I 1946 blev Carl Th. Dreyers kortfilm Vandet paa Landet lagt på hylden, fordi man frygtede, at den kunne skade dansk landbrugs image i udlandet. Filmen skulle i en humoristisk tone propagandere for en bedre brøndhygiejne ved at få tilskuerne til at væmmes ved vandet i dårligt vedligeholdte brønde. I artiklen bruger Casper Tybjerg Dreyers lille film til at vise, hvordan vi kan kombinere en retorisk og en kognitivistisk tilgang i en analyse, der kan forklare både Vandet paa Landets propagandistiske træk og betydningen af den væmmelse, den vækker hos tilskueren.