samtidig Jesu egne og må skildres så nuanceret, at man ikke får mulighed for at fordømme dem.
For det andet må Dreyer forsøge at rokere om på de begivenheder, der gik forud for korsfæstelsen, og som i evangeliet resulterer i, at jøderne – med ypperstepræsterne i spidsen – fremstilles som Jesu bødler. Også her er Dreyer godt hjulpet af en række moderne historikere, som i store træk er enige om, at Jesus døde som et politisk offer for den romerske besættelsesmagt.
Dreyers Jesus betragter afgjort ikke sig selv som en politisk person. Han er et karismatisk og ekstraordinært menneske med usædvanlige, men rationelt forklarlige evner. Han gennemgår en psykologisk udvikling, der bringer ham frem til erkendelsen af, at han er Messias i betydningen Guds Søn. Dette familieforhold skal dog ikke tages bogstaveligt, men er, ligesom det var tilfældet med Jeanne d’Arc, udelukkende af åndelig art.
Dreyers manuskript blev aldrig realiseret, dels på grund af en ulykkelig alliance med en amerikansk teaterimpresario, der i 1949 påtog sig, at løse den økonomiske side af sagen, uden at det nogensinde lykkedes ham, og dels fordi filmbranchen først da det var for sent indså, at en investering i Dreyers Jesusfilm – at dømme efter det fremragende manuskript – kunne have gjort eftertiden et ubetaleligt kunstværk rigere.
Revideret uddrag af Lisbeth Nannestad-Jørgensens artikel Jesus på film – en balancegang mellem afmagt og overmod, publiceret i Kosmorama nr. 187, 35. årg., forår 1989 som bidrag til et Dreyertema i anledning af 100-året for instruktørens fødsel.
Der er i artiklen citeret fra en artikel i Berlingske Tidende, 19/2 1956, og fra Carl Th. Dreyers bog Om Filmen, 1959-udgaven, p. 70.
Af Lisbeth Nannestad-Jørgensen | 03. juli